»Jeg er ingenting, hvis jeg ikke kæmper for retfærdigheden«

For en del år siden, i efteråret 2014, under belejringen af den kurdiske by Kobani i det nordlige Syrien, tæt ved Tyrkiets grænse, fik jeg kendskab til en ung kvinde, der deltog i den væbnede kamp mod Islamisk Stat.  

Denne terrorbevægelse var med passiv støtte fra Tyrkiet i færd med at begå et folkemord. Denne tid mindede mig forfærdeligt om årene under de bosniske serberes belejring af Sarajevo, hvor mortérgranater regnede ned over indbyggerne dag og nat gennem de godt tre år mareridtet varede.

Imens blev der opført et politisk skuespil, hvor magtesløse, men ambitiøse politikere, der var kørt ud på et sidespor af deres regeringer, dagligt foregav, at man snart var tæt på en fredsaftale og en afslutning på de daglige drab på den forpinte civilbefolkning.

Jeg har senere talt med venner i Serbien, det land, der reelt stod bag belejringen, og for dem var det først og fremmest en følelse af afmagt og politisk ensomhed, de blev slået med.  

For ingen af os, hverken mine intellektuelle venner og forfattere i Europa, hvor vi end befandt os, kunne gøre noget. Vi skrev ganske vist digte, pamfletter, kronikker og romaner, det er jo vores metier, og vi forsøgte at råbe verden op for at standse barbariet.

Derfor fangede denne unge kvinde min opmærksomhed for nogle år siden i Kobani, denne poster-girl for kurdernes væbnede kamp, og som oven i købet talte dansk. Hun var måske for ung, bare endnu en teenager, til at skrive om krigen, men ikke til at kaste sig ud i den væbnede kamp mod vor tids mest barbariske og sekteriske bevægelse, der hærgede i Syrien i disse år, og som selv tiltrak forvildede fanatikere, berusede af deres religiøse dødsdrift.  

Den væbnede kamp har Joanna Palani lagt bag sig, i hvert fald for tiden, og har tillige udgivet en selvbiografi, Freedom Fighter, om sine år i krigen. Så vi aftalte at mødes for at udrede alt det, der måtte ligge bag hendes bevæggrunde og motiver. Det er selvfølgelig spektakulært, at en pige i sine teenageår rejser ind i krigen, og tillige kommer ud af den som en reflekteret kvinde, der stadigvæk forsøger at forstå sig selv – og ikke mindst også hver eneste dag bliver mindet om den anden krig, der stadigvæk raser inde i hendes hoved.  

Men jeg havde absolut ikke forstået hende, begynder hun med at fortælle, da jeg spørger hende om hvad, der havde motiveret hendes valg i sin tid – et valg, der både kunne have ført til hendes lemlæstelse og død.

For når jeg begynder at spørge sådan, så er det fra en privilegeret position, som hun slet ikke har adgang til. Hun ser sig ikke som en eksistentialist, der har truffet et valg, der så siden hen har opdraget hende og gjort hende til den hun er i dag ved at hun har været underkastet dette valgs konsekvenser.  

Hun tror ikke, at hun kan give et svar, der er forståeligt for nogen i vore civiliserede samfund på, hvorfor hun tog afsted for at deltage i den væbnede kamp.  

»For jeg kan ikke forklare det sådan, at nogen vil kunne forstå mine motiver. Jeg ved jo hvordan andre her hos os tænker, men for mig er krig og død ikke nogen forhindring for mit engagement. Jeg handler i forhold til en befaling, som jeg har inden i mig om, at jeg må gøre det mest ultimative. Det er ikke et valg, som sådan, for mig. Det er en ordre. Jeg har været indoktrineret til at deltage i den væbnede kamp for kurderne siden jeg voksede op i en flygtningelejr i Irak. Men det er selvfølgelig meget komplekst, når jeg først deltager, for så føler jeg mig svigtet af min familie, som ikke støttede mig i begyndelsen. Og dernede, så er jeg pludselig igen en fremmed og anderledes, for de ser mig som alt for ”vestlig” i forhold til, hvordan vi omgås hinanden. Det er bare nogle eksistentielle betingelser, som jeg må se i øjnene, at jeg er underlagt. Og det nytter ikke at klynke over dem. Tværtimod, kampen bliver en befrielse for mig, for nu kan jeg kæmpe og handle for det jeg tror på, ikke bare rent mentalt, men konkret og fysisk. Jeg kan deltage i den væbnede kamp med noget af det inderste i mig, det jeg tror på, og ser som noget smukt og selvfølgeligt heroisk. Jeg bliver så at sige mig selv i det øjeblik, hvor jeg bliver accepteret og rent faktisk kan deltage i krigen. Jeg ved ikke om det er noget religiøst, for vi kurdere bliver ikke rigtigt anset for at være de bedste muslimer? Det er måske mere noget kurdisk, fordi vi er et folk uden land.« 

