En tur til Bologna

Fredag den 6. oktober 2023 var jeg i Israel med min familie for at fejre min farmors100-års fødselsdag. Det var den perfekte fødselsdagsfest. Der kom familie fra alle dele af landet, gæsterne stod i kø for at holde tale, og hun skar selv lagkagen.Hun holdt en takketale, hvor hun fortalte den samme historie to gange, og undervejs indledte hun en samtale med sin sidemand, som hele selskabet kunne følge med i, idet hun stadig holdt mikrofonen og havde glemt, at hun var midt i en tale. Der var unge og gamle, børn der legede fange leg og spiste alle de små, søde arabiske kager til forret, og en farmor høj af lykke.

Om morgenen den 7. oktober vågnede vi til nyheden om, at Hamas havde indledt et angreb mod Israel. Vi stod i hotellobbyen på vej ud ad døren, da min far fortalte, at der var sendt raketter fra Gazastriben. »Det er en trist dag i Israel« sagde han, og jeg undrede mig over hans alvor. Han virkede mere bekymret, end han normalt ville være. Som israeler ved han da godt, at raketangreb er et vilkår for alle i nærheden af Gazastriben, tænkte jeg, og prøvede at mane familien til ro. Det er sket før. Der er styr på det. Det er ubehageligt, men som regel bliver raketterne skudt ned, og israelerne kan søge sikkerhed i deres beskyttelsesrum. De er vant til det, og den håbløse situation fortsætter med samme håbløshed som altid. Tiden går og bliver til skuldertræk, konflikten bliver til noget, man ser i fjernsynet.

Da jeg åbnede min telefon, blev det tydeligt, at jeg ikke havde nogen anelse om, hvad der var sket. Jeg kunne læse, at et stort antal terrorister var brudt ud af Gaza, og var gået i gang med at slagte alle på deres vej. Den israelske hær var langt væk, og der var frit spil. Nyhederne flød ud af telefonen og ind i virkeligheden, som for hver detalje blev mere uhyggelig at befinde sig i. Hvor langt er de nået ind i Israel? Er vi i fare, selvom vi er nordpå i Haifa? Hvad med Hezbollah, hvis missilarsenal kan jævne os med jorden? Er min lillesøster i sikkerhed? Vi kendte ingen af detaljerne endnu, og det eneste vi havde at forholde os til, var frygten for, hvad det kunne føre til, og frygten for, hvad der var ske

Vi var på vej hen for at besøge min fars gamle kibbutz, hvor min mor og hendes kusine gerne ville fortælle om de gamle dage, da de var der på sabbatårsrejse og levede af appelsiner, kakaomælk og alkohol. Normalt kan man vade lige ind, men den dag blev alle sikkerhedstjekket, og de havde parkeret en stor traktor bag porten, så man ikke kunne køre en bil igennem. Efter en spadseretur gennem kibbutzen besøgte vi min onkel og læste alle nyheder, vi kunne. Hundreder af civile var allerede dræbt. Mange var blevet kidnappet og ført til Gaza, blandt andet børn, kvinder, gamle.  

Benyamin Netanyahu erklærede Israel i krig mod Hamas. Man var trængt ind i Israel gennem hegnet, fra gummibåde og med paragliders.  

»Paragliders?«  

»Ja.«  

»Mener du det?« 

 »Ja.«  

»Fuck.«  

Vi læste også, at der havde været et rave i ørkenen, og at et stort antal festivalgæster var dræbt. For tolv år siden var jeg selv til en lignende fest få kilometer derfra. Var det sket dengang, havde jeg ikke haft en chance. Jeg kan huske, at jeg så solen stige op bag scenen, og studsede over, hvor tæt jeg var på Gazastriben. Her dansede vi. Gad vide, om nogle af Gazas jævnaldrende ville danse med, hvis de kunne.  

Da vi var blevet opdateret og færdige med at læse de samme nyheder op for hinanden, gik vi i kibbutzens supermarked og købte vand, pickles, chokolade og cashewnødder, de største cashewnødder jeg nogensinde har set. Kæmpemæssige cashewnødder.  

***  

Hvad gør man, når planen var at tage på stranden, men Israel er under angreb og uskyldige mænd, kvinder og børn bliver slagtet og kidnappet, og Benyamin Netanyahu siger, at der er krig?  

Vi tog på stranden.  

På vejen derned sad vi i kø ved siden af Haifas største bus- og togterminal, som var pakket med unge israelere i uniform, imens stadigt flere ankom og blev sat af af deres familier. Fædre og mødre krammede deres børn farvel. Lange kram, forlænget øjenkontakt, nervøse klem i skulderen. Rysten på hovedet når de satte sig ind i bilerne og kørte igen. Da min far krammede sin ene storebror farvel for 50 år siden under Yom Kippur-krigen, havde han tre brødre. Da krigen var slut, havde han to.  

