Den moderne vildfarelse

Hvordan skal man gengive den franske idéhistoriker Pierre Charbonniers hovedpointe i det temmelig komplekse, analytisk raffinerede og vidt omkringfarende værk Frihed og overflod, der nu er udkommet på dansk?

Man griber til filmens verden, nærmere bestemt The Matrix. Den handler som bekendt om, at den virkelighed, menneskene tror er virkeligheden, slet ikke er virkeligheden, men en projektion, nogle ondsindede og mere intelligente rumvæsener har skabt. Det spændende er så, om hovedpersonen Neo og de andre oprørere formår at få menneskeheden vristet fri af rumvæsenernes greb.

Det er lidt det samme, Pierre Charbonnier argumenterer for er sket for os, der lever her på jordkloden i dag. Vi befinder os i en forestillingsverden, der ligger meget langt fra de bagvedliggende realiteter. Vore samfund er stadig det, man kan kalde moderne. De er præget af værdier som rationalitet, vækst, videnskabelige fremskridt, ejendomsret, kapitalisme, statsligt bureaukrati og individets autonomi, hvilket alt sammen lyder godt, men i praksis har lullet os ind i et stærkt fortegnet billede af realiteterne. Realiteterne er nemlig, at det, der i en moderne opfattelse er civilisatorisk fremgang, ikke er fremgang, men en ophobning af skadelige aktiviteter, der i stigende grad gør planeten ubeboelig for mennesker.

Løsningen er ikke at kaste sådan noget som menneskerettighederne bort, men at forstå, præcis hvordan menneskerettighederne er baseret på og opretholdt af et system, der skader planeten.

I en moderne forståelse gøres værdien af en skov op i antal kilojoule dens træer repræsenterer, hvis man skulle brænde dem af, og værdien af et stykke jord afgøres af dets salgspris (hvor meget hvede kan man dyrke på det, eller kan man måske endda udstykke det til parcelhuskvarter?). Den tilgang til jorden og dens ressourcer (der i sig selv er en temmelig moderne måde at beskrive ting som skove, mineraler og fiskebestande på), er stadig den dominerende. Det kan godt være, vi er klar over, at naturen har det skidt, men vores samfundskonstruktion er stadig baseret på den moderne forestilling om naturen som en økonomisk størrelse. Vi har stadig en forestilling om, at forudsætningen for vores udfoldelse som mennesker, vores frihed kort sagt, er velstandsstigninger, og velstandsstigninger forudsætter udbytning af vores omgivelser. Som Charbonnier skriver:

»Den betydning, vi tilskriver friheden, og de midler, der er blevet brugt til at skabe og bevare den, er ikke abstrakte størrelser, men produkter af en materiel historie, hvor det, der befinder sig på eller under jordoverfladen, maskiner og levende organismer har forsynet os med afgørende løftestænger for vores arbejde. Den igangværende klimakrise afdækker på dramatisk vis dette bindeled mellem den materielle overflod og emancipationsprocessen.«

Dybest set er det, vi har gang i lige nu, endnu mere langt ude, end det, der sker i The Matrix. Vi har ikke engang haft behov for nogle udefrakommende rumvæsener for at vikle os selv ind i en virkelig langt ude forestilling om virkeligheden, vi har gjort det helt af os selv. Hvordan kom det så vidt?

Ifølge Charbonnier skal svaret findes i idéhistorien. At vi er nået hertil handler grundlæggende om, hvilke idéer vi mennesker har haft om kloden, idéer der over århundreder er gledet ind i vores kollektive bevidsthed og er blevet vedtagne sandheder, som er så basale for os, at vi slet ikke kan se dem længere. Hovedparten af Frihed og overflod består af en lang idéhistorisk gennemgang af, hvordan begreber som ejendomsret, individ, autonomi og lignende er opstået, udviklet og videreført siden den allerførste spæde modernitets begyndelse.

