I en by uden bænke glemmer man, at man engang kunne finde på at sætte sig ned

Bygningen tårner sig op som ingeniørkunst fra fremtiden. Med uigennemskuelig teknik har arkitekterne formået at forskyde etagerne ud i ingenting mod højre som de rejser sig ind i den dybblå nattehimmel, futurisk, østblokbrutalisme en kold vinternat i firsernes Tjekkoslovakiet. Hotel Panorama hedder bygningen, et skiresort af kantet pragt klemt ind mellem Tatrabjergenes tinder. På parkeringspladsen foran holder et par biler i den grusede sne, det kunne være en VAZ-2101, en familiebil, ved siden af måske den luksuriøse GAZ M21 Volga, populær hos den sovjetiske efterretningstjeneste KGB.

Bag den dybfrosne facade er hotellets halvtomme restaurant her mod midnat ved at gå i opløsning, en tjener med et viskestykke over skulderen læner sig langt ind over bardisken og tørrer af, lægger kræfter i. De sidste par borde har deres opmærksomhed rettet på aftenens liveoptræden, en lille gruppe musikanter fra Belarus. New wave i mol, cold wave, trommerne er syntetiske, vokalen grynet som et signal opsnappet fra en spionradio. Anlægget er af dårlig kvalitet. Det meste er af dårlig kvalitet. Udenfor på parkeringspladsen står små grupper af mennesker og ryger. De har trukket huerne langt ned i panden og foldet frakkekraverne op om ørerne. De taler ikke sammen. De ryger bare. Nogen tager et foto, det er meget koldt.

Dette foto ender i 2018 med at blive coveret på det belarusiske band Molchat Domas andet album, deres gennembrud Этажи, som på dansk kan oversættes til Etager. Jeg bladrer videre i bandets udgivelser. Næste album hedder Monument og viser det nordkoreanske monument for partiets grundlæggelse, hammer, segl og en kalligrafipen. Coveret til bandets debutalbum fra 2017 er også hentet fra Nordkorea, et sorthvidfoto af det dengang ufærdige byggeri af det pyramideagtige megahotel Ryugyong i Pyongyang.

Den 5. november forlader vi København og rejser ind i et rædselsregime. Vi vil vippe hovederne til noget ubehageligt.

Gruppens visuelle æstetik, pladecovers med østblokarkitektur og nordkoreