Utopisk, radikalt eller useriøs støj

Den vækker ikke glæde hos den europæiske polistiske elite, når de nye partier udfordrer. Illustration: Halfdan Pisket

Analyse

01.06.15

Økonomisk set er det svært at få øje på, hvad det er, der er så radikalt ved Syriza og Podemos. Det er derfor fristende at affeje brugen af ordet som enten misforstået eller som politisk skræmmekampagne. Men der er noget, der stikker dybere. Hvis en Keynesianisme, som den Podemos og Syriza står for, kan betragtes som radikalt venstreorienteret i dag, må det generelle politisk-økonomiske spektrum have flyttet sig.

Hjalte Lokdam

Austerity. Det er et ord, der mere end noget andet har defineret europæisk politik siden gældskrisen satte ind i 2009. Med Angela Merkels Tyskland i spidsen har Eurozonens ledere og den såkaldte Troika - Europakommissionen, IMF og den Europæiske Centralbank - forlangt streng sparekur i de gældsplagede PIIGS-lande til gengæld for økonomiske redningspakker. Men ud af krisen er to markante venstrefløjspartier vokset frem: Syriza i Grækenland og Podemos i Spanien. Disse to partier har vundet frem på en udtalt anti-austerity platform; en platform der lokker flere og flere vælgere til, især i de lande, der er hårdest ramt af gældskrisen.

De to unge karismatiske partiledere, grækeren Alexis Tsipras og spanieren Pablo Iglesias, ynder at erklære deres gensidige støtte. Billeder af de to ledere, der lader sig tiljuble arm i arm, bliver flittigt brugt som symboler på et nybrud i europæisk politik. Også på den yderste højrefløj bliver Syriza og Podemos’ succes hilst velkommen. Syriza har indgået regeringssamarbejde med højrefløjspartiet ANEL (Uafhængige Grækere) og Front Nationals Marine Le Pen hyldede Syrizas valgsejr som »et monstrøst demokratisk slag imod EU-admin