Fred og fremgang eller medbestemmelse og splittelse?

Omkring 60 millioner døde menneskekroppe. Det var den foreløbige pris for Europas interne rivalisering i 1945. En ubarmhjertig magtkamp mellem naboer, der havde formået at trække det meste af verden ind i to alt-udslettende krige, og samtidig sprængt rammerne for menneskelig ondskab og rækkevidden for chauvinistisk vold. I kølvandet på Anden Verdenskrig og Holocaust, var der behov for at tænke nyt og anderledes. Europa tørstede efter en ny begyndelse, et afbræk, der kunne skabe distance til bestialiteten. Der måtte bygges et nyt Europa og de populistisk-nationalistiske tanker måtte tæmmes. Tanker om et forenet og fredeligt Europa begyndte for alvor at spire. Tanker som skulle munde ud i det, vi i dag kender som EU.

»Krigene i Europa kostede for meget død og ødelæggelse. Europa gik nedenom og hjem med Anden Verdenskrig, fordi en af verdens fremmeste civilisationer, Tyskland, skabte Holocaust. Så gik det ikke længere, nu måtte man videre. Man ville både forhindre flere krige og at noget europæisk land igen begik industrialiseret massakre på en europæisk gruppe mennesker. Europæerne måtte med Jean Monnet i spidsen starte et nyt projekt,« siger Hans-Åke-Persson, professor ved