Jordens salt

Det er allerede sent på eftermiddagen, da jeg lander i minebyen Calama. Det er onsdag, dagen efter Allehelgensdag. Lufthavnen er fuld af minearbejdere, der har været på besøg hos deres familier i syd. Køerne strækker sig hele vejen ned ad rulletrappen. 

Byen ligger to kilometer over havets overflade. Luften er tynd og så tør, at jeg hele tiden må fugte læberne med tungen. 

Fra Calama kører jeg ud i ørkenen. Det er solnedgang; et ravfarvet lys siver som æggeblomme ned over de dunkle bjerge. Byen forsvinder bag mig i en rød tåge. Bagefter totalt mørke. 

Landsbyen Coyo er så lille, at den ikke findes på kortet. Den har en enkelt gade, en støvet grusvej flankeret af stakitter af træ og røde mursten. Jeg følger den. Den snor sig mellem en række faldefærdige huse og rønner opført af tørret mudder og ler, inden den leder videre ud i ørkenens intethed.  

Vejen slutter, ørkenen begynder. Kilometer efter kilometer af endeløse vidder kun afbrudt af bjergene, der omkranser landskabet som forstenede bølger. 

Støvet blæser bort under mine skosåler, mens jeg trasker rundt herude. Der er flasker, afblegede dåser, enlige forkrøblede buske af en art, jeg ikke kender navnet på. Plastikflasker med gule skruelåg, blå plastikemballage, alt sammen helt eller delvist begravet i dynger af varmt sand. Jeg gad vide, hvordan de endte her. Sandet har bleget skriften på de ulæselige etiketter. Nu skinner de som sølv. 

»Det er små livsformer som dem, der findes her i Tebenquiche, der kan lære os at navigere i en tid med klimakrise og bekæmpe fremtidige pandemier« 

Jeg går en tid langs en udtørret flodseng. Sandkornene glimter. Hvidt salt over det røde ler. Flodsengen breder sig ud, et vidtstrakt, størknet sandtæppe, der funkler kraftigt i det skarpe sollys. Jordens lerede overflade sprækker under vægten af mine skridt. En enlig skarabæ kravler hen over en revne mellem to store stykker ler, inden den forsvinder ned i mørket. Udtørrede blomster vokser i sprækkerne mellem leret. Salten hænger som iskrystaller på bladene. 

Heden er uudholdelig. Selv de vilde hunde, som landsbyen er fuld af, ligger og døser i et skyggefuldt hjørne, da jeg vender tilbage. Jeg lister forbi dem i frygt for, at de pludselig skal vågne. 

Den lokale shaman er en skægget mand iført jeans og en bredskygget hat. Han hedder Carlos. Han bærer altid sollbriller, selv når det er aften, og mørket falder på. Han bor i et hus, som han selv har bygget af mudder og ler. Huset har mange værelser og er fyldt med ørkenstøv, der klæber fast til sålerne og farver dem røde. 

Carlos er Likan Antai. De er et af de ni oprindelige Atacameña-folk, der endnu bebor den chilenske Antogafasta-provins. I mange tusind år har deres hjemsted været den ørken, der i dag er blevet indhegnet af de nationale grænsedragninger mellem Chile, Bolivia og Argentina. 

Likan Antai nedstammer fra de nomadiske grupper, der kom til ørkenen for at jage og samle mad for mange tusind år siden. Siden tørrede landet ud og blev forvandlet til det øde landskab, det er i dag. 

Carlos’ have er dog en oase af sjældne urter og planter, der kun er mulig at opretholde på grund af det system af forbundne overjordiske kanaler, der transporterer vandet rundt mellem Coyo og den nærmeste by San Pedro knap ti kilometer væk. 

Gennemlyste blade sitrer i vinden, og fugle kvidrer. Høner spankulerer rundt og klukker, haner galer, en lama ligger og døser i heden. Denne frodiggrønne have får mig næsten får mig til at glemme det golde landskab udenfor. 

Carlos fortæller, at området omkring Coyo plejede at være dækket af vand. Men i de seneste år er landskabets få laguner skrumpet som følge af den omfattende lithiumudvinding i området. 

Man anslår, at Chile sidder på mere end halvdelen af verdens lithiumreserver. Metallet bliver blandt andet brugt til at fremstille batterier til smartphones og de elbiler, der bliver betragtet som en vigtig del af den grønne omstilling. Men udvindingen suger også vandet ud af det sted på jorden, der i forvejen er det tørreste. 

Ørkenen mister mere vand, end den får tilført. Den negative vandbalance medfører, at de få søer på ørkenens jordoverflade er i fare for at forsvinde. De økologiske konsekvenser er uoverskuelige; dræningen af landskabets vådområder skader ikke kun den lokalbefolkning, der har haft ørkenen som deres tilholdssted gennem utallige generationer. Den skader også det dyreliv, der i forvejen anses for at være truet. Vikunjaen, guanakoen og den korthalede chinchilla er blot nogle af de arter, der lider under vandmanglen. 

Som et af verdens eneste lande har Chile privatiseret næsten samtlige vandressourcer. Vand i floder og undergrunden er en vare, som kan købes og videresælges til højestbydende. Det skete i 1981 under Augusto Pinochets militærdiktatur, hvor den økonomiske politik var inspireret af Milton Friedman, hvis markedsliberalisme også var grundlaget for Ronald Reagans regering. 

I løbet af den måned jeg tilbringer i Coyo, bader jeg kun et par gange om ugen. Altid korte bade, altid i koldt vand. Hver gang jeg tænder for hanen, husker jeg på Carlos’ ord: »Vandet her er dyrebart, det er mere værd end guld.« 

Ørkenen mister mere vand, end den får tilført. Den negative vandbalance medfører, at de få søer på ørkenens jordoverflade er i fare for at forsvinde. 

Jeg kører til San Pedro. Den kolde ørkenvind fejer hen over den varme sandslette. Bjergene på min venstre side er som skjult bag røgfarvet glas. Den lange, monotone vej udvisker enhver fornemmelse af tid og sted. 

San Pedro blev grundlagt i 1450 af inkaerne, der udvandt salt fra de nærliggende saltsøer. Den er i dag fuld af hoteller, vandrehjem, restauranter og turistbureauer, der forsøger at lokke med en tur til de nærliggende gletsjerområder eller den bolivianske saltslette Salar de Uyuni, der med en overflade på over 10.500 kvadratkilometer er den største i verden af sin slags. 

Gaderne i San Pedro er fyldt med støv og gamle lerhuse, fra hvilke sælgere falbyder deres identiske varer: t-shirts med prints af petroglyffer, halskæder, vævede armbånd og lamabroderinger i uld. 

Der er turister over det hele. En ung kvinde spørger mig, om jeg også er på vej til RURAL HOSTEL. Hun går videre med sine to tunge backpackertasker som et oprejst pakdyr. Jeg finder en lille cafe og beder om en kop kaffe. Tjeneren, der hverken lader til at snakke spansk eller engelsk, kommer tilbage med en sød karamelliseret drik, hvis konsistens minder om milkshake. 

Jeg køber et skakspil. Først da jeg åbner det, går det op for mig, at det ene parti forestiller de oprindelige folk; det andet forestiller de spanske conquistadores, der i sin tid erobrede landet. 

Ørkenen er et ensomt sted. Som biom er det karakteriseret ved at være et landskab, hvor vandet, der er synonymt med livet selv, er fraværende. 

I Bibelen, i Ezekiels Bog, bliver ørkenen beskrevet som et sted ingen ønsker at opholde sig frivilligt. Det er et sted, hvor de kriminelle bliver sendt hen for at afsone deres dom. Ørkenen er ikke et landskab, man lever i; det er et sted, man bliver sendt hen som straf. 

Det ligger også i ordets etymologi. På engelsk betyder verbet to desert netop at forlade et sted. Det græske ord for ørken, eremos, betyder tomhed eller ensomhed. Det blev brugt af de første kristne munke, der drog ud i den egyptiske ørken for at praktisere askese, og som senere grundlagde klosterordenen. 

Samtidig er ørkenen et billede på den verden, vi er på vej mod. Den nyligt afdøde biolog E.O. Wilson har foreslået, at vi bør betragte ørkenen som et billede på det stadie, der venter os i kølvandet på den antropocæne epoke, som vi ifølge forskere befinder os i nu. 

Hvis den antropocæne epoke er menneskets tidsalder, hævder Wilson, præget af at menneskelige aktiviteter omformer betingelserne for livet på jorden, er den såkaldt eremozoiske tidsalder ørkenens tidsalder – karakteriseret ved menneskets planetariske ensomhed. 

Den eremozoiske tidsalder er ikke længere præget af en natur, der gør oprør mod menneskets udpining af Jordens ressourcer. Tværtimod forestiller Wilson sig en natur reduceret til et absolut minimum, et landskab som et organisk nulpunkt, hvor intet visner, intet gror. 

Også forfatteren Margaret Atwood beskriver en verden i den eremozoiske tidsalder. I sin korte science fiction-novelle Time Capsule Found on the Dead Planet forestiller hun sig en planets historie i fire stadier. Den første tidsalder er gudernes tidsalder, den anden er pengenes, mens den tredje er en forening af de første to. Den sidste tidsalder er ørkenens tidsalder. 

De oprindelige folk må fortsat kæmpe mod de multinationale selskaber, der hvert år forsøger at købe jorden. 

En nat da jeg overnatter midt ude i ørkenen, læser jeg hendes novelle i lyset fra bålet. Mørket er faldet på, de pulserende stjerner træder frem. Månen rejser sig over bjerget; en gylden ring af blankt, hvidt lys hæver sig langsomt over tinden. 

