Jordens salt
Det er allerede sent på eftermiddagen, da jeg lander i minebyen Calama. Det er onsdag, dagen efter Allehelgensdag. Lufthavnen er fuld af minearbejdere, der har været på besøg hos deres familier i syd. Køerne strækker sig hele vejen ned ad rulletrappen.
Byen ligger to kilometer over havets overflade. Luften er tynd og så tør, at jeg hele tiden må fugte læberne med tungen.
Fra Calama kører jeg ud i ørkenen. Det er solnedgang; et ravfarvet lys siver som æggeblomme ned over de dunkle bjerge. Byen forsvinder bag mig i en rød tåge. Bagefter totalt mørke.
Landsbyen Coyo er så lille, at den ikke findes på kortet. Den har en enkelt gade, en støvet grusvej flankeret af stakitter af træ og røde mursten. Jeg følger den. Den snor sig mellem en række faldefærdige huse og rønner opført af tørret mudder og ler, inden den leder videre ud i ørkenens intethed.
