Frihed er ikke at ville noget

Verden, som vi kender den fra efterkrigstiden, er til ende. Der sker en justering af de geopolitiske magtforhold, der er nu ikke bare kolde, men varme krige over alt, skovbrande og klimaforandringer hærger, mens den civiliserede diskurs efterhånden synes at være fortid.

Nutiden er så rå som den kampvognslignende Teslatruck, der blev lanceret i 2023, hvormed krigsæstetikken rykkede ind i selv konsumsfæren.

Med et sådant illusionsløst blik skitseres virkeligheden i teolog og filosof Jean-Pierre Wils’ Verzicht und Freiheit (Afkald og frihed), der nok bedst kan betegnes som en kollage af forsøg på at finde en ny form for frihed i en verden i flammer. Eller hvad han selv i bogens undertitel foreslår at kalde ”fremtidens overlevelsesrum”. 

Vi er konfronteret med to afgørende problemer, som vi må løse samtidig: Spørgsmålet om den individuelle mistrivsel og spørgsmålet om den massive naturdestruktion. Der er brug for en tænkning om både den udtømte natur og det udmattede selv. 

Modernitetskritikken er velkendt: Vores kultur er baseret på en idé om frihed som fravær af begrænsninger. I det 20. århundrede tog denne frihed form af forbrugsfrihed. Frihed var frihed til grænseløst konsum, det var egoismens triumf.

Men selvom det nok var abstrakt muligt at tænke en frihed, der kunne øges i det uendelige, var det aldrig praktisk muligt på en klode med begrænsede ressourcer. Konfronteret med klimakrisen synes det ikke længere at være en holdbar frihedsforståelse. 

Løftet hos Wils er, at der ligger en frihed i afkaldet: At der findes et bedre liv, hvis vi holder op med at give afkald på afkaldet. Er der nemlig én frihed, som det dominerende frihedsbegreb giver afkald på, så er det friheden til ikke at ville noget. Forbrugsfriheden er en tvunget frihed, nemlig en tvang til at ville noget. Dermed er vi blevet afkaldsresistente. 

Afkaldet er i dag både individuelt og planetarisk nødvendigt. Det har stået klart siden Romklubbens arbejde i begyndelsen af 70’erne, at et (for mennesket) levedygtigt klima ikke er foreneligt med fortsat grænseløst forbrug.

Improvisationen er den livskunst, der er brug for i det samfund, der ikke længere lader sig planlægge efter fremskridtet

Og selvom less is more-doktrinen er kendt siden antikken, har den trange kår i en tid og et samfund, som er gearet til stadig heftigere overproduktion, og hvor insisterende reklamer for sikkerhedssko, hvor frastødt man end bliver af udtryk og effekter, lader to ord stå mejslet i bevidstheden: UPGRADE NOW! 

Før afkaldet bliver attraktivt, må vi gøre dets fordele håndgribelige. Det er det forsøg, Wils kaster sig ud i. Og hans bog kan da også bedst karakteriseres som et stort forsøg. Er de begreber, han aktualiserer, ”gammeldags” – afkald, nøjsomhed, mådehold – er hans tilgang meget nutidig i sin frie og udogmatiske inddragelse af et hav af tænkere.

Han trækker på en rigdom af navne og traditioner, fra antropologen Anna Tsing over arkitekturhistorikeren Vittorio Lampugnani til økotænkere som Bruno Latour og Pierre Charbonnier og det mere klassiske tyske bagkatalog af filosoffer som Theodor W. Adorno, Hans Blumenberg og Peter Sloterdijk. 

Og det er netop en pointe i sig selv, at der er brug for mange tydninger. Modernitetens fremskridtsfortælling var unison. Da man først havde opdaget fremskridtet, blev fortiden noget, der højest skyggede for den fremtid, der uundgåeligt ville blive bedre end nutiden. Den lige linje blev modernitetens dominerende figur.

Den samme form for planlægning kunne bruges på plantagen og på fabrikken; velordnede byer som Chicago kunne bygges op, som var det en produktionsskov, med lige linjer, fuld gennemsigtighed og overskuelighed fra et fugleperspektiv.

Det gamle frihedsbegreb rummede løfter om vækst, velstand og fri udfoldelse i en verden af fremskridt og muligheder. Men fremskridtet er blevet utroværdigt. 

Både menneske og natur kunne moderniseres efter samme skema. Løftet om en bedre fremtid kompenserede for enhver brist i nutiden. Sådan er det ikke længere i den tid, hvor fremtiden – som spanske Marina Garcés beskriver det i Ny radikal oplysning – er tabt af syne og højest lader sig ane som en afgrund. 

En sådan tid gør den endimensionale modernitets fortælling utroværdig. Men måske indebærer det opbrud også en mulighed for et mere positivt nybrud. For mennesket trives ikke i det unisone: Det har brug for en mangfoldighed af perspektiver, en omvejenes fornuft. Det er omvejene, der gør livet menneskeligt, mener Wils. En god skovtur er ikke metodisk.

Den søger ikke, som Descartes beskriver i sit skrift om metoden, at bevæge sig langsomt med sikre skridt den lige vej ud af skoven, men dvæler ved de enkelte steder og lader sig gerne føre på afveje. 

Var den fremskridtsoptimistiske modernisering besat af den rationelle planlægning, må vi nu omfavne det foreløbige uden vished om endemålet, som vi ikke kan bilde os ind, at vi kender, hævder Wils. Derfor må vi i en forstand alle blive improvisationskunstnere. For hvad gør improvisatoren? Han skaber ud af det foreliggende, er i stand til at lade en velsmagende og distinkt gryderet frembringe af det tilfældigt forhåndenværende.

Improvisationen er den livskunst, der er brug for i det samfund, der ikke længere lader sig planlægge efter fremskridtet, som ikke længere kan se frem mod flere og smartere produkter, men som skal begrænse sig til det, der allerede findes, og lære at få mere ud af mindre. Improvisationen er den passende livsholdning til det afkald på endegyldige løsninger, som ifølge Wils forekommer nødvendig i dag. Det fornuftige er ikke at gå for hårdt frem, men at tøve.  

Som det var tilfældet med afkald, er også grænsebegrebet blevet tabu i det moderne, der netop havde som sit mål at realisere frihed ved at udvide grænserne mest muligt for, hvad vi kunne gøre. Derfor er vi blevet grænseallergikere. Men i dag er det meningsløst at fortsætte med at tænke frihed som noget, der kun udfolder sig som en overskridelse af grænser, som en bevægelse ud i rummet.

Mens milliardærerne bygger raketter, så de kan forlade jorden, når dens grænser er overskredet, må det for de resterende af os handle om at finde en frihed, der kan udfolde sig inden for visse grænser. Vi må med andre ord forsøge at blive i skoven. Det kræver, ifølge Wils, at vi må tænke frihed som noget, der retter sig mod det konkrete sted – ikke som noget, der skal overskrides, men som et sted, man skal kunne blive stående, hvor det skal være holdbart at opholde sig. Handlede frihed før om rum – om udvidelse af rækkevidden – rykker tiden nu i centrum.

Frihed handler om at lade være. Den, der hele tiden er på vej et andet sted hen, går glip af muligheden for at forbinde sig til det sted, vedkommende lever. 

Var blikket ud i det store univers stimulerende for det moderne menneskes drømme og ambitioner, førte det til en forsømmelse af det nære miljø – indtil fjordene bogstaveligt talt var døde. For Wils handler det om på ny at vende blikket mod det nære, at finde nye og bæredygtige praksisser, som udtænkes og gror fra det lokale. Wils fremhæver selv middelalderhuse, der stadig bebos, som eksemplariske bæredygtighedssteder.

Det er omvejene, der gør livet menneskeligt 

Denne sans for vedligehold skal tænkes bredere. Der er brug for en mådeholdets etik og en nøjsomhedens æstetik. Han peger på den romerske arkitekt og ingeniør Vitruvius, der med sine tre principper for bygningskunsten – holdbarhed, nytte og skønhed – fremhæves som et tidligt eksempel på bæredygtighedstænkning. Og som et eksempel på, at mådehold og nøjsomhed ikke er lig med fattigere arkitektur. Enkelhed kan være rig. 

Det moderne samfunds bestræbelse på central planlægning og administration af både menneske og natur har medført en nedskrivning af den praktiske, lokale videns værdi. Det har ført til planlægningskatastrofer som vi kender fra store modernistiske boligprojekter. Derfor bliver provinsialisering et nøglebegreb for den tid, der forstår at forbinde afkald og frihed. 

Wils’ bog er et skridt i retning af at konkretisere, hvad et frit liv i afkaldet vil sige. Det gamle frihedsbegreb rummede løfter om vækst, velstand og fri udfoldelse i en verden af fremskridt og muligheder. Men fremskridtet er blevet utroværdigt.

Skal et nyt, ”bæredygtigt” frihedsbegreb vinde udbredelse, må det kunne pege på de muligheder, det giver for fri og vellykket udfoldelse. Projektet er åbenlyst for stort til, at han kan komme i mål med det i en enkelt bog, men det er ikke en undskyldning for ikke at gå i gang.

Det forbliver fragmenter, ansatser og forsøg, men så meget desto mere er den essayistiske form den eneste passende i en tid, hvor svarene ikke kan påberåbe sig nogen endegyldighed. Også her må den, der giver sig i kast med tidens problemer, improvisere.