Livet efter 11. september
De hang ud på pizzeriaet. Spiste chokoladekiks fra det lokale supermarked. Trænede vægte i motionscentret. Derefter slog de 3000 mennesker og sig selv ihjel. Flykaprerne bag terrorangrebene på New York og Washington D.C. den 11. september 2001 forholdt sig efter alt at dømme foruroligende kynisk til det massemord, hvis fuldbyrdelse de var vigtige brikker i. Selve terrorhandlingen var skræmmende, ikke blot på grund af den kolossale ødelæggelse og sorg, den forvoldte, men også fordi den var så veltilrettelagt. At terroristerne i dagene op til angrebene boede på motel og vaskede tøj, som var de ganske almindelige, tilforladelige mennesker, gør på en måde deres ugerninger så meget desto værre. At de ikke viste det mindste tegn på tøven, anger eller bare frygt ved det, de stod over for at skulle udføre, gjorde dem umenneskelige i en grad, der ikke er til at forstå.
I år er det ti år siden, at det, som ingen troede muligt, skete i byen, hvor netop alt kan ske. Ti år siden, at New York blev forvandlet til en krigszone, indhyllet i hvidt støv og forandret til ukendelighed. Det er ingen underdrivelse at sige, at den tirsdag i september ændrede alt. Ikke blot for newyorkerne, men f