»Giver det overhovedet mening at tage på stranden?«  

»Hmmm.«  

Spørgsmålet gav i hvert fald ret god mening, for krig er ikke den bedste anledning til at solbade og svømme i Middelhavet, men jeg kunne nu godt forsvare det. Hvis man selv var blevet revet væk fra sin familie, og andre havde chancen for at være sammen med deres, ville man så ønske, at de også skulle have spoleret deres samvær? Og hvad var alternativet? At gå tilbage til hotellet og begrave os i dårlige nyheder? Det sagde jeg højt, og der blev nikket anerkendende omend tøvende i bilen, og så gik vi på stranden og badede og spiste is. 

Den var næsten helt tom, på nær de få mennesker, som enten lignede at de burde være blevet indkaldt, eller tyske homoturister, som ved en fejl var taget til Haifa og ikke Tel Aviv. Der var kun lyden af havet og vinden. En normalt afslappende, hypnotisk lyd man kan falde trygt i søvn til, men som i dag lød anderledes. En frygtelig larm. En frygtelig stilhed. Strandbarerne var ved at lukke ned. Alle mænd i kampdygtig alder så malplacerede ud. Burde I ikke være nede og bekæmpe terroristerne? To japanske turister spurgte os, hvorfor der var så mærkelig stemning. De havde intet læst eller hørt. Vandet var forfriskende. Da vi var blevet tørre, pakkede vi sammen og børstede sand af fødderne. Det var svært at få det hele væk.  

Hvad gør man, når planen var at tage på stranden, men Israel er under angreb og uskyldige mænd, kvinder og børn bliver slagtet og kidnappet, og Benyamin Netanyahu siger, at der er krig? Vi tog på stranden. 

Tilbage på hotellet blev havets og vindens susen skiftet ud med den intimiderende buldren fra kamphelikopterne og jagerfly, samt brag langt væk, raketter som blev skudt ned over Tel Aviv. Hele dagen havde jeg forsikret min familie om, at Hezbollahs missiler aldrig eller næsten aldrig ramte den øverste del af Haifa, hvor vi befandt os. Byen ligger på en bjergside, ligesom Minas Tirith i Ringenes Herre, bare med kalksten og bredere veje. Da jeg spurgte receptionisten, om ikke jeg havde ret, fortalte han, underligt entusiastisk - jeg fortolkede det som en overlevers stolthed – at hele den store vej foran hotellet var bombet helt i stykker dengang i 2006. Han fortalte også, at han skulle have været til festen i ørkenen, men hans venner havde ikke haft plads til ham i bilen. Så nu var han her.  

Om aftenen hos min farmor spiste vi asiatisk take-away fra det eneste sted, der havde åbent. Hun var stadig høj fra festen, og havde ingen idé om, hvad der var sket tidligere på dagen. Hendes største chok var at finde ud af, at vi alle sammen var i familie, og at min bror, min søster og jeg ikke bare var hendes børnebørn, men hendes egen søns børn. Da min far spurgte hende, hvem hun da havde troet, vi var, svarede hun, at hun nok bare aldrig havde været særligt nysgerrig.

På vej til toilettet fangede mit blik et tv, som viste en israelsk kvinde blive smidt på en motorcykel imellem to personer fra Hamas, og med armen rakt ud mod nogen skreg hun med de mest desperate og skræmte øjne, jeg nogensinde har set. I et hårdt ryk satte de motorcyklen i gang, og hun forsvandt mod Gazastriben, men forblev i mit hoved. Hvem rakte hun armen ud imod? Jeg havde læst om mødre og spædbørn blandt de kidnappede i løbet af dagen. Var det sit barn, hun prøvede at nå?  

Hjemme på hotellet sikrede jeg mig, at jeg kunne ruten til sikkerhedsrummet i tilfælde af missilangreb fra Hezbollah, og lagde mig til at sove for første gang i et land i krig.  

***  

Efter at vågne til nye beskrivelser om massakren, blandt andet hvordan terroristerne havde sunget og leet hjerteligt imens de mejede festivalgæster ned, ringede jeg til min rejseforsikring. Gælder krig som force majeure, eller kunne jeg fylde et privatfly med dem, jeg holder af? Efter nogle minutter i telefonkø kom jeg igennem til en ung kvinde. Hendes navn lød som Stryhns Leverpostej, og hun gav mig fornemmelsen af en kassemedarbejder, der tæller dagene til sin sabbatårsrejse. »Hej det er Stryhns Leverpostej,« sagde hun, og jeg forklarede min situation. At der var krig, at vi var bange, at Hezbollah var begyndt at rykke på sig oppe nordpå̊, og at vi gerne ville ud hurtigt og undgå̊ at flygte gennem missilregn.

Da jeg var færdig, svarede hun »Okay, jeg sender dig lige videre til en anden« med samme energi, som hvis jeg havde fortalt hende, at min bil var punkteret. Den næste holdt samme niveau af ligegyldighed, og da jeg endelig kom igennem til et menneske, hvis frontallapper havde nået hinanden, blev jeg bedt om at ringe til Udenrigsministeriet i stedet. Imens brasilianske, polske, rumænske, albanske og græske statsborgere allerede var ved at blive evakueret, fik jeg læst en liste højt over luftfartsselskaber, som stadig fløj fra Israel. Blandt dem var Air Siberia og Ethiopian Airlines. »Prøv at booke hos dem?« Vi gik med Pegasus Airlines via Istanbul, som et par dage senere aflyste i sidste øjeblik.  

***  

Dagene gik med at læse nyheder, spise hummus, læse nyheder, vandre i Haifa, læse nyheder, besøge min farmor, debriefe over dagen, jage skræk og rædsel i livet på hinanden ved tanken om Hezbollahs arsenal på 150.000 avancerede missiler og raketter, gå i seng, og læse nyheder en gang til.  

En morgen tog jeg hjem til min farmor for at se hende tidligere på dagen, hvor hun er mere klar i hovedet. Hun så fjernsyn, da jeg ankom. Nyheder. Åh nej.  

»Hvad ser du i fjernsynet?« 
»Åh. Alt muligt. Nu er der om, øh, om ‘lechimot’«. 

»Hvad betyder det?« 
»Altså, lechimot? Hvad betyder det? Det betyder...« 

»Når der er krig?« 
»Krig? Sådan noget lignende. Der er noget om krig.« 
»Det er ikke første gang, du oplever det?« 
»Ja det er rigtigt nok. Jeg har oplevet så meget krig. I Tyskland. Med Hitler. Al t’ishal« 
»Ja. Hvad med her?« 
»I Israel? Ja, her har vi også oplevet noget. Ikke så meget. Men i Tyskland og i... vi er også flygtet fra Dänemark til Schwedia.« 
»Er det det, du kan huske bedst?« 
»Det er lang tid siden. Det er ikke noget man bare husker, forstår du. Men gudskelov jeg har overlevet det. Og jeg ved ikke om min bror har overlevet det. Det kan jeg ikke sige.« 

Min farmor voksede op i Leipzig. Hun blev sendt i sikkerhed i Danmark for at arbejde som au pair efter Hitler kom til magten. Hun lyder som en ældre dansk kvinde, hvis sprog sidder fast i 1930’erne. En reklame hedder en propaganda, og hun spiser ikke kylling, men høne. Og så, fordi hun sjældent taler dansk og har boet i Israel i over 70 år, er der indimellem hebraiske ord, der sniger sig ind i det danske. Og arabisk slang. Er hun imponeret, siger hun wallah.

Før hun rejste fra Tyskland, nåede hun at leve under Nürnberg-lovene, og at se sin bror blive taget af brunfrakkerne for øjnene af hele familien. Som så mange andre traumer, hun har gennemlevet, er mindet blevet lagt i en kiste, sejlet ud til kanten af sindets svindende hav og smidt i dybet, hvor det er sunket til bunds. Kun en sjælden gang kommer små bobler op til overfladen. Jo dybere kisten er sunket, jo mere har hun haft lyst til at fortælle, og først efter den er blevet kastet i havet, er det gået op for mig, hvor mange spørgsmål jeg ikke har nået at stille hende. For mig var hun altid bare min søde farmor med småkagerne, ikke et museum af kød og blod. Det er for sent, men måske ville jeg heller ikke have haft held med det tidligere. Måske måtte hun give slip på de største byrder, før hun kunne vise mig der, hvor boblerne hvisker om fortiden.  

Vores samtale blev afbrudt, fordi hun så min far stå med et stykke papir, og hun ville vide, hvad der stod på det. »Yoram! Yoram!« Hun fik at vide, at det ikke var til hende. Okay. Hvis det ikke er til hende, er det ikke til hende.  

»Ved du ikke, hvad der er sket med din bror?« spurgte jeg.  

»Nej. Jeg har ingen anelse. Jeg tror, de har skudt ham.«  

Hendes værelse er et klassisk bedstemorværelse, hvor resterne af et helt liv er samlet i få møbler, billeder, bøger. Væggene ånder langsomt. Der lugter af et langt liv. Imens vi talte, kørte fjernsynet videre med billeder af bygninger i ruiner, biler med skudhuller, reportere i skudsikre veste. Nyhedsværterne talte uafbrudt om krig, angreb, trusler, Hamas og Hezbollah.  

