Selvmordsbomber og skuldertræk
En høj, pæn ældre herre i jakkesæt, med stort gråt overskæg og et alvorligt blik i øjnene træder ind i en barbersalon i Istanbuls Kadıköy-kvarter på den asiatiske side af Bosporusstrædet. I favnen har han syv røde dynamitstænger med grønne og gule ledninger forbundet til et digitalur. De røde tal tæller ned. 10, 9, 8, 7, 6, 5... biip, biip, biip!
Jeg har barberskum i hele hovedet og ser den ældre mand i spejlet. I et øjeblik er der helt stille i det lille lokale. Hvad går det her lige ud på? Men så detonerer bombemanden og barberen i en stor, rungende latter. Manden har bestilt tid og de taler livligt sammen og gestikulerer til os. »Boom! Boom!« Dynamitstængerne er af plastic og bomben er harmløst legetøj. Jeg er her sammen med tre gode venner, der allerede har været under kniven. De sidder og venter med glatragede kæber og læber. Vi kigger på hinanden, griner forvirrede. »Boom!« råber barberen endnu et par gange og signalerer, at vi lige må være tålmodige. Bombemanden skal have trimmet skægget.
Tre dage forinden er Istanbul endnu engang blevet ramt af et terrorangreb. Blandt art nouveau-passager og nyklassicistiske palæer midt på byens mest travle hand