»Jeg kan naturligvis helt holde op med at skrive kritisk om det russiske diktatur, men så har mit liv ingen mening.«
I toget fra Genève og op igennem Jurabjergene til den lille by ved floden, hvor jeg skal møde Mikhail Shishkin, læser jeg en korrespondance mellem to andre russiske emigrantforfattere i den schweiziske avis Le Temps. Jegor Gran skriver fra Paris, Nadia Sikorsky skriver fra Genève.
Det, der kendetegner deres breve er ikke kun en skamfuld ensomhed over at være russer, at være taget som gidsel for sit lands barbariske overfald og for den russiske hærs grusomheder. Der løber også en sikkerhed under teksten i brevene, den samme som jeg finder i Mikhail Shishkins seneste bog. En vished om at undergangen kommer, hvor den russiske angrebshær vil lide et totalt nederlag og blive fordrevet fra Ukraine.
Der forekommer ikke at være nogen tvivl hos nogen af dem. Det vil ende med tilintetgørelsen af den russiske ledelse med Putin i spidsen, med deres måske fysiske forsvinden. Men hvordan det vil ske, og i hvilket tempo, er naturligvis kun overladt til gisning
