Insisterende diskriminerende

Frederik Vad er besat af etnicitet. Af hvordan forskellige etniske grupper opfører sig, hvad de er udsat for, udsætter hinanden for, hvem der er undertrykte, hvem der lader, som om de er undertrykte, men ikke er det, og hvem der går rundt med en herskerattitude og derfor fylder alt for meget i det offentlige rum. Hvorfor er han egentlig det?

I månederne efter Hamas’ angreb på Israel havde Vad travlt med at slå politisk mønt af problemet med antisemitisme på en måde, der nærmede sig det filosemitiske. Som forfatteren Pankaj Mishraskrev for nylig i London Review of Books, har magthaveres betingelsesløse omfavnelse af det jødiske folk ofte nogle lidt ubehagelige undertoner. Det er, som om det altid handler om noget andet og mere end bekymringen for det jødiske folks ve og vel. Det mest oplagte eksempel er efterkrigstidens Tyskland, hvor den overdrevne hyldest til det jødiske folk, fremført af blandt andre kansler Adenauer, udelukkende handlede om at vise, at man i hvert fald var kommet langt videre fra Det Tredje Rige. Man kunne kalde det en instrumentalisering af kampen mod antisemitisme.

I dag bliver kampen mod antisemitisme brugt som kodesprog for islamofobi, så man kan tækkes det yderste højre. Problemet er, at måden, mainstreampolitikere i Tyskland gør dette på, er totalt misforstået. Som Mishraj skriver: »Tyske politikere og meningsdannere forsømmer ikke blot deres ansvar over for Israel ved at vise Netanyahu, Smotrich, Gallant og Ben Gvir betingelsesløs støtte. I en tid hvor nationalistisk-autoritær racisme har fremgang på hjemmefronten, risikerer de tyske myndigheder også at svigte deres ansvar over for resten af verden: aldrig igen at gøre sig selv medskyldig i morderisk etnonationalisme.«

Frederik Vad har tydeligvis taget ved uheldig lære af de tyske magthavere. I dagens Danmark er Frederik Vads omfavnelse af det jødiske folk tilsyneladende kodesprog for det samme, som det er blandt tyske politikere: Jeg kan, ligesom jer, kære danskere, ikke lide indvandrere med arabisk herkomst. Problemet er bare, at den betingelsesløse omfavnelse, Frederik Vad har gerådet ud i, i sig selv bliver en afart af antisemitisme. Det er at udnytte en befolkningsgruppes legitime frygt for repressalier, undertrykkelse og vold (fordi, som vi alle ved, er antisemitisme et virkeligt og alvorligt problem i Danmark i dag). Der findes faktisk en instans, der gør et godt og grundigt stykke arbejde med at dokumentere og modarbejde antisemitisme i Danmark. Den hedder Jødisk Informationscenter og har for nylig udgivet en gennemarbejdet rapport, der på baggrund af indsamlede vidnesbyrd kaster lys på antisemitismen i Danmark. Det er et grundigt og åbent stykke arbejde, hvorimod Vad spørger »sin indbakke« til råds, når han skal dokumentere problemet. Vad har over for Politiken påstået, at han har indsamlet over 500 vidnesbyrd fra jøder, der har oplevet antisemitisme. Der bor, afhænger af hvordan man tæller, omkring 5-6000 jøder i landet. Så kan man jo selv regne på, hvor troværdigt man synes det er, at så stor del af danske jøder har skrevet en e-mail til Frederik Vad.

Det virker unægtelig, som om Frederik Vad tager kampen mod antisemitisme som gidsel i sit eget politiske projekt. Det er mildest talt en smule klamt. Hvis Frederik Vad havde gidet læse bare wikipediasiden om filosoffen Immanuel Kant, ville han vide, at man står sig bedst ved at undlade at bruge andre mennesker som midler til et mål.

Frederik Vad er jo ikke debattør. Han er lovgiver. Hvad med at komme med konkrete politikforslag?

Senest har Vad så vendt blikket mod en anden etnisk gruppe, nemlig danskere med arabiske rødder i Mellemøsten og Nordafrika, som ifølge Vad fylder for meget på fortovet. Han vil vise, at de dominerer med deres alt for store tilstedeværelse i det offentlige rum. Den slags. I et interview med Berlingske oplister Vad nogle eksempler på det, han kalder »herskerattitude« og »dominansadfærd« hos gruppen. Ifølge Vad handler det ikke kun om uvilje til at flytte sig på et fortov. Det handler også om lærerstuderende, der benægter Holocaust. Om social kontrol. Og om lærere, der ikke vil undervise i Muhammedtegningerne. Alt sammen åbenlyst problematisk adfærd, men springet fra de enkelte eksempler til konklusionen om, at det lige præcis er folks arabiske herkomst (for det gælder ikke folk med iransk eller bosnisk baggrund har Vad uddybet), der er problemet, giver mig lyst til at forære manden et gratis grundkursus i videnskabsteori. Lad os starte første lektion med at få på plads, hvad kausalitet er, og hvad det i hvert fald ikke er.

