Mørke stjerner
Den brændende, ulmende færge i helikopternes lys. Og ved havnen i Lysekil, i dagslyset; brandens rå kraft. Billeder, der gør et uudsletteligt indtryk. Fordi de giver anelser om rædslen, den navnløse, som kun ofre og overlevende kendte og kender.
Vi forventer af vores samfund - og særligt af staten - at de beskytter os mod det katastrofale, mod elementernes rasen og den arkaiske vold. Vi forventer, at samfundet, hvis det elementæres og katastrofales indbrud i vores liv ikke kunne forhindres, sørger for, at i det mindste oprydningsarbejdet; det fysiske, det juridiske og det psykologiske, forløber efter retsstatens standarder for orden, klarhed og retfærdighed og dermed opfylder fundamentale menneskelige behov. Og sidst, men ikke mindst, har vi en klar forventning om, at staten og dens repræsentanter selv ser en pligt i at opfylde disse mål, selv hvis opklaringens og retfærdighedens gang skulle ende med, at staten taber ansigt. Vi er også indforståede med, at stat og samfund ikke altid lever op til vores forventninger. Men der findes hændelser, som sender rystelser gennem det fundament af tillid, som de skandinaviske samfund i særligt høj grad bygger på. Hændelser, som selv e