»Jeg er i opposition til den herskende mening helt uanset hvor jeg befinder mig, både her og i Mellemøsten.«

»Jeg har altid tænkt på min skæbne som tæt forbundet med døden. Sådan har det altid været, lige siden jeg var lille, og lærte en naturlig og professionel omgang med våben sammen med min far, der har en officersbaggrund fra den iranske hær. Jeg kan ikke engang huske, at jeg nogen sinde har været anderledes. Krigen kommer så som et længe ventet momentum for mig, hvor jeg allerede er udvalgt til at gå ind i den. Det er noget, som er bestemt for mig, længe inden jeg overhovedet er klar over det. For mig er der ikke tale om at foretage et eksistentielt valg i livet, det er en alt for vestlig og eksistentialistisk, filosofisk problemstilling for mig til trods for, at jeg efter flygtningelejren i Irak kom til Vrå i Nordjylland og siden hen til Aalborg som teenager. For jeg kommer jo fra mit kurdiske parallelsamfund, der intet som helst har at gøre med Danmark og dansk og europæisk kultur og tænkemåde. Intet. Men det er så mine forudsætninger.« 

»Og dog forstår jeg selvfølgelig Danmark og vores tænkemåde, jeg begriber det hele, det er bare ikke mine egne forudsætninger. Jeg er afgørende anderledes. Jeg er konfronteret med en del problemer som FGM (Female Genital Mutilation, kvindelig omskæring), polygami osv., som jeg selvfølgelig er meget stærkt imod ligesom alle andre danskere. Så jeg er i opposition til den herskende mening helt uanset hvor jeg befinder mig, både her og i Mellemøsten. Modsætningerne findes inden i mig. Men jeg vælger ikke noget, når det kommer til at kæmpe for retfærdighed, for jeg er ingenting, hvis jeg ikke kæmper for retfærdigheden. Og når jeg deltager i den væbnede kamp mod Islamisk Stat, så er det et forsvar for alle, som de vil ødelægge, ikke kun kurderne, men også yezidierne, shiiterne, de kristne. Jeg deltager i en universel kamp, som jeg er født til. Det er en nødvendighed for mig.« 

»Her i Danmark har jeg aldrig haft et behov for at høre til en bestemt lejr, heller ikke til trods for, at jeg i min tidlige ungdom var medlem af DSU i Aalborg. Men jeg vil formulere det sådan, at jeg hører mere til på tværs af mange lejre, politiske lejre. Og som sådan er jeg også bevidst om, at jeg nok er en person, der ofte vil blive udstødt, en person hvis blinde loyalitet man ikke kan tage for givet. Det er ligegyldigt om det er i en dansk sammenhæng, om jeg er venstre- eller højreorienteret. Men jeg er ikke rodløs, jeg er ikke på flugt som sådan. Jeg er mere mig selv, jeg er ligeglad med tilhørsforhold. Jeg har ikke andre tilhørsforhold end det, der forbinder mig med kampen for retfærdighed. Jo klarere jeg kan indse hvor jeg står, desto bedre kan jeg fungere ude ved fronten.« 

»Jeg blev sværtet til af dansk TV2 dengang i 2014, fordi de mente jeg spredte løgne om den tyrkiske hær, vores NATO-allierede. Det måtte jeg stå model til. Men jeg vil til enhver tid også forsvare en tyrker, hvis han er udsat for uretfærdighed. Jeg fortalte bare sandheden om Erdoğans prisgivelse af indbyggerne i Kobani, fordi han ikke ville tillade, at kurderne kunne sende forstærkninger i kampen mod Islamisk Stat. Forestil dig, jeg kunne med mine egne øjne se, hvilke lastbiler, der kørte ind over grænsen fra Tyrkiet. Jeg er et førstehåndsvidne til Tyrkiets hjælp til Islamisk Stat. Jeg var der! Jeg stod i Sarin i Kobani og bevidnede det. Jeg så deres uniformer. Men forsyningerne fra Røde Kors blev afvist af Tyrkiet. Når du hører dette, og indser, hvordan man har forrådt mit folk, så vil du også kunne forstå, hvordan man bereder vejen for terrorisme. Det er jeg dog selv for afklaret til at lade mig forføre af. Men forræderiet og ondskaben er så satanisk, at jeg ikke kan have tillid til politikere, heller ikke i Danmark, der stiltiende valgte at være de tavse vidner til det, der skete. Deres loyalitet over for Tyrkiets forbrydelse ved at hjælpe Islamisk Stat talte for dem mere end solidariteten med de kurdiske ofre for forbrydelserne. Det kan jeg ikke tilgive. Det fylder mig med had og afsky. Jeg kan ikke se mig selv som en normal modstander af disse politikere. Det er en slags eksistentielt had, jeg er fyldt af.« 

Der raser til stadighed en krig i Joanna Palanis sind, som der har gjort siden hun var barn. Men hvordan ser den ud, når hun er ved fronten, og skal leve med sine vestlige feministiske idealer og normer i en mellemøstlig kultur i en bevægelse, der med den fængslede leder Abdullah Öcalan nominelt er revolutionær og marxistisk?

