Hellere undgå flygtninge end hjælpe folk i nød
På Strøget i Aarhus hænger to af valgkampens få udenrigspolitiske indslag: ANERKEND PALÆSTINA NU, STOP NAZI-ZIONISME står der under et billede af ’digtertossen’, som Ekstra Bladet kalder Yahya Hassan; WIN-WIN MED BRIKS, IKKE KOLLAPS OG KRIG lyder det fra Poul Gundersen og Schiller Instituttets Venner, hvis verdensomspændende søkort af en valgplakat hænger som en særegen, alt for vidt flaksende fugl i et indenrigsfikseret reservat.
Ellers er der stille omkring udenrigspolitikken. Frem til valget er den parkeret på et sidespor, hvorefter man i spænding imødeser den ekspert, der i tilfælde af en Lars Løkke Rasmussen-regering vil udrede den fremadrettede strategi. I mellemtiden tales der hospitaler, ældrepleje, 30 timers arbejdsuge og flygtninge og indvandrere, det sidste dog sjældent som andet end et rent indenrigspolitisk anliggende; »uønskede gæster, uanset hvordan du vender og drejer det,« som Mette Reissmann (S) kom til at sige for at halvt års tid siden.
Da Martin Krasnik i Deadline for nylig spurgte Inger Støjberg (V) og Martin Lidegaard (R), hvorfor Middelhavets bådflygtninge er et vigtigt problem, lød de første reaktioner således: »Fordi det kan være med til at