GAZPACHO TIL FOLKET

»Klik«

Generatoren tændes, strygejernet varmes op og 2 liter tomatjuice hældes i en højthængende kolbe.

»Brrrrrrrr«

Boremaskinen spinder. Konstruktionen rasler. Kolben åbnes op. Thais Espersen har presset 2 agurker og 1 peberfrugt igennem kødhakkeren og derved aktiveret maskineriet. En grøn masse plasker ned på en gennemsigtig plasticsliske. I dovne ryk glider massen ned på slisken under, og blander sig med tomatjuicen, der bevæger sig sikkert nedad i en tynd stråle.

»Tjik, tjik, tjik«

Symaskinen betjener et rivejern. Frem og tilbage. Igen og igen. Løg og hvidløg falder ned på panden, der står på strygejernet. Olie drypper fra en plasticslange. Det syder. Maskinen pruster. Tyngdekraften og rystelserne hjælper ingredienserne nedad sliskerne mod en glasskål, der nedkøles af en emaljebalje fyldt med is.

»Hvad tror I, det her er?«

»En Gazpachomaskine!«.

En kvik pige gentager omviserens ord.

Sune Rieper står foran 7.B fra Bagsværd Skole og forklarer meningen med det 2,5 meter høje Storm P-lignende maskinværk, der fremkalder associationer til et mekanisk og klinisk univers betjent af ‘videnskabsfolk’. Nysgerrigheden er pirr