Her er der flere loyaliteter i spil for Joanna Palani, men hun er afklaret i forhold til, hvad der i den væbnede kamp har det afgørende rationale – hvad der er vigtigst i striden mellem de traditionsbundne normer og de moderne idealer, som hun har med fra Danmark. 

»Når det kommer til forholdet mellem den kurdiske bevægelse og folket, så har vi også organisationer, som skal holde ledelsen i ørerne, som hele tiden skal undersøge og kritisere, hvordan bevægelsen agerer. Når det kommer til folket, så er det ofte meget enfoldigt. Man kan høre slogans som ”Uden Abdullah Öcalan har vi intet liv”. Det lyder selvfølgelig næsten fascistisk. Men sådan er det. Og hvordan tror du, at jeg skulle kunne kapere alt det? Selvfølgelig protesterede jeg. Så jeg fik selvfølgelig at vide, at jeg var for ”vestlig”, og fik mit pas konfiskeret som en slags sanktion. Men dernede kommer du så ud for den yderste grænse af militant feminisme, en slags puritanisme, som næsten ikke er forståelig. Man må som kvinde ikke børste tænder, ikke vaske sig og nette sig som en vestlig kvinde vil gøre. Man må ikke have nogen amourøse relationer til hverken en mand eller en kvinde, ikke have et forhold til familien. Man må ikke sidde med en mand alene, heller ikke engang med en anden kvinde. Man skal altid være tre tilstede. Det er så ekstremt, at man som kvinde ikke engang kan tale med sin egen bror alene, for så kommer der øjeblikkeligt et helt pigehold og anklager dig – ”Hvad fanden laver du, står du og taler med en mand?” At det er en bror undskylder det ikke. Jeg kan sige, at jeg ikke har set ham i fire år, men det undskylder alligevel ikke noget! Man skal med krop og sjæl være en del af den militære bevægelse.« 

»For mig er krig og død ikke nogen forhindring for mit engagement. Jeg handler i forhold til en befaling, som jeg har inden i mig om, at jeg må gøre det mest ultimative.« 

»Der var også et tilfælde af, at en dreng og en pige forsøgte at flygte, fordi de trods alt alligevel blev forelskede. Dem skød man fordi man så dem som desertører. Det siger sig selv, at jeg som den vesterlænding, jeg selvfølgelig også er, ikke kan og aldrig vil kunne identificere mig fuldstændigt med en sådan ideologi – heller ikke selv om jeg er virkelig godt skolet dernede fra. Det ligger langt tilbage, helt til gymnasiet, hvorfra jeg i sin tid begyndte at melde mig syg for at tage ned i bjergene og leve sammen med de militante kvindegrupper. Det begyndte med ideologisk træning i bjergene i enten Iran eller Irak i lejrene dernede.« 

»Min deltagelse i den væbnede kamp begyndte dog først i 2011, da jeg var 17 år gammel og blev væk fra mit studie i 2-3 måneder ad gangen. Først troede jeg, at det ville være noget i retning af en skoleudflugt til Bornholm, men den antagelse skulle hurtigt vise sig at være meget forkert! Det er som om alle modsætninger hele tiden akkumulerer sig inden i mig, som om jeg til stadighed begriber mere og mere, og må erkende, at så modsætningsfuldt er min verden altså. Du kan ikke gøre oprør hver dag dernede. Der er en kamp mod en dødsfjende, som er det vigtigste, trods alt.« 

»Men jeg ved selvfølgelig med mig selv som vestlig feminist, at revolutionens mål også er at udslette al denne traditionalisme, som deres militante feminisme på en forskruet måde også indeholder. Men det kommer man ikke nogen vegne med at fremføre. Det isolerer bare dig selv, hvis du holder fast i det. Det er min erfaring.  Men jeg ved også, at ligestilling i vores vestlige forstand ikke er mulig i Mellemøsten, det er en viden i bevægelsen. Personer, der kommer fra et traditionalistisk samfund kan ikke styre sig selv i et frit forhold til kvinder. Det er de bare ikke beredte til. Så derfor forstår jeg også, at disciplinen er nødvendig i den feministiske bevægelse, i den militante bevægelse. Det er et militært rationale. Vi kan ikke fungere, som man gør i Vesten, ikke i en militant bevægelse. Sådan er det bare.« 

Palani afviser, at hun på noget tidspunkt kan erindre sig at have stået over for et eksistentielt valg, en situation, hvor hun skulle træffe sit valg i frihed. Hun forsøger i stedet at forstå sig selv som født ind i en skæbne.

Men hvem er hun så i den fortravlede stund, der dukker op hver dag i den væbnede kamp, og hvor hun ser en af sine kammerater, den tyrkiske kommunist Cengiz, der er såret og begår selvmord for at de andre kan være frie til at trække sig tilbage og redde deres egne liv? Er der en erindring om et valg, eller er der kun det konkrete ’nu’ dér i kampen?  

»Det var for så vidt et af de lettere dilemmaer, det du der beskriver, fordi han trods alt selv kunne tage sit eget liv. Men der var også tilfælde, hvor en kammerat kunne være så såret og hjælpeløs, at vedkommende ikke engang selv kunne gøre en ende på sine pinsler. Hvad gør du i en sådan situation? Svaret er selvfølgelig, at man må gøre det man skal. Igen må man handle efter et militært rationale. Det er også det mest humane. Når det kommer til at dø, så er det noget man har gjort op med sig selv, at man hele tiden er parat til. Jeg ser mig selv som en ’fedayeen’, et arabisk udtryk for en kriger, og man må hele tiden være parat til at dø. Det er også et spil; man mister sit ego, man forsvinder på en måde, og samtidigt må man være fleksibel i kampen. Derfor kunne jeg bruges på forskellige slagmarker – fordi jeg hele tiden var parat til at ofre mig, hvis det skulle blive nødvendigt. Det vidste vores ledere, og derfor udvalgte de mig. Det er en nødvendighed, men ikke en lyst. Jeg ønsker og ønskede selvfølgelig ikke at dø! Alligevel er det en total identifikation med kampen. Det er også et spørgsmål om stolthed over at være en del af den væbnede kamp. Nogle gange er man ubrugelig, andre gange en klods om benet for de andre og atter andre gange er man den, der løfter den tungeste byrde.«  

»Forestil dig dette: Engang var vi i nærkamp med nogen fra Islamisk Stat, men vi kunne ikke lokalisere, hvor snigskytten hos dem skød fra. Så var der en af os, en kvinde, der trådte frem fra sit skjul for at han skulle skyde hende, og dermed eksponere sit eget skjul, så vi andre kunne tage ham ned bagefter. Da brød jeg alligevel sammen i gråd. Men det er sådanne situationer, du bliver kastet ud i hele tiden. Det skal også siges, at denne kvinde var fra Sinjar, hun var yezidi, og hvad hun havde været igennem kan vi ikke forestille os. Hun var allerede såret i sit sind. Dette offer hun kunne yde i denne fortravlede stund, som du formulerer det, det berørte mig dybt. Men hvad er jeg så motiveret af? Der bliver jeg dig nok svar skyldig, for det er bare noget, jeg har i mig. Jeg er født i en lejr, hvor min far skulle rense sin kalashnikov flere gange om dagen, og jeg elskede at være med, jeg var virkelig min fars pige, elskede at gøre som han og lære hans metier. Jeg er vokset op med våben, og ved i søvne hvordan jeg skal behandle dem.« 

»Jeg har ikke andre tilhørsforhold end det, der forbinder mig med kampen for retfærdighed.« 

»Altså, undskyld mig, men for mig er det ikke et spørgsmål om filosofi. Det er alt for højtravende for mig, filosofi. Og religion. Jeg er ateist eller agnostiker, for jeg elsker videnskab og beflitter mig ikke med metafysiske spekulationer overhovedet. Nu forsøger jeg så at finde en måde at leve et balanceret liv på. Nogle kommer ud af krigen som forandrede, som personer, der har lært at være tilstede i øjeblikket, at tage sig selv og verden seriøst. De kan sagtens bygge noget op, når de kommer hjem, og de er på måde blevet eksistentielt vakt. Men for mit eget vedkommende, så er det anderledes. Jeg var ikke nogen søvngænger, ikke nogen social søvngænger, så jeg var allerede klar og tilstede i verden, inden jeg rejste. Men jeg har måske lært noget radikalt om empati efter mine år i kamp. Jeg er selv forundret over det, men jeg har lært noget om at kunne føle medlidenhed med den fjende, som vi fik nedkæmpet, medlidenhed overfor de enkelte, som forvildede og vrede rejste ud fra Danmark og tilsluttede sig Islamisk Stat – for dybest set at kæmpe mod sig selv og deres eget forkvaklede sind. De gjorde det så til en kamp for islam, men de var formørkede og traumatiserede af alle de modsætninger, som de måtte leve med som sociale tilfælde, mange af dem. Det har været en erfaring for mig, denne genkommende følelse af empati med min tidligere fjende, når jeg af og til kan møde en af disse tidligere krigere fra Islamisk Stat. Det kan være hvor som helst, nu steder helt uden for krigszonen, det kan være en helt almindelig eftermiddag midt i ugen, hvor jeg møder en af dem tilfældigt på en perron på Nørrebro Station. Det er virkelig ikke noget, jeg kunne have forudset.« 

Efter krigen raser kampen videre i hendes sind, som et barn af både vestlig rettighedskultur og mellemøstlig traditionalisme – og tillige politisk skolet kadre fra en nominelt marxistisk, revolutionær bevægelse.

Men nogle gange må hun også spille på ”de andres” dumhed og fordomme, som da hun på et tidspunkt skal agere spion for at få en syrisk regeringssoldat til at afsløre vagtrutinerne og dermed bevogtningen af en lufthavn, som hendes bevægelse planlægger en sabotageaktion imod. Det er uden for den syriske by Aleppo, hvor hun giver sig ud for at være en kristen pige, for at vagten skal indgydes en illusion om, at hun så er en mulig erobring. 

»Det er ikke ualmindeligt, at kristne piger går ud, drikker og danser og ryster røven. For der er ikke noget i deres hellige skrift, der direkte forbyder dem at opføre sig sådan. De kristne piger kan praktisere en frihed, som muslimske piger helt og aldeles er udelukket fra. Men de kristne piger kan også blive dræbt i et patriarkalsk system. Også selv om mange af de kristne piger, jeg har mødt i Syrien og Irak kan være mere frie og løsslupne end nogen af de indvandrerpiger, som jeg kender her fra Danmark – mig selv medregnet. Den mørke side af hele det her er også, at mange kristne eller shiiter kommer ind i enten prostitution eller i en gråzone – fordi de kan og fordi de også bliver nødt til det. Men jeg har også oplevet noget, som næppe nogen danskere kommer til at opleve. Nogle gange har jeg været sammen med udelukkende muslimske piger og kvinder, der optræder i fuldt muslimsk ornat – hijab og alt til faget hørende, kjortel og måske en anden form for slør. Og samtidigt, til en fest, så slår de sig løs helt uden hæmninger, og kaster sig ud i at ryste røven og nyde samværet med hinanden, mens musikken tordner derudaf. Og så slår det mig igen og igen; tag dog det lort af, disse fromhedssymboler, for det er helt tydeligt, at det slet ikke er dig, når det kommer til stykket! Jeg har sagt det lige ud i de mere uddannede kurdiske kvindemiljøer, at man skal smide disse symboler i skraldespanden. Men det har bare gjort mig upopulær, endda så meget, at jeg blev offentligt udskammet og blev offer for sladder. Forskellige arabiske medier fangede også rygterne om mig, at jeg var et hashvrag fra Danmark, at jeg kom fra Christiania osv. Det slog mig ud, og gjorde mig deprimeret, da jeg på et tidspunkt var tilbage i Danmark. Så byggede jeg mig op igen, og tog ubetænksomt et foto af mig selv i fitnesscentret her i København. En regulær selfie, som du kan se millioner af hver dag på Facebook. Og hvad skete der så? Jeg blev offer for ny sladder i den kurdiske militære bevægelse, og beskyldt for at ødelægge kvindekampen i Kurdistan, for at sælge mig selv til kapitalismen ved at vise min krop frem osv. Deres infame opslag om mig var så grænseoverskridende, at de trods alt selv tog det ned igen! Det betød så, at jeg trak mig og mistede noget af tilliden til, at selv feminister i den kurdiske bevægelse ville mig noget godt.« 

»Jeg har altid tænkt på min skæbne som tæt forbundet med døden. Sådan har det altid været, lige siden jeg var lille, og lærte en naturlig og professionel omgang med våben sammen med min far.« 

»Og dog burde jeg ikke have været så overrasket, for jeg har siden mine teenageår, hvor jeg skulkede fra skolen for at stikke af til peshmergaens politiske skolingslejre i bjergene, fået at vide, at den vestlige feminisme er én stor misforståelse. For i deres optik, da har denne såkaldte feminisme solgt sig selv til kapitalismens varegørelse af alt og forladt alle åndelige og ærefulde værdier, når det kommer til kvinders suverænitet, ære og værdighed. Vi tror os frie i Vesten, siger de, men vi er i realiteten bare blevet prostituerede i det kapitalistiske varesamfund og har solgt vores sjæle på et marked, der er så dæmonisk, at det kan bilde os ind, at vi dermed udtrykker vores egen frigørelse og uafhængighed. Sådan ser den vestlige feminisme ud set med den mellemøstlige, militante feminismes øjne.« 

»Det kan lyde paradoksalt, men det må man forstå for at begribe kompleksiteten i den verden, der også er min. Og dog – nogle gange kan jeg godt se, at de dernede trods alt også har en pointe! For det er klart, at man også ser kendisser udnytte deres seksuelle udstråling til at promovere sig selv som feminister og humanister i forbindelse med velgørenhedsarbejde. Det fører dog også til, at man konstant bliver belært om, at man endelig ikke må ende sådan, som en dårlig rollemodel, når man som jeg selv har påtaget sig at være poster-girl for den kurdiske sag. Det har jeg oplevet igennem flere natlige seancer, hvor jeg er blevet belært om igen og igen, at jeg ikke måtte ende med at blive for eksponeret som en såkaldt vestlig kvinde. Det har jeg det virkeligt svært med, og det fylder mig med en enorm vrede og frustration. Det kan faktisk godt virke som om, de med udgangspunkt i en traditionalisme har taget en stor omvej for at ende det samme sted igen, nu blot med andre begrundelser, med en form for anti-kapitalistisk puritanisme. Her har man politiske kommissærer, udelukkende kvinder, til at tage sig af disse spørgsmål, og som holder øje med den militante bevægelse. De forsøger dog at promovere en form for frigørende bevægelse hos kvinder. Det er også noget de har fra Vesten, men de vil gerne bilde sig ind, at de selv har opfundet det hele. Imidlertid må man ikke sige noget om dette forhold, det ved jeg af erfaring, men det har slidt på mig at spille naiv i mange af disse sammenhænge. For det er svært at spille dum!« 

»Men på den anden side, så har man ikke selv et positivt billede af en frigørelse af kvinder, man har kun et noget tåget ideal med sin puritanisme. Man har ikke nogen klar utopi. Imidlertid må man lige erindre sig, at ingenting af det jeg her siger har noget at gøre med islam, som mange måske ville tro. Men nej. Det er klankultur, også en kultur fra min helt egen klan i Iran, en dannet og militant klan. Og det er også en klan, som jeg identificerer jeg med i høj grad. Det handler om komplekse loyaliteter i mit sind. Men jeg elsker alligevel min familie – til trods for al den modstand, jeg har været oppe imod. Jeg har accepteret dem, med de motiver, som er deres udgangspunkt. Og selvfølgelig er jeg virkelig stolt over deres slet ikke så hemmelige beundring af mig efterhånden. Men de må acceptere alt hos mig – de skal ikke glemme de sider, som de ikke umiddelbart bryder sig om!« 

»Engang var vi i nærkamp med nogen fra Islamisk Stat, men vi kunne ikke lokalisere, hvor snigskytten hos dem skød fra. Så var der en af os, en kvinde, der trådte frem fra sit skjul for at han skulle skyde hende, og dermed eksponere sit eget skjul, så vi andre kunne tage ham ned bagefter.« 

Vi taler om det ømfindtlige skisma, der eksisterer mellem en avantgardebevægelse, der definerer sig selv som revolutionær marxistisk, og så på den anden side det undertrykte kurdiske folk, der er berøvet sit fædreland og lever på nåde af landene i Mellemøsten, amerikanerne – og så tilfældet i de skiftende alliancer mellem staterne.

Hvordan er det muligt at fortsætte en væbnet kamp og samtidig være i en stadig dogmatisk strid med sin egen befolknings traditionalisme?

For Joanna Palani er det ikke en strid i hendes eget hoved. For i den politiske kamp, hvor den militante avantgardebevægelse og dens kadrer står på modernitetens side er hun fortrøstningsfuld og tålmodig i kampen mod det tilbagestående. Hun forgylder ikke noget, lider ikke under illusioner.  

»Først må vi lige gøre os klart, at kurderne ikke bliver kategoriseret som en islamisk befolkning, dertil er vores historie alt for præget af bestandige oprør mod religion. Det er altså et spørgsmål om kultur, når vi skal fokusere på modsætninger mellem tradition og modernitet. Det er vores kultur, der gør os til kurdere, vores identitet – samtidigt med, at vi også bliver pålagt en del af enten tyrkisk, iransk eller arabisk sprog og identitet. For vores leder gælder det dog først og fremmest om identitet og kultur. Sproget bliver af Abdullah Öcalan betragtet som nærmest noget teknisk-kommunikativt, det er ikke noget, som han tillægger nogen videre betydning. Man har en overordnet ide om udbredt selvstyre for de forskellige kurdiske områder, men man må vel at mærke indordne sig under et minimumsprogram, der indbefatter rettigheder vi her ser som en del af modernitetens sejre. Man kan altså ikke bare fortsætte med ubekymret og uantastet at praktisere traditionalisme, heller ikke selv om man måtte legitimere det i religion. Det har man gjort op med i PKK og YPG. Man gør også op med polygami, fx. Det kan måske lyde for fundamentalt for os i Vesten, men det er forudsætningerne. Polygami tillader man generelt ikke mere, takket være den ideologiske træning, vi i den militante bevægelse i PKK og YPG har gennemgået.« 

»Den politiske træning indeholder også religionskritik og forhånelse af anakronistiske, patriarkalske kulturmønstre. Man gør simpelthen grin med både religiøse dogmer og andet, som ikke hører til i moderniteten.  Det er virkelig godt. Det sker overalt i vores politiske skoling, men er ikke noget, man beskæftiger sig med ved fronten. Det skaber så en vis forskel mellem de, der deltager i kampen. Man kan tydeligt mærke forskellen mellem os, der har en politisk skoling, og så de andre. Der er ikke desto mindre stadig et problem med traditionalismen i peshmergaen i Irak. Her er man bagud når det kommer til at promovere grundlæggende moderne rettigheder. Jeg har selv oplevet det, når jeg har fået mit arbejde obstrueret dernede. Jeg satte mig for at registrere tilfælde af FGM. Man gik ikke direkte imod mig, men begravede mig i bureaukrati. Det er trist. For man kan godt se ambitionerne hos især de unge i peshmergaen, det er også et generationsproblem. De unge har internettet som forudsætning, som et forum for, hvordan man overalt i verden drøfter og kæmper for menneskerettigheder. Det har man selvfølgelig lært af – internettet har en civiliserende effekt i disse områder. Og for at komplicere det lidt mere, så har man endda en lov i selvstyreområdet, der honorerer alle menneskerettigheder og kvinderettigheder. Men det er selvfølgelig bare et udstillingsvindue til ære for vores amerikanske beskyttere. Men det er så heller ikke nogen hemmelighed for nogen. Man taler Vesten efter munden, men man lever selv med Østens tilbageståenhed.« 

Efter vi har talt i timevis slår det mig, hvor skolet Joanna Palani egentlig er efter alle træningslejrene i bjergene, og efter hendes indsats i den væbnede kamp. Det er som om jeg kun kan dreje vores samtale hen mod de aspekter, hvor hun allerede har været i sit sind, og hvor hun helt selv har resolveret, hvordan hun kan udholde at leve med alle de modsætninger, der strides i hende.

Hun har for længst tegnet det kort, der viser demarkationslinjerne mellem de forskellige værdier og æresmønstre i kulturerne, og har erkendt, hvordan hun kan overleve med dem uden uforvarende at udstille sig selv og blive skydeskive for angreb.

Men der er dog et sted i hendes selvbiografi, hvor jeg ser en anden side af Joanna Palani, en dybt personlig side, som vi har en tendens til at formulere det, når det politiske-ideologiske panser ikke mere holder, og en sårbarhed viser sig, en kritisk sårbarhed, ved en slags endestation, når alt hvad man troede kunne beskytte en selv er ved at brænde op.  

På et tidspunkt er hun med til at befri nogle piger, der har været holdt som såkaldte ”sexslaver” – egentlig voldtægtsslaver - af kombattanterne i Islamisk Stat, det er i forbindelse med kampen om Kobani. Vi fokuserer på den store sårbarhed, der eksisterer i kulturen, den uudryddelige skam, der er rettet mod kvinden, denne mystiske stigma, der helt omgærer det kvindelige, og som er destruktivt og selvdestruktivt – og som enhver fjende kan bruge i sin voldskampagne. 