»Der var flere slags ørkener,« skriver Atwood, »nogle var af cement, andre var af gift, det de havde til fælles var, at intet groede der. Vores begær efter penge gjorde jorden til en ørken.« 

Bilen bumler hen ad de ujævne grusveje. Det er som om, hver eneste møtrik vibrerer i det tunge karosseri. En kakofoni af metallisk klirren overdøver Violeta Parras rungende stemme. De få modkørende biler er uden undtagelse store pickup-trucks. Deres chauffører er skjult bag forruderne, som er malet sorte i modlyset. 

Vi er på vej til saltsletten Tebenquiche. Landskabet med de støvede jordveje glider forbi. Vældige øde sletter afbrudt af enkelte tuer og grupper af visne planter. Det er et landskab næsten uden vegetation, tæt på fortiden. Forkrøblede buske, udtørrede flodsenge, rustfarvede sandstriber. 

Vi har netop passeret nogle algegrønne laguner, da et uventet syn pludselig møder mig. Et fosforescerende hvidt lys ligger over sletten. Det er surrealistisk: som om en isslette pludselig materialiserede sig midt i denne skyggeløse hede. Vi kører derud. Det føles som om, vi kører gennem en portal til en anden dimension. Hvide og blå lag af salt så langt øjet rækker. 

Vi stopper bilen og stiger ud. Carlos fortæller, at området er fredet, og at det helligt for Likan Antai-folket, fordi dets biodiversitet er så unik. Et forskningshold fra universitetet i San Diego har for nylig fundet ud af, at der findes bakterier her, som producerer mere ilt end hele Amazonasjunglen. 

»Dette sted har afgørende betydning for hele ørkenens økosystem,« siger Carlos. »Men samtidig er det rigt på lithium.« 

De oprindelige folk må fortsat kæmpe mod de multinationale selskaber, der hvert år forsøger at købe jorden. For nylig har Tesla spurgt den chilenske regering om lov til at bygge en fabrik på den anden side af bjergene, hvor de kan udvinde lithium til deres elektriske biler. Et canadisk firma ved navn Lithium Chile har også forsøgt at opkøbe stedet. 

»For hver liter vand er der et gram lithium,« siger Carlos. »Så lige her kan du se millioner af dollars foran dig.« 

På et skilt opsat langs lagunen står der EL ORIGEN, oprindelsen. Tebenquiche er sammen med Den Mexicanske Golf og Australien et af de steder, hvor forskere mener, at livet først opstod på Jorden. Carlos peger på nogle kuppelformede strukturer, der ligner skimmelsvamp. De ligger i saltsøen som arkipelager spredt ud i et sund. 

»Stromatolitter,« siger han. »Bakteriekolonier.« 

»De bakterier, der lever her, er ekstremofile. Det er organismer, der har vænnet sig til at leve under ekstreme forhold, i dette tilfælde ørkenens varme, tørre og saltholdige miljø. I de tidligste faser af planetens liv, var Jorden fyldt med farligt vand, og atmosfæren havde ikke ilt. De eneste dyr, der levede, var dem, der ligesom disse trivedes i ekstreme miljøer. Men så opstod cyanobakterien. Den skabte ilt, hvilket ændrede alt. Planter begyndte at gro, og livet opstod.« 

Jeg vandrer langs saltsøen på stier flankeret af skilte, hvorpå der med store blokbogstaver står skrevet: NO PASAR. Jorden er ujævn og fuld af huller; det føles som at vandre rundt i et meteorkrater. Et skilt giver et overblik over de forskellige masseudryddelser i planetens historie. Mens jeg læser om dinosaurernes forsvinden, svæver to flamingoer over søens krystalblå vand. Deres flaksen blotter de lyserøde og sorte farver på deres vinger. Carlos fortæller, at deres primære føde er en art saltsøkrebs, der lever i dette vand, og som hedder artemia franciscana. 

Han fortæller også, at det er fugle som disse, der har spredt de livgivende mikroorganismer. De har siddet under deres fødder, når de har migreret fra sted til sted. 

Snart er de ude af syne igen, og alt er fuldkommen stille. 

»Det er små livsformer som dem, der findes her i Tebenquiche, der kan lære os at navigere i en tid med klimakrise og bekæmpe fremtidige pandemier ved at danne grundlaget for en ny medicin,« siger Carlos. »Derfor bliver vi nødt til at beskytte disse mikroorganismers habitat. Og sådan et habitat er Tebenquiche.« 

Jeg kigger op. Bjergenes granit gløder rødt i heden. Det er nu den farligste tid på dagen. Det eneste umiddelbare tegn på liv er en lille øgle med grå hud og mørke pletter, der hurtigt forsvinder ned i en smal sprække i den tørre jord. 

Carlos beder mig følge med hen til et sted i skyggen. Mens vi går, kigger han ud over sletten, der ligger fuldkommen øde og lydløs hen. 

»Sommetider er det svært at få øje på livet herude,« siger han. »Men selvom du ikke kan se det, er det der stadig.«