I en by uden bænke glemmer man, at man engang kunne finde på at sætte sig ned

Reportage

18.01.25

Det belarusiske band Molchat Doma dyrker en brutalistisk sovjetæstetik, med et tekstunivers om at være et sted, man ikke har lyst til at være og en kold og mørk fortidslyd, der er rå og ligefrem som beton. Vi tog til koncert for at vippe hovederne til noget ubehageligt.

Kristoffer Rich Henningsen

Bygningen tårner sig op som ingeniørkunst fra fremtiden. Med uigennemskuelig teknik har arkitekterne formået at forskyde etagerne ud i ingenting mod højre som de rejser sig ind i den dybblå nattehimmel, futurisk, østblokbrutalisme en kold vinternat i firsernes Tjekkoslovakiet. Hotel Panorama hedder bygningen, et skiresort af kantet pragt klemt ind mellem Tatrabjergenes tinder. På parkeringspladsen foran holder et par biler i den grusede sne, det kunne være en VAZ-2101, en familiebil, ved siden af måske den luksuriøse GAZ M21 Volga, populær hos den sovjetiske efterretningstjeneste KGB.

Bag den dybfrosne facade er hotellets halvtomme restaurant her mod midnat ved at gå i opløsning, en tjener med et viskestykke over skulderen læner sig langt ind over bardisken og tørrer af, lægger kræfter i. De sidste par borde har deres opmærksomhed rettet på aftenens liveoptræden, en lille gruppe musikanter fra Belarus. New wave i mol, cold wave, trommerne er syntetiske, vokalen grynet som et signal opsnappet fra en spionradio. Anlægget er af dårlig kvalitet. Det meste er af dårlig kvalitet. Udenfor på parkeringspladsen står små grupper af mennesker og ryger. De har trukke