»Først må vi huske, hvor stor skammen er hos ofret i sådanne situationer, hvor det har været udsat for voldtægter. Den er så overvældende, at de i mange tilfælde ikke kan leve med sig selv, som jeg tidligere fortalte om pigen, der gik ind i snigskyttens kugle for at eksponere ham. Hun kunne heller ikke leve mere, så nedbrudt var hun i sit sind. Det er sandt nok en kulturel tragedie, at man formår at knække ofrene i disse kulturer i Mellemøsten på denne måde.«

»Jeg er ikke blevet forandret af kampen eller krigen, for jeg er ikke blevet vakt af noget – jeg har altid været parat til deltage i krigen og kampen for retfærdighed.« 

»Det mest ødelæggende jeg så, kan jeg aldrig glemme, og det fik mig på en måde til at bryde sammen. Det var en lille pige på 10 med et Hello Kitty-armbånd, noget tegneserieagtigt barnligt fra TV, og som var højgravid. Og hendes graviditet var helt abnorm, der var noget fuldstændigt galt, hendes årer var svulmet op overalt, og så klagede hun konstant over at være så træt. Det var som om hun bare ville dø hele tiden, og der var ingen af os der til stede, som var i stand til at hjælpe hende. Det var ubærligt at tænke på, at disse ISIS-folk igen og igen havde voldtaget hende, selv til trods for, at de kunne se denne lille stakkel, der havde en mave som en højgravid 40årig – men hendes krop var en lille piges. Et lille, tyndt underernæret barn. Hun fik bare lov til at sove ind. Man hjalp hende, lad os sige det sådan. Jeg brød sammen fordi jeg måske var kommet til det sted, hvor hele patriarkalismen ender, fordi jeg stod der og ikke kunne andet. Jeg kunne måske ikke havde det hele i mig mere, og gik derfor på druk for at ryge og fantasere om hævn.« 

»Disse oplevelser har også ført til, at jeg på en måde er drevet ud i en sær ensomhed i forhold til mine jævnaldrende. Lad mig sige dig noget; jeg kender næsten ikke nogen mennesker under 45 og mødes heller ikke med nogen af dem. Selv er jeg som bekendt kun 29! Det er nu ikke, fordi jeg ikke vil kunne finde noget, der ville kunne optage mig i mine jævnaldrenes liv, det vil jeg altid kunne. Min fantasi fejler ikke noget, når det kommer til nysgerrighed. Men de mangler måske en slags dybde, hvis man kan formulere det sådan, noget der ofte kommer med alderen og erfaringen. Og når det kommer til mig selv, så har jeg en erfaring, der ikke modsvares af min alder. Jeg har trods alt oplevet for meget på en måde, og været kastet ud i nogle sociale og politiske modsætninger, som ingen jeg kender på min egen alder vil kunne dele med mig. Det skaber en form for ensomhed, for der er noget, som jeg forståeligt nok ikke kan dele med min jævnaldrende. Men jeg kan godt håndtere det.«  

»Og jeg er også helt på det rene med, at jeg aldrig vil få et normalt kvindeliv med mand og børn. Jeg har altid haft min fars rolle som ideal og som forestilling – uden dog på noget tidspunkt at være en tom-girl eller en drenge-pige. For samtidigt har jeg altid været meget feminin. Jeg var så at sige foruddisponeret til at deltage i krigen, lige fra jeg var lille pige og så op til min far. Jeg har altid været mig selv, jeg har altid haft den samme stemme, synes jeg. Jeg er ikke blevet forandret af kampen eller krigen, for jeg er ikke blevet vakt af noget – jeg har altid været parat til deltage i krigen og kampen for retfærdighed. For mig var det slet ikke noget valg. Jeg var allerede klar til at deltage, og så kom kaldet, og nu blev det så min tur. Det var en nødvendighed, og det var det, som min personlighed var disponeret for. Jeg gik ind i den væbnede kamp, fordi det var min identitet at være der. Og jeg kan kun sige, at kombinationen af alle de ting, jeg har været ude for, og de ting jeg har uddannet mig til og brændt for, da er det sådan, at disse ting flyder sammen, da denne historiske begivenhed indtræffer med krigen. Det at jeg kunne gå ind i den væbnede kamp har på en måde forløst noget i mit liv. Jeg er blevet til den jeg er i dag, og det er ikke nogen fejltagelse. Jeg synes på en måde, at jeg har fuldbragt en drøm, som jeg har levet med hele mit liv.« 

»Men ok, jeg har jo også et biologisk ur som kvinde. Ja, det kan så lyde lidt ømt. Men måske er jeg i gang med at civilisere mig selv til et almindeligt, borgerligt liv? Det er faktisk noget, jeg tager helt seriøst, og noget jeg forsøger at tale med professionelle om. Men det er virkelig svært. Jeg er også blevet forsonet med min familie, til trods for alle de ting, som de har gjort imod mig. Jeg har et afklaret forhold til min familie i dag. Jeg har som sagt også på et tidspunkt mødt en tidligere dødsfjende, helt tilfældigt en dag på Nørrebro Station, og jeg kunne tilgive ham. Jeg kan i dag tilgive min bror, der engang brækkede min næse, fordi jeg ikke opførte mig dydigt. Ja, jeg skal lære at tilgive.«