Det kræver kunstnere at skabe et samfund (forbered jer på en skideballe)

Det kan godt være, at det lyder som et noget bastant udsagn, men hva’ fa’n, så må det være sådan: Hvis det ikke var for kunstnere, i den brede forstand, ville vi ikke være i stand til at være tæt på at smadre vores klode, bombe Ukraine og mindst sytten andre lande tilbage til før mytetiderne. 

Kunstnere er selve forudsætningen for at kunne se andre i øjnene og bygge en ond fabrik og svine det hele til eller lave et fantastisk samfund. Hvis det ikke var for mig, fik I aldrig noget fra hånden, ud over at samle lidt vild hvede og nedlægge halte kaniner. I ville rave rundt på sletterne, en vild uorganiseret flakken rundt. Eller der ville slet ikke være sletter, for I ville ikke være i stand til at organisere afbrænding af skovene og/eller bare tænde ild, I ville dø af at spise rå kanin med pels på.

Hvis det ikke var for mig, ville I ikke kunne organisere en skid, for at sige det lige ud. Uden kunstnere ved vi ikke hvad for en metrostation, vi skal stige af på, for så er alle metrostationer ens, og vi er dømt til en evig flak­ken rundt i et forskelsløst transportsystem, der heller ikke ville eksistere uden kunstnerne alligevel.

Uden kunstnerne, uden fortællerne af vores samfund, ville vores samfund ikke eksistere. Uden fortællingerne, billederne, sangene, whatever, er det store Vi intet. Og rækkefølgen er helt åbenlys for mig: Vi, kunstnerne, kom før landbruget, samfundet, evnen til at lave et jagtredskab mere avanceret end en spids sten, evnen til at opbevare og transportere mad, til at lave tøj, evnen til at tørre sig i røven uden at få lort på fingrene. 

Kunstnere kommer før videnskab, vi er forudsætningen for videnskab. Uden os ville I være barbarer. Men I dømmer os som tidsfordriv, snuskede shamaner, dagdrivere, fantaster, uproduktive, som tosser der selv er ude om vores latterligt lave indkomst. I forstår ingenting, I forstår ikke, at vi er forudsætningen for, at I kan tosse rundt i et velorganiseret samfund, hvor vi kan sige Vi uden at rødme. 

At Vi overhovedet er opfundet, skyldes kunstnere. Det ville en fabrikant aldrig være i stand til. Fabrikanten af ting, vi måske har brug for, ville ikke være i stand til at organisere nogen del af sin fabrik, ikke en møtrik, ikke en ordrekæde, ikke være i stand til at hyre nogen, der forstod, hvad det skulle gøre godt for at møde op om morgenen og gøre noget nogle andre fortalte dem, at de skulle gøre. Før vi så meget som ville kunne overveje at bygge en fabrik er et Vi nødvendigt. Og her er vi, kunstnerne, uhyre leveringsdygtige. 

Vi har altid sprøjtet fortællinger og billeder ud, massevis af meget forskellige fortællinger og billeder ud, tonsvis af det rene vrøvl, som langsomt og fortløbende bliver sorteret og stykket sammen til en slags mere eller mindre kollektive forestillinger om, hvordan det hele hænger sammen, og hvorfor vi overhovedet er stand til at se hinanden i øjnene og genkende hinanden, eller hade hinanden, det er vi også leveringsdygtige i. Uden os ville der ikke være nogen, der gad stå en skyttegrav og få skudt hovedet af. 

Men I kan ikke klare jer med et par stykker af os til at lave nyttige samfundsopbyggende fortællinger. I kan ikke styre vores arbejde, eller det kan I selvfølgelig godt, men så er det ikke kunst længere, så er det produktion af det forventelige, så er det ikke fortællinger, så er det dekreter, diktater til den gode samfundsborger. I har brugt læssevis af os til at sige alt muligt vrøvl. 

I tror, at I er forudsætningen for, at kunst er mulig. Jer, der står ved samlebåndet, og jer, der sidder og holder endeløse møder om ingenting, I tror, at det er det her umådeligt rige samfunds skyld, at kunst er flødeskummen på de kartofler, I serverer for hinanden. Det er kunsten, der er kartoflen. Det er kunsten, der er grunden til, at I er i stand til at piske flødeskum. 