Charbonnier starter hos den hollandske jurist Hugo Grotius, der i begyndelsen af 1600-tallet fik til opgave af de nederlandske koloniherrer at formulere nogle saglige argumenter for, hvorfor man kunne tillade sig at rejse ud i verden og erobre land. Det kom sig ikke af hensynet til de folk, der beboede disse lande i forvejen, men som følge af en øget stormagtskonkurrence med andre europæiske kolonimagter såsom Portugal, Spanien, Frankrig og England. Der var brug for en politisk tænkning om landet og havet, så der kom nogle spilleregler og nogle argumenter for, hvorfor man havde ret til dette eller hint stykke land. »Magt er altid geomagt,« skriver Charbonnier, »og i dag er vi fortsat fortrolige med en forestillingsverden baseret på renæssancemalerier, hvor lovgiveren, købmanden og kartografen aldrig befinder sig ret langt fra hinanden – og hvor de omstridte landområders oprindelige indbyggere anes i baggrunden, i den yderste rand af værdigheds- og agtelsesspektret.«

Fra dette fjerne startpunkt viser Charbonnier, hvordan forskellige epokers idéer har frembragt den efterhånden brede palette af vildfarelser, vi går rundt med på rygraden nu. Efter ”de store opdagelsesrejser” og kolonimagternes bakseri med at ”civilisere” fjerne lande, kom industrialiseringen, og med den kom idéer om vækst, den moderne økonomi og markedet, som Adam Smith forklarede er styret af den usynlige hånd. I kølvandet på industrialiseringen kom også sociologien med dens idéer om arbejde, fællesskaber, mening, fremmedgørelse og autonomi, tidligst formuleret af Karl Marx, der beskrev vores aktiviteter her på kloden som vores metabolisme med naturen. Sådan fortsætter det frem til de første spæde kritikker af udviklingsoptimismen, som vi ser i dag. 

Pointen er ikke, at alle de moderne idéer nødvendigvis er skadelige eller problematiske i sig selv, tværtimod. Pointen er derimod, at vi for at forstå, hvordan disse ofte ganske sympatiske idéer dog har kunnet føre frem til en situation, hvor vi er ved at ødelægge det hele for os selv, må gøre os forbindelserne mellem de materielle omstændigheder og vores forestillingsverden klart. Løsningen er ikke at kaste sådan noget som menneskerettighederne bort, men at forstå, præcis hvordan menneskerettighederne er baseret på og opretholdt af et system, der skader planeten. Kun sådan kan vi vriste de gode civilisatoriske fremskridt fri af miljø- og klimaødelæggelsens greb. Vi må erkende, at de gode ting, moderniteten har bragt med sig, har en bagside:

»Hvad der forhindrer fremkomsten af en politisk tænkning, der kan forholde sig til klimaforandringerne, er derfor ikke blot kapitalismen og dens excesser, men til dels også selve betydningen af den frigørelse vi har fået i arv, en frigørelse, der blev konstrueret i den industrielle og produktionistiske matrix og førte til etableringen af beskyttelsesmekanismer, der stadig er afhængige af vækstens overherredømme. Forhindringen findes i os, blandt os: i vores love og institutioner mere end i et økonomisk spøgelse, der svæver over os, og som vi vil kunne afsløre udefra.«

Charbonnier er ubønhørlig, det er ikke hyggelæsning, der er ikke meget optimisme at spore. Vi skal revurdere noget nær alt det, vi i dag hylder som goder, hvis det skal lykkes at få has på klima- og biodiversitetskrisen. Vi kan ikke både blæse og have mel i munden. Vi er nødt til at se os selv og vores idéer om egen fortræffelighed kritisk i øjnene: »Til trods for dens kolossale fordele har velfærdsstaten f.eks. bidraget til at konsolidere de økonomiske præstationsmål, der er en betingelse for finansieringen af den, og som igen medfører en konkurrence mellem sociale og økologiske risici,« skriver Charbonnier.

Det er måske det mest nedslående ved Frihed og overflod: Så længe det, vi populært kalder den grønne omstilling forsøges gjort inden for et moderne paradigme, vil den fejle. Vi klynger os stadig til håbet om, at vi både kan have materiel overflod og leve i bæredygtig pagt med naturen. Det kan vi ikke.