Empirien, Vad bygger sine udtalelser på, er anekdotisk og stammer igen fra indbakken. Det er noget med nogen, der har oplevet at måtte træde ned på kørebanen nogle gange i Københavns Nordvestkvarter. Over for TV2 forsvarede Vad efterfølgende sit noget vaklende datagrundlag for at kunne udtale sig om mange tusind danskere med arabiske rødder sådan her:

»Det kan godt være, at mange synes, at det bare er anekdotisk, men jeg kender så ufattelig mange af mine kolleger, som får de samme meddelelser i indbakken, som vi selv gør.«

Hvorefter han sammenligner sig selv og sit eget projekt med dem, der fører an i MeToo-debatten: »Det svarer til, at man siger om MeToo-debatten, at det bare er anekdoter og enkelteksempler.«

Er det bare mig, eller er det lidt uetisk at sætte lighedstegn mellem den vigtige og langtfra fuldbragte kamp mod grænseoverskridende seksuel adfærd og så sine egne fordomme om danskere med en bestemt minoritetsbaggrund?

Det er underligt, egentlig. Hvorfor denne besættelse af etnicitet? Hvorfor har Frederik Vad så travlt med at bruge etniske kategoriseringer i sin jagt på politisk succes? Hvad er det for en mærkelig trang til at spille befolkningsgrupper ud mod hinanden?

At gå fra den konstatering til at tale om gruppen som problemet, at det er det, at man har arabisk herkomst, der er problemet, rammer vel definitionen på racisme temmelig præcist.

Der er sikkert utallige grunde til Vads etnicitetsraptus, og en af dem er måske, at Frederik Vad slet og ret er et fordomsfuldt menneske. Men det er også, som om det stikker dybere. Man får på fornemmelsen, at der ligger nogle ret kyniske strategiske hensyn bag.

For det første er etnicitetsvinklen en utroligt simpel og letforståelig vinkel at forstå verden igennem. I et samfund, hvor kompleksitetsgraden er stigende, hvor det kan opleves, som om man hver dag deltager i et ræs for at kunne begribe bare en snip af udviklingen, der er sket siden i går, er gode gamle tribale inddelinger yderst effektive. Det er nemt at tænke, at ja, det er jo rigtigt, at det er araberne, der er problemet. Uhyggeligt nemt. For selvfølgelig er der danskere med arabiskherkomst, der opfører sig dårligt, udøver antisemitisme og anden dårligdom. Selvfølgelig er der mennesker, der tager middelalderlige normer med fra deres hjemland i Mellemøsten og ind i Danmark. Det ville være absurd at påstå andet. Men at gå fra den konstatering til at tale om gruppen som problemet, at det er det, at man har arabisk herkomst, der er problemet, rammer vel definitionen på racisme temmelig præcist. Simpel politisk kommunikation er ikke et problem i sig selv. Men når forsimplingen handler om mennesker, der må se sig inkluderet i en gruppe af problemelementer, blot fordi de deler rødder i en fjern fortid i et fjernt hjemland, bliver det demokratisk set ret uhyggeligt.

For det andet kan en grund til Frederik Vads etnicitetsbesættelse være, at danskerne er bange. Danskerne burde ikke være bange, men det er de. De får jo hele tiden at vide, at verden er farlig. At der lurer trusler i horisonten. Krige. Folkevandringer. Klimaflygtninge. Den der høje, højeterrortrussel, vi konstant hører om. Autoritære ideologier, der inficerer vores demokratiske samfund indefra. Selvom vores liv er blevet sikrere, objektivt set, føles det ikke sådan, når man døgnet rundt kan høre, læse og se alt det, der sker af farlige ting i hele verden. Danmark er så rigt og trygt som aldrig før. Men bevidstheden om de trusler, der findes derude, er også større end nogensinde før. Frygtens politik blev allerede tidligt introduceret af Mette Frederiksen, og som den tro, hyperambitiøse partisoldat Frederik Vad er, forfiner han naturligvis frygtens politik ved at skærpe den med en etnicitetsvinkel.

For det tredje er en oplagt begrundelse for Vads trang til at rette et stort, racistisk spotlys på danskere med arabiske rødder, samt noget nær ihjelkramme kampen mod antisemitisme, at manden ikke er i stand til at tænke originale, politiske tanker. Det er selvfølgelig fint, at politikere bruger energi på at detektere problemer i samfundet, så længe det er de rigtige problemer, og så længe det ikke bare handler om at kommunikere populistiske budskaber til vælgerne. Men Frederik Vad er jo ikke debattør. Han er lovgiver. Hvad med at komme med konkrete politikforslag?

Hvad med at tænke nogle tanker om, hvordan man kan lave en meningsfuld udlændinge- og integrationspolitik, når man er socialdemokratisk politiker? Der er masser at tage fat på. Men det er, som om der bare skal æltes rundt i den samme, destruktive mudderpøl. Man begynder efterhånden at få en mistankeom, at Frederik Vad ikke evner at udvikle ny politik. I virkeligheden må det være lidt utilfredsstillende for ham selv. At skabe sig et navn og en politisk platform udelukkende på baggrund af fordrejede sandheder, kunstigt oppumpede frygtbilleder og fordomsfuldt hundefløjtesprog. Det er ikke bare en useriøs måde at være politiker på. Det er heller ikke bare en ødelæggende måde at være politiker på. Det er også en lidt pinlig måde at være politiker på.