De uskønne kunster

»Disse tekster er skrevet på mobilen, på toilettet, i bussen, under dynen søndag morgen, mens familien sov, eller mens jeg stod i kø i supermarkedet.«

Sådan indleder Kristoffer Ørum Jeg er en mislykket kunstner – om håb, tvivl og økonomi, der altså består af tekststykker skrevet dér, hvor tankerne nu er slået ned, og som samlet udgør et indlæg i diskussionen om kunstens og kunstnernes vilkår.

Ørum går både personligt og principielt til værks, og efter de indledende bemærkninger påbegynder han en flere sider lang oplistning af, hvad han er for en kunstner:

»Jeg er en mislykket kunstner, der er blevet ved med at lave kunst. 

Eller rettere jeg er en fejlslagen kunstner, der har hustlet nok til, at jeg lige har klaret mig.

Eller jeg er en middelklassekunstner, der klarer mig med penge og støtte hjemmefra.

Eller jeg er en ukendt kunstner uden anerkendelse.«

Dét at påbegynde sætningerne med de samme ord, er et stilgreb Ørum anvender gennem de fleste af bogens kapitler og vækker mindelser om Joe Brainards I Remember, Martin Larsens Hvis jeg var kunstner og Pejk Malinovskis Digterne.

Grebet giver