Vi skal kritisere politikken
Sidst, der var valg, sad jeg i Berlin og var på udveksling via Erasmus-programmet ved Freie Universität. Over skiltet på bygningen, som udgjorde Otto Suhr Institut fur Politikwissenschaft havde nogen spraymalet »Agnoli Institut für Kritik der Politik.« Det gjorde stort indtryk på mig, første gang jeg ankom til studiet. Jeg havde på det tidspunkt aldrig hørt om Johannes Agnoli, der var en stor figur under studenteroprøret i Tyskland. Men selve udsagnet om, at det man her bedrev var kritik af politikken, adskilte sig i min optik radikalt fra stemningen på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet. Det er ikke fordi, der ikke var kritiske tænkere blandt både studerende og undervisere. Slet ikke. Men det generelle fokus forekom mig alligevel at være et andet, mere nytteorienteret. Mere opbyggeligt, om man vil, og dermed mere konformt, mere optaget af at tilpasse sig udviklingen end at påvirke den.
Man siger, vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Det udsagn har måske især genklang i borgerlige kredse, hvor det er gængst at udlægge venstrefløjens politik som tossegod, naiv, øllebrødsbarmhjertig og i sidste ende dømt til at fejle, når realitetern
