Sådan nogen som os har jo brug for en krise
Der findes en lang og stolt tradition for at betragte samfundet som en syg krop. Det er metaforen, der bare ikke vil dø. Hver generation af sociologer, filosoffer, politologer og lignende typer, der gerne vil svinge sig op på den helt store klinge og udlægge teksten for alle os andre, har dem, samtidsdiagnoserne. På sin vis er det helt forståeligt: den moderne lægevidenskab og sociologien er begge produkter af industrisamfundet, der rigtig fik fart på kedlerne i slutningen af 1800-tallet, som discipliner deler de tilblivelseshistorie.
Det er ikke bare fordi Émile Durkheim var doven og ikke selv gad finde på sine begreber, at han valgte ord som legeme og patologi til at formulere sine teorier om blandt andet selvmord og solidaritet i de tidlige industrisamfund. Lægevidenskabens medicinske blik på kroppen, der vandt frem i takt med moderniteten og fortrængte overtro, heksekunster og religiøs afmægtighed i mødet med sygdomme, er slet ikke så forskelligt fra det sociologiske blik, der voksede frem i samme periode. Man glemmer det ofte, men Durkheims læremester August Comte, der coinede ordet sociologi, var også en af hovedkræfterne bag positivismen.
Der ligger e