»Og hvad med jer? Hvad laver I?« spurgte hun mig.  

»Altså vi er her jo for at besøge dig og fejre din 100-års fødselsdag«  

»Ah! Det var en dejlig fødselsdag. Var det ikke? Det var en dejlig fødselsdag. Det var helt fantastisk. Jeg har nydt det. Jeg har rigtig nydt det. Jeg synes, det var fantastisk.« Fjernsynet stjal hendes opmærksomhed. Hun prøvede at forklare, hvad der foregik.  

»Hun står med en, med en baby, og det er noget med hun ikke vidste, hvor hun skulle løbe hen med den baby. Det er svært at oversætte.«  

Jeg spurgte hende ind til hendes 50-års fødselsdag. For 50 år siden. Hun grinede. Om hun kunne huske den fødselsdag under Yom Kippur-krigen. Om hun kunne huske selve krigen.  

»Krig? Dengang? Det kan jeg rigtig ikke huske. Nej. Jeg ved det ikke.«  

Min farmor havde tre sønner, plus en plejesøn, som hun og min farfar havde taget til sig som deres egen. Han døde under Yom Kippur-krigen. Hendes midterste søn døde året efter, også i værnepligt. Hun blev igen distraheret af min far, og det papirarbejde han havde gang i til hendes hjemmehjælper.  

»Jeg kan ikke fordrage, når man siger ‘jeg skal lige ordne noget’. Jeg vil gerne vide, i min lejlighed, jeg vil gerne vide, hvad der sker. Det synes jeg. Og de gør sådan nogle hemmeligheder ud af det. Jeg er sikker på, at det er ikke så slemt. Nå. Hvad kan man gøre?« 

Vi vendte tilbage til fjernsynet.  

»Hvorfor er der krig?« 

»I Israel? Det kan jeg ikke fortælle dig, fordi det står der ikke. Det er meget svært at oversætte til dansk.«  

Nyhedsværten fortalte, at Hezbollah ville angribe, hvis Israel rykkede ind i Gaza. Jeg spurgte igen ind til hendes erfaring med krig i Israel. Synapserne var varmet op, og veje der lå spærret før, var åbne igen.  

»Uhwa, nej det er ikke første gang. Ja. Ja det er virkelig ikke første gang.« 

 »De gange der har været krig i Israel, var du bange?« 

 »Har der været krig i Israel?« Hun lo, og nu vidste jeg ikke om hun lavede sjov, eller om afspærringerne var tilbage. Hun læste op fra fjernsynet, og fandt igen ud af, at der var krig, som om det var første gang, hun læste nyheden. Hun tog det med en selvfølgelighed og israelsk stoicisme, for hvad kan man gøre. Jeg blev ved.  

»Der er jo krig nu, i Israel. Hvis jeg er bange, har du så et godt råd?« 

 Hun så mig nysgerrigt i øjnene i et sekund, før hendes hånd fløj op i startstilling til en lussing, med en hastighed som fysikkens og biologiens love normalt ikke tillader 100-årige. Men hånden blev oppe.  

»Er du bange nu?« sagde hun, og vi grinede sammen. Hånden faldt langsomt ned på skødet igen. »Du må først og fremmest være bange. Og så må du ringe til mig.«  

De nævnte en familie i fjernsynet. »Ani kender den mishpacha.« Hun kender den familie. Hun vendte hovedet tilbage mod mig.  

»Jeg er bange, men jeg prøver ikke at være bange. Hvordan jeg gør det, kan jeg virkelig ikke fortælle dig. Men i hvert fald render jeg ikke. Jeg går meget langsomt. Man må ikke vise dem, man er bange.« 

 »Er det også det, jeg skal gøre?«  

»Det kommer an på, hvor du er. Det er ikke så nemt. Hvis der er en, der genkender dig, og råber ‘du er jøde!’«  

»Skal man være bange for at være jøde?«  

»Ja. Du skal ikke kun være bange. Du skal være forsigtig. Du skal ikke vise folk, at du er bange.«  

»Hvorfor skal man være bange, når man er jøde?«  

»Fordi jøderne blev altid forfulgt. Altid. Jøderne har altid haft nogle at være bange for.«  

»Hvorfor tror du, at jøder altid er blevet forfulgt?«  

»Det kan jeg virkelig ikke fortælle dig. Men sådan er det. Men når du skal hjem nu, så skal du ikke være bange. Du skal bare gå langsomt.« 

De viste et kort på fjernsynet som opdelte Israel i forskellige zoner, afhængig af hvor udsat man var for raket- og missilangreb. »Den gule, det er nord. Det er meget tæt på.«  

***  

Om aftenen, på min sidste gennemgang af nyheder og Instagramopslag, så jeg en story, som nævnte at kvinder var blevet voldtaget i massakrerne. I håb om at få falsificeret den påstand, forsøgte jeg at finde flere kilder. Havde aldrig håbet at få søgningen “Gaza hamas israel terror rape” i min søgehistorik. Det blev hurtigt en bagatel, efter at have læst overvældende meget materiale om voldtægt af kvinder blandt ligene af deres venner på festivalen. I en Hamas-video siger en mand til sin ven, at han har skudt de grimme og tager de pæne med tilbage for at voldtage dem igen. I en anden video fra Hamas ser man en kvinde, som bliver slæbt gennem gaden i Gaza med blødninger fra sit underliv, som ifølge en fagperson var så voldsomme, at de kun kan komme af voldtægt. Rystende af raseri lagde jeg telefonen fra mig og prøvede at sove. Min egen rysten blev erstattet af den, man mærkede i bygningen, når de israelske jagerfly passerede. Et varsel om, hvad der nu var på vej til Gazastriben.  

***  

I løbet af tiden i Israel var jeg meget i kontakt med min veninde Rafi, som bor i Tel Aviv, og som jeg havde aftalt at mødes med før krigen brød ud. Hun havde søgt tilflugt i sin brors sikkerhedsrum, hvor hun fortalte, at der var sikkert nok, hvis jeg stadig gerne ville besøge dem. De spiste chips og så nyheder og var kede af det. Der var plads til flere.  

Tel Aviv er min by. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været i Israel uden at have tilbragt det meste af min tid der, og som det så ud nu, ville vi ikke nå derhen. Hvem tager til Grand Canyon og stiller sig med ryggen til kløften? Hvor Rafi ikke så nogen sikkerhedsrisiko ved et besøg, reagerede min mor og min søster som om jeg lige så godt kunne have fortalt, at jeg planlagde en shoppingtur i Gazastriben. Rafi aflyste, og jeg indså, at jeg ikke kun ville til Tel Aviv for at besøge Rafi, men fordi jeg ville besøge Tel Aviv. At lade være føltes som et svigt. Jeg forsikrede min familie om min sikkerhed - »De sender kun raketter om natten, bare rolig« - og som jeg så ofte har gjort det før, satte jeg mig på et tog fra Haifa til Tel Aviv, men denne gang føltes det mere som at køre i retning af Gazastriben.  

Det første, jeg blev mødt af, da jeg kom op fra stationen til en stor knude hvor motorveje mødes, var to maskerede mænd med skilte, som de demonstrativt holdt over hovederne. Nogle kørte bare forbi, andre dyttede, flere hujede ud ad vinduerne. Ikke alle, men for mange. Teksten på skiltene var både på hebraisk og på engelsk, og bar tekst som “Destroy Gaza Now” og “It’s Now or Never!” og “Believe”. Der stod en samling af Lime-løbehjul på den anden side af de to demonstranter, og jeg downloadede appen, som jeg altid gør, når jeg er i Tel Aviv, låste et løbehjul op, tænkte på alle mine tidligere ture gennem en by fuld af liv, imens jeg kørte mod shukken. Som de store veje blev mindre og gaderne tættere, forsvandt menneskene, og byens normalt pulserende hjerte slog uregelmæssigt og krampagtigt.

På vej ned ad Rotschild Boulevard så jeg et enkelt par med en barnevogn, som smilede til deres barn, imens de gik helt alene ned ad boulevarden, hvis træer plejer at give skygge til hundredvis af mennesker. Man kunne lige så godt have slukket for alle lysene på Times Square undtagen ét. Synet af dem gjorde mig rasende. Kontrasten var for stor. Der manglede bare skilte på butikkerne, “Lukket, der er krig”, og en vindheks på vej til ingenting, for hvor tager man hen i en by, der gemmer sig? Og hvor tager man hen, når man er sulten? Jeg havde ikke spist hele dagen, og gik mod et hummussted, jeg aldrig havde prøvet, men som skulle være godt. Shlomo & Doron. Min ven havde siddet der, da han hørte at en af vores veninder havde begået selvmord. Det føltes af en eller anden grund passende. De havde lukket.

På vej derhen så jeg en butiksejer ryge en joint ved siden af sin butik fyldt med dimserier, imens hun kælede en stor, logrende pelsbold af en hund. Tel Aviv gav et anakronistisk livstegn. Lige ved siden af lå et andet hummussted, HaBen shel HaSuri, Syrierens Søn, hvor min ekskæreste og jeg engang mødte en meget sortseende israelsk racist. Han havde henvendt sig til os for at anbefale, hvad vi burde bestille. Hummus tehina. »Where are you from? Ah, Denmark. I could hear your English wasn’t English. What’s the situation with the Muslims in Denmark? Hm. You have to stop them. Here it is too late. You still have time. You must stop them before they take over, or you will have a caliphate in twenty years. They can’t be trusted, trust me. I have worked with them for the last thirty years. The same people, I see them every day. I see them more than I see my wife. In the end, they are just waiting. They want to kill us and take over.«  

Han talte med en overbevisning og selvsikkerhed, der gjorde det klart, at det ikke ville være mig, der ændrede hans menneskesyn på en frokostpause, men jeg forsøgte alligevel at gå så humanistisk til ham, jeg kunne. »Maybe we will meet here again in twenty years, and we will see if we’re back on vacation, or fleeing from the caliphate of Denmark« sagde jeg til sidst. Han lyttede, nikkede, og gjorde en bevægelse israelere gør, når deres krop prøver at fortælle, at der alligevel ikke er noget at gøre. Skuldrene går op, øjenbrynene lettes ligegyldigt, håndfladerne roteres opad, og så falder kroppen tilbage til udgangspunktet. Hvis man lavede en israelsk marionetdukke og trak i snorene, ville den lave den bevægelse. »Well I hope you won’t be saying ‘allahu akbar’.« Enige om at det var samtalens sidste ord, vendte vi hver især tilbage til vores hummus. Der kom en tigger gående mellem restaurantens borde, og alle tog sig til lommen og viftede ham videre til næste bord, undtagen vores nye ven, som uden at tøve trak sin pung frem og stak tiggeren tyve shekel.  

For mig var hun altid bare min søde farmor med småkagerne, ikke et museum af kød og blod. 

Syrierens søn havde også lukket. Nu gik jeg mod mit sidste håb ned ad Nahalat Binyamin, en gade som, sidst jeg var der, ikke havde så meget som én stol ledig, ikke én bænk man kunne sætte sig på, fordi der i forvejen sad unge israelere og spiste mad eller drak øl og vin. Nu var der ikke andet end siddepladser på en død vej, grå af metalgitre trukket ned bag butikkernes facader. Byen holdt gravøl for sig selv. En restaurant pakkede portioner af ris og schnitzel på et bord som samlebånd. Måske til udbringning. Måske til soldater. Jeg kunne lugte falafler, før jeg nåede min destination, og der var ikke bare mad, der var mennesker. Gudskelov.

Alle så triste ud i en sådan grad, at jeg blev rørt, da falafelmanden spurgte »ma shlomcha«, hvordan har du det, som han sikkert plejer at sige året rundt, men lod til at mene rigtigt i dag. Han spurgte de andre i butikken også, og de israelske marionetdukker løftede skuldrene og lod dem falde synkront. »Ma ata rotzeh?« Hvad vil du have i? »Hakol she yesh tov.« Alt der er godt. Han forstod præcis, hvad jeg mente, og fyldte mit pitabrød med alt, der er godt. Jeg satte mig med mit pitabrød udenfor ved siden af to store mænd, som lignede de burde være blevet indkaldt til hæren. Jeg tog en bid, og min verden ændrede sig fra et trist, krigsramt Israel til rene smagsindtryk og beroligende, omsorgsfulde konsistenser og teksturer. Bid for bid, bare mig og mit pitabrød uden distraktioner, indtil der ikke var mere tilbage. Jeg lagde papiret fra mig, tørrede mig om munden, og så skreg luftalarmen mig tilbage til virkeligheden.   

Jeg har både boet i Israel og besøgt landet så mange gange, at det har føltes som at springe i havet uden at blive våd, når jeg gang på gang har undgået raketangreb. Enten havde de lige været der, eller også udbrød der krig mellem Israel og Hamas, så snart jeg landede i Danmark. Den dumdristige og nysgerrige del af mig har altid ærgret sig lidt, for når nu alle de andre har prøvet det så mange gange, så vil jeg også være med. Det fik jeg lov til denne gang. Det er en underlig og meget dyrisk følelse, og det virker sært velkendt, som om urmennesket i os endelig får lov at rejse sig. Der er akut fare på færde, og det gælder om at overleve. Lige nu.

Selvom raketterne ikke var sendt afsted for at ramme netop mig, så var det præcis det, min krop fortalte mig. En slags evolutionær megalomani. Den israelske ligegyldighed og afslappede tilgang til alt, indstillingen at “nå ja hvad fanden, jeg kan jo dø i morgen så who cares”, blev byttet ud med “jeg kan dø nu”, alle rettede sig op, og de to mænd ved siden af mig rejste sig og spurgte falafelmanden om, hvor man kunne løbe i sikkerhed. Han tog det med ro, forklarede lidt ligegyldigt hvor de skulle løbe hen, og så mest af alt ud som om, han var træt af, at det pitabrød han var ved at lave, ville blive koldt, imens alle kunderne gemte sig.  

Vi løb ud efter hans anvisninger, og få sekunder senere befandt jeg mig med seks fremmede mennesker i en trappeopgang, som var det bedste bud på et sikkerhedsrum, men som føltes mere som en ganske almindelig trappeopgang. Alle fandt en plads efter deres egen sikkerhedsvurdering. En satte sig i mellemrummet mellem trapperne, nogle stillede sig tæt op ad væggen, to gik en etage op, men det virkede ikke som om nogen følte sig særligt sikre. Jeg gemte mig i hjørnet ved siden af 1. tv. Vi ventede anspændt, og så kom første brag. Det lød meget tæt på, bygningen rystede og organerne rystede med. Ved lyden af eksplosionen var en mand allerede på vej ud af døren, men blev stoppet af de andre. »Rega! Rega!« Vent, vent. Så lød der to brag til.

Efter nogle sekunders stilhed gik alle ud ad døren. Vi stillede os i kø for at betale, og gik hver til sit. Det var både enormt dramatisk og udramatisk på samme tid. Jeg var ved at finde ud af, hvordan jeg havde det med, at der for bare minutter siden havde været to mennesker (jeg forestillede mig det var to mennesker) i Gazastriben, som havde sendt en raket afsted med den eneste hensigt at dræbe hvem end den kunne ramme. En fuldtræffer i hovedet på mig havde skabt jubel og kram og glæde, og Hamas’ støtter i resten af verden, selv i København, havde set min død som en retfærdig del af frihedskampen. Det er en komplet uvirkelig følelse at komme fra sikre, rolige Danmark, til et sted, hvor nogen, helt alvorligt, i 2023, gerne vil slå dig ihjel.  

Efter chokket over raketten og den følgende glæde over, at jeg ikke blev ramt af den, blev jeg i stedet ramt af en stor sorg. Først over alle dem i Tel Aviv og omegn, mine egne venner og familie, for hvem sådan en oplevelse er hverdag, og som så ofte, i akut frygt, skal løbe i dækning. Den alarm kan aldrig blive et trivielt indslag i tilværelsen. Bagefter var min sorg rettet mod alle dem, der ikke oplever raketter, som kommer hele vejen fra Gazastriben, og er bygget af en palæstinsisk terror-McGyver, men missiler sendt direkte fra et israelsk jagerfly, og er bygget af våbenproducenten Lockheed Martin. Gazas indbyggere har ikke privilegiet af et højteknologisk værn mod raketter, men bor et sted, hvor missilerne altid rammer.  

Jeg studsede over, at ingen af de få andre mennesker på gaden lignede nogen, der havde oplevet et raketangreb. To teenagepiger gik sludrende forbi mig og kunne lige så godt have befundet sig i Paris. Hvad nu, tænkte jeg. Det var vel det? Min lillesøster ringede. De kunne høre braget i Netanya længere nordpå. Hun ville høre, at jeg var i sikkerhed, og at jeg var på vej hjem. Det var jeg, sagde jeg, imens jeg gik ned i shukken for at købe tahin med hjem, og hov, frisk granatæblejuice, sådan en ville jeg også have, når nu jeg var her. »Skynd dig hjem.« Jeg gik stille og roligt gennem shukken med min granatæblejuice og overvejede, om der var mere, jeg skulle nå, før jeg tog toget tilbage. Mine tanker blev afbrudt af luftalarmen igen. »Igen?« tænkte jeg, som om der var spilleregler for, hvor mange gange man må skyde raketter mod Tel Aviv på én dag.  

Mellem Hamas og Israel er Gazas civilbefolkning håbløst og hjælpeløst efterladt. Flere hundrede var allerede døde, og flere tusinder ville følge. Vi var nu på vej langt væk fra det hele, til hvor krig igen er noget man ser i fjernsynet. 

Jeg løb alt hvad jeg kunne mod en gyde, i håb om at finde mennesker, som vidste, hvor man kunne komme i sikkerhed. I et par sekunder så jeg ingen, indtil en lille eritreansk familie - en mor, far og deres søn og datter - løb ud fra deres lejlighed og ind i naboens skur, og jeg fulgte med dem. Sønnen, en lille dreng på måske seks år, pegede op i luften, og før døren smækkede, nåede jeg lige at dreje hovedet og se to små skyer fra de seneste raketter, der hvor missilskjoldet Iron Dome havde ramt dem. Det var lige over, hvor vi befandt os, og døren smækkede i.

Udover den eritreanske familie stod en gammel mand og stirrede ned på sin telefon. Jeg drak en nervøs tår af min juice, og fulgte med på den gamles telefon. For nyligt havde jeg selv hentet appen Regnspotter, som meget præcist viser regnskyernes bane. Mandens app var en form for fjern slægtning til Regnspotter, men den viste i stedet, hvor raketterne var sprunget, og først når regnen var overstået. Da der kun var ekko tilbage af raketternes brag, og et par røde prikker viste sig på mandens telefon, blev metaldøren åbnet, og skuret blev atter et skur frem for et beskyttelsesrum. Den gamle mand spurgte om familien kunne huske koden til hans dør, i tilfælde af at han ikke var hjemme en anden gang. Det kunne de, men han gentog den for sikkerheds skyld.

Vi vinkede farvel til hinanden, og jeg gik i rask tempo mod et løbehjul, der kunne tage mig tilbage til togstationen. Nu havde jeg oplevelsen af at løbe i dækning fra raketter krydset af, og jeg havde på ingen måde lyst til at prøve det en gang til. Hvor byen var et gravøl før, føltes den for alvor død nu. Dem, der havde været udenfor, var gået hjem, og der var ingen på gaden at følge efter i tilfælde af endnu en alarm. Jeg fandt et løbehjul og kørte alene gennem en by, som var søgt i dækning.  

Den tredje luftalarm gik i gang, da jeg sad i et kørende tog på vej væk. Der var ingen steder at løbe hen. Jeg satte mig på gulvet med min taske på maven, og de andre passagerer trak gardinerne for. Whatever works. Toget stoppede på en station midt i Tel Aviv, dørene gik op, der lød et stort brag, det største jeg hidtil havde oplevet, og der steg nye passagerer på. Vi kørte nordpå, væk fra Tel Aviv, væk fra Gaza. Jeg ankom i Netanya, blev genforenet med min nervøse familie, fik store kram, og blev bedt om at finde en restaurant, vi kunne spise på om aftenen.  

***  

Da vi havde spist i Netanya, fik vi en mail om, at vores fly med Pegasus Airlines var aflyst. Vi skulle have været afsted klokken 5.10 om morgenen. De næste tre timer brugte vi i en hotellobby for at finde den ene afgang efter den anden, vi ikke kunne bruge til noget. Vi frygtede at være fanget i en eskalerende krigszone. Vi skulle væk nu. Udenrigsministeriet gav igen bud over telefonen på luftfartsselskaber, vi kunne prøve, men de havde først pladser om en uge. Efter en systematisk og forgæves gennemgang af deres forslag, brugte jeg Momondos “take me anywhere”-funktion, indtil jeg fandt en afgang til Verona med Neos Air, et italiensk luftfartsselskab jeg aldrig havde hørt om, men som fløj i pendulfart mellem Italien og Israel. De havde fem billetter, jeg købte dem, vi kørte til lufthavnen om morgenen, stillede os i kø til check-in, afleverede vores kufferter, læste en nyhed om at Udenrigsministeriet endelig ville sende et Hercules-fly fra Danmark samme dag (det endte dog med først at flyve tre dage senere), gik til gaten, steg på flyet, og lettede i et rystende fly, imens min far græd ved siden af mig over alle dem, vi efterlod.  

***  

Kun fire dage forinden blev israelerne og hele verdens jødiske befolkning traumatiseret på stedet. Det er sket før, længe før Israel eksisterede og længe før holocaust, og angrebet var en påmindelse om, at det kan ske igen. Siden har Israel indledt det største angreb mod Hamas nogensinde, med et erklæret mål om at befri gidslerne og udrydde Hamas for altid. Mellem Hamas og Israel er Gazas civilbefolkning håbløst og hjælpeløst efterladt. Flere hundrede var allerede døde, og flere tusinder ville følge. Vi var nu på vej langt væk fra det hele, til hvor krig igen er noget, man ser i fjernsynet.  

Da vi landede i Verona, stod der flere kamerahold klar, som dokumenterede, hvordan italienske statsborgere var kommet hjem i det evakueringsfly, vi åbenbart havde fået billetter til. Da vi fik forbindelse til internettet, kunne vi læse, at der havde været raketalarm i Haifa, hvor min farmor bor på plejehjem. Vi ankom til Bologna om aftenen for at flyve hjem derfra næste morgen. Gaderne var fyldte, restauranterne bugnede af liv, vi spiste pasta og drak naturvin. Jeg købte en tortellinimagnet.  

Og når alt kommer til alt; som en 100-årig kvinde i Israel, hvis krop jeg stadig frygter bliver målskive for et missil fra Libanon, engang sagde: Hvad kan man gøre?  

Da jeg kom hjem, tændte jeg for mit fjernsyn, der viste billeder fra Gazastriben. Jeg græd.