Konsensus blandt offentlighedens eliter risikerer at gøre os alle sammen til tabere

»Valget er klart,« sagde Helle Thorning, da hun udskrev folketingsvalg for godt en uge siden. Det udsagn kan der nok sættes spørgsmålstegn ved. Hvis valget står mellem en regering ledet af Venstre og en regering ledet af Socialdemokratiet, så er det mildest talt ikke et særlig klart valg. Socialdemokratiet repræsenterer nu officielt visionen om, at konkurrencestaten skal afløse velfærdsstaten, mens Venstre allerede fra 2001 har haft succes med tilegne sig klassisk socialdemokratisk retorik om velfærd og fællesskab. Der er forskelle, det er klart. Venstre har for eksempel en marginalt strammere udlændingepolitik på programmet end Socialdemokraterne. Og så er der jo støttepartierne, som er særligt, skal vi sige, mangfoldige i denne valgkamp, og hvis politiske dagsordener stritter i alle mulige andre retninger end de to statsministeraspiranters partier. Men vi er grundlæggende i en situation, hvor vi reelt set ikke ved, hvad vi kan forvente, uanset om magten tilfalder ”rød blok” eller ”blå blok”. Særligt vanskeligt er det nok at være venstreorienteret. En stemme på Enhedslisten eller SF har eksempelvis erfaringsmæssigt ikke tilnærmelsesvis samme værdi und