Det irriterende er, at det at lave kunst, er en mere umiddelbar handling end at bygge metroer. At lave kunst er noget de fleste kommer til at gøre ved hændelige uheld hele tiden, og nogen af os kom til ved et hændeligt uheld at bygge vores liv rundt om kunsten. Men at bygge en metro er ikke et uheld, det er ikke en grundlæggende del af vores menneskelighed. Det kræver kollektive afsavn og tonsvis af disciplin og belønnes derefter. Mens kunstnere hele tiden snubler ind i kunsten. 

Bevares, kunst som arbejde kræver bestemt disciplin og afsavn. Men umiddelbarheden i det at lave kunst gør, at hvis en af os falder til patten og melder os ved samlebåndet og opgiver vores rod, er der altid tonsvis af fjolser der snubler ind i kunsten. Og der roder de rundt, indtil de opdager, at kunst, for langt de fleste, ikke er et arbejde, en indtægtskilde, at det ikke er produktion i den forstand, I forstår det. 

Kunst er at trække vejret. Det er at åbne munden og sige lyde, som bliver til nye ord, og gøre ting med hænderne, der falder uheldigt ud. Og på den måde er I kommet frem til, at det er på jeres nåde, at vi kunstnere rager rundt. At I har hånd og halsret over os, fordi de fleste af os ikke er definerede af forestillingen om produktion og funktionalitet og formålstjenlighed. 

Der findes masser af funktionelle kunstnere, som har rettet ind efter produktionens vilkår, som har meldt sig ved samlebåndet. Kunstsamlebåndet, som ikke en gang byder på den muntre og tvangfri omgang på fabriksgulvet, fællesskabet med kollegerne, festen ved de endeløse møder, som kun byder på ensom produktion af det futile og nyttesløse livsstilstilbehør til den moderne charmeforladte bolig. Leverandører til en verden, der er ved at kvæles i masseproduceret grimhed og formålstjenlighed. Leverandører af kadavere af fortællinger, de er gribbe på alle fortællingerne, når de fylder museer og kunsthaller med deres enorme og imponerende og ligegyldige produktioner. 

Så så, Christian, nu må jeg lige stoppe mig selv et øjeblik. Mener jeg virkelig det? Selvfølgelig gør jeg det. Jeg har set et skræmmende antal kæmpeudstillinger, hvor kunstnerne er fyld, biennalefyld. De udfylder vilkårene for produktion af moderne kunst, som den ser ud fra fabrikantens side. Ingen rod her. Det hele er velorganiseret, velordnet, veldefineret, aldrig mærkeligt, aldrig med smagen af det reelt uforståelige, aldrig med kravet om, at I tager jer sammen og prøver at sætte jer ind i noget, I ikke forstår på forhånd. Det er underholdning. Intet andet. 

Plakaten med Monet i jeres køkken ville ikke kunne laves uden Monet, velourplakaten med den farlige panter i modlys ville ikke være mulig uden Jugendstilen og popkunst, jeres fodformede sko, intet havde været muligt uden, at der var nogen, der havde lavet alt forarbejdet.

At vade rundt i Venedig, i masseturismens absolutte helvede, der findes ikke noget værre sted på kloden. At se kunst i Venedig er antitesen til al kunst, der nogensinde er lavet. Det er rædselsvækkende som kunstner gentagende gange, syv gange, tror jeg for mit vedkommende, at vade rundt der. De fleste kunstnere holder sig af forståelige grunde væk, de bliver forvirrede og vrede over at betragte liget af kunsten ligge og rådne i Canal Grande, mens I andre drikker Aperol Spritzsere for at fejre kunstens død. 

Det er erstatningskunst, udstoppet kunst. Hvis I havde set Pierre Huyghe på supermilliardærens Pinaults Venedigfilial, ville I forstå min rædsel, prøv at google dem begge. Aldrig har kunsten være mere tom og død og en hån mod alt det, der bliver lavet rundt omkring på de små værksteder og i bordlampens bløde lys. Det er kunsten som pladshund. Vilde hanhunde, der bliver indfanget og kastreret og sat ud igen i den vilde bestand. Når de er kastrerede, bruger de ikke energi på al det der knalderi og formering. De æder alle de rigtige hundes mad og fylder i al almindelighed op og tager plads fra de rigtige hunde. Mig for eksempel. Jeg er en rigtig hund. Og sådan er det bare. Biennalefyldet er ikke rigtige hunde, sådan er det bare. 

Da jeg var ung, nok nærmere barn stadig, blev jeg præsenteret for begrebet repressiv tolerance. Jeg fattede selvfølgelig ikke en bjælde, men jeg kan huske, at jeg syntes, det virkede lidt forkælet at sidde på universitetet og brokke sig over, at man bliver undertrykt ved at få lov til at være der. Men nu tror jeg godt, jeg kan fornemme hvilken form for kastration, der bliver antydet i begrebet, hvilken afmagt over at ens arbejde dybest set er dømt til at være uden effekt eller indflydelse. Ikke bare dømt, men sikret, garanteret uden effekt, indflydelse, ikke en gang som et ydmygt bidrag, men bare som fyld i en verden, der bliver grimmere og grimmere. Så pynte op må vi, kunstnerne, ikke engang med egentlig skønhed, men noget nydeligt, et lille slør hen over jeres rædselsfulde arkitektur og charmeforladte boliger. Ikke noget, der er det mindste dekadent, intet. 

Jeg mindes første gang, jeg havnede på Kunsthistorisches Museum i Wien for femogtyve år siden, og så afdelingen for kunsthåndværk, og vi så kom til barokken. Der tabte jeg mit hjerte til vanviddet. Ikke det moderne vanvid med ægte guldtoiletter, man kan bestille tid til at skide på, en åndssvag udstilling, som vil påpege, hvor dekadent verden er ved at være - en lidt større dekadent idiot end os andre. Kritisk kunst på den der måde er så dumt, at vi alle må mangle ord for, hvor dumt det er. Men ondskaben, den ægte ondskab i skøn samdrægtighed med en ægte kunstnerisk vision, det var der mit hoved eksploderede. Det var, da jeg så et cirka alenlangt skib i guld, der kunne trækkes op, så det kørte hen over bordet, mens alle mulige sjove figurer bevægede sig og drejede rundt. Skibet var en form for selskabsdrikkeleg til en eller anden vanvittig fyrste, som havde været bedst tjent uden sit hoved. Hvad dette skib ikke måtte have kostet at fremstille, hele statsbudgetter. Det er så absurd detaljeret, så smukt. 

Eller næsehornsopsatserne, eller mavestensopsatserne, som var bygget op om et næsehorn, eller en mavesten, som tårnet på Christiansborg, i guld og ædelstene og perlemor og mavesten og næsehornshorn. Forstå mig ret, dem, der finansierede det, havde været bedst tjent uden deres hoveder, og der er historier om fyrster, der ruinerede deres fyrstedømmer ved at samle på dyrt porcelæn, men dem der lavede dem, dem der rent faktisk udviste den omhu og det vanvid at flikke de her tingester sammen, de var dem, der forandrede verden og ikke det fordrukne fjols, der bestilte dem. 

Plakaten med Monet i jeres køkken ville ikke kunne laves uden Monet, velourplakaten med den farlige panter i modlys ville ikke være mulig uden Jugendstilen og popkunst, jeres fodformede sko, intet havde været muligt uden, at der var nogen, der havde lavet alt forarbejdet. Men som vi alle sammen ved, er det absolut noget lort at være den første på månen, at være den, der første gang tænker noget, fremstiller noget. Det er først nummer toogfyrre på månen, der har det nogenlunde ok og kan kapitalisere på deres forgængeres arbejde, og det er nummer toogfyrre, der får hele æren for at være "first mover." Det er fabrikanten, den sjælløse fabrikant, der tjener pengene, og som derefter håner dem, der lavede det rigtige arbejde for at være forkælede og dovne, og kalder sig selv for "self made." 

Intet kunne være mere forkert; fabrikanten er en tyv. Der er altså intet samfund uden kunstnere. I ville rende rundt på sletterne og æde råkanin og dø af det. Og jeg forstår de kolleger, der melder sig ud og nægter at bidrage til jeres selvbedrag og selvdestruktion. Jeg forstår dem, men jeg kan ikke trække vejret uden det her. Jeg bliver nødt til at vise mine ting, bliver nødt til at bidrage, selvom det er at slå vand på gæs, selv om alt bliver forvrænget til ukendelighed. 

Når det kommer til kunst, ved jeg, at alt kan lade sig gøre, fordi mængden af gode udfald er enorm, helt modsat din årsopgørelse.

Jeg er ikke en fuldt funktionel kunstner, der entydigt bidrager til det kollektive selvbedrag. Egentlig ville jeg nok gerne være det. Egentlig ville jeg nok bare gerne lukke mine øjne og flyve til Pattaya eller Mars, eller hvor den stenrige middelklasse flyver hen, mens de sidder og brokker sig over, hvor få penge de har, og mens de æder giftig lortemad og bliver federe og federe og dummere og dummere og ødelægger verden i et voldsomt tempo. Jeg ville nok gøre det, hvis jeg kunne, men jeg har en karakterbrist, og gudskelov for den, for jeg var nok blevet et ganske rædselsfuldt menneske, hvis jeg havde den magt, som følger med økonomisk succes i den her underlige verden, hvor penge beundres på en vild og slesk måde. 

Som om man fik nogen af pengene selv, fordi man slikker de rige i røven. Det forholder sig omvendt. Penge er junglen, som du må dræbe i for at blive rig. Der findes ikke store formuer, som ikke indbefatter en eller anden mængde forbrydelse. Penge er det, vi dræber for. Ikke kunst. Jeg har en karakterbrist. Jeg er ikke i tilstrækkelig grad i stand til at handle strategisk. Jeg har for længst droppet alle planer og kigger kun på mit seneste arbejde for at finde ud af, hvor jeg skal hen næste gang. 

Selv når jeg rent faktisk prøver at holde mig til et spor, går der ikke mange halve år, før jeg er i gang med noget, der har udviklet sig et helt andet sted hen. Jeg kan kun hårdt presset holde mig til en produktionsplan. En af gangene var, da jeg lavede min udsmykning af metrostationen på Mozarts Plads i København, men da havde jeg et helt hold til at holde styr på, hvad jeg havde gang i. Og vil I høre en hemmelighed? Jeg havde knap nok nogen anelse om, hvordan jeg egentlig skulle male det temmelig skitseagtige forslag, der var blevet godkendt. 

Det var ikke noget, der holdt mig særlig meget vågen. Det lokkede som en præmie oven i det hårde arbejde, som jeg havde en vag fornemmelse af, det ville blive. Jeg havde ikke malet med akrylmaling i en del år på det tidspunkt, og skalaen var helt udenfor min erfaringshorisont. Men jeg var "stone cold," og jeg er ellers nem at ryste, når det gælder f.eks. penge. Eller mere præcist manglen på samme, som er en evig frustration hos de fleste billedkunstnere inklusiv mig. Det stjæler min nattesøvn. Men når det kommer til kunst, ved jeg, at alt kan lade sig gøre, fordi mængden af gode udfald er enorm, helt modsat din årsopgørelse: Der er kun en mulig hændelse, der er god, alt andet er fængsel og ydmygelse, ruin og hjemløshed og ingen ture til Pattaya. Kunst er anti-orden. 

Orden er det ene gode udfald, det ene mulige udfald. Kunst er alle udfald, der er ingen dårlige udfald. Dem må I andre i så fald sortere i, hvis I bliver angste for mængden og forskelligheden, ikke kunstnerne. Ikke at nogen kunstner har en opgave, ikke at I skal prøve at prakke os et eller andet på, et eller andet samfundsansvar, opbyggeligt, provokerende, eller hva’ fa’n I nu kalder det for tiden. 

Ikkekunstnere skal ikke pålægge kunstnere noget ansvar for helheden. Det, vi kan, er at etablere muligheden for et Vi. Vi kan ikke redde sundhedsvæsnet, vi kan ikke udrydde racisme, og hvis der er en kunstner, der prøver at bilde dig ind, at vi kan, lyver vedkommende. Det eneste, vi måske bør, det eneste, kunstnere måske bør, er at være så mange, så virkelig mange, at vi repræsenterer alle de andre mange. Men for at det ikke skal være en pinlig proces med læssevis af komiteer, skal vi være virkelig mange. Og for at det ikke skal være virkelig, virkelig pinligt, skal I også gøre plads til noget af denne her mængde, så I ikke kalder på Næblerød, hver gang I skal bruge en hyper farvelademaler. 

Og hold i øvrigt op med at typecaste mig, jeg laver så meget forskelligt, at I måske skulle se på mine ting, og måske tingene hver for sig, for ikke at blive forvirret over at jeg hopper rundt som en overglad og tryg kanin, der ikke kan opholde sig samme sted i tyve minutter ad gangen. Og hvorfor skulle jeg? Jeg er ret god til at omstille mig til nye arbejdsgange, og jeg gider ikke spille Smoke on the Water resten af mine dage, bare fordi den blev et hit. 

Eller det gad jeg måske nok, hvis jeg stod på en scene som musiker og kunne se publikum i øjnene, men nu står jeg for det meste af tiden alene på mit værksted, og så ville det være totalt absurd at spille Smoke on the Water hele tiden for mig selv. Det ville være SÅ dumt. Så dumt. Især hvis man lige tænker på, at kunst for kunstneren er en måde at trække vejret på. Og især hvis man lige kommer i tanker om, at der ikke ville være noget samfund, hvis der ikke var kunstnere, der gjorde mange forskellige ting hele tiden. 

Hvis jeg levede mit liv som kunstner på samme måde, som jeg lever resten af mit liv, ville der ikke ske en skid på værkstedet. For hjemme gør jeg det samme hele tiden, spiser det samme, går de samme ture, siger de samme ting til den samme kone. Mit civile liv ville falde sammen, hvis jeg levede som jeg arbejdede. Maden ville ikke blive købt, musen i væggen ikke blive fanget, huslejen til værkstedet ikke blive betalt, baby ville dø kort sagt. Men uden kunsten ville jeg ikke have nogen som helst motivation til at betale huslejen til værkstedet, eller lave maden, eller fange musen. Alt det lort bliver ordnet, så jeg kan lave kunst, og kunst er for længe siden holdt op med at føles som et arbejde eller et fag eller et felt. Det er noget, jeg gør, det er mig. 

Som om man fik nogen af pengene selv, fordi man slikker de rige i røven.

Og hver gang jeg bevæger mig væk fra det faktum, opdager jeg, hvor ligegyldigt alting er, når det ikke er kunst. Hver gang jeg prøver at gøre noget af mit gode hjerte i civilsamfundet, mister jeg interessen efter et par kedelige møder. Jeg falder og slår hovedet, glemmer at sætte mødet i kalenderen. Forleden, efter at have vist en flok museumsfolk rundt i min metroudsmykning, hvor jeg havde kørt med klatten i halvanden time, blev jeg konfronteret med den anden virkelighed, den hvor jeg ikke kan noget, da jeg ikke kunne finde nøglehullet til min kones cykel, som jeg havde lånt. Den virkelighed, hvor det hele ligner et supermarkedsloft og lugter lidt af pik og rengøringsmiddel, og man strejfer hvileløst rundt i uendelige gange med chips med barbecuesmag. Med barbecuesmag siger jeg bare: Hvad pokker er der galt med franske kartofler? 

Der er intet, som kunstneren bør frygte mere end det almene, retsfølelsen, det tavse flertal og det larmende mindretal, men frem for alt politikerne, som leder efter en vogn at spænde mig for, og selvfølgelig den offentlige mening om noget, som den ikke forstår. For når du bliver en offentlig mening, forstår du intet, så mister du dig selv, så mister du evnen til at sige, at der er noget, som du ikke forstår, og at det må være ok, og at det er et vilkår i verden, at man kun forstår lidt af den, at fremmedgørelse er et vilkår og ikke en sygdom i verden, eller mere præcist, at når du er fremmedgjort, har du mistet evnen og accepten af, at du ikke forstår alt, og det kan du ikke komme til, og måske skal du heller ikke forstå alt, og at det, du ikke forstår, ikke er røvhulsagtigt og din forestående undergang. 

Eller måske er det din forestående undergang, men så prøv for helvede at forstå det, men forstå, at du ikke kan forstå alt, og der iblandt det, som du ikke forstår, selvfølgelig er rigtig meget kunst, især kunst, fordi det ikke er lavet for at blive forstået. I hvert fald ikke i første omgang, det plejer først at komme senere. 

Kunst man kan forstå, er som regel døde reproduktioner af noget, visere mennesker har lavet før. Hvis der ikke er et mørkt hul af tomhed i midten, er det bare et konsumprodukt lavet af robotter, hvilket det måske så allerede er. Altså et kedeligt opkog af ting, der er gjort før, så fuck AI i en hver afskygning, fuck alle der tror, det kan bruges til noget andet end at skrive ansøgninger til Joe & the Juice. Vi må lægge verden øde for at komme det der AI-lort til livs. Ellers bliver resten af vores civilisation en lang roden rundt i fortidens køkkenmøddinger, noget som nettet allerede er godt i gang med at afstedkomme. 

Med nettet sidder vi fast i fortiden som i hængedynd, og endda uden at vide noget om den. Med AI-lortet er fortiden blevet et meme, et modelune uden substans, retro uden historie, uden sammenhæng, som Disneys udgave af de græske myter eller Vikings underligt smoothieagtige indgang til vikingerne, uendeligt informerede og totalt forvrængede og uden substans, en parodi, et meme, en kollage kastet sammen af idioter, hønselortebingo. 

Fortiden og virkeligheden som hønselortebingo er, hvad I står overfor, hvis I ikke anerkender, at vi, kunstnerne, er grundlaget for, at I kan tørre jer selv i røven uden at få lort på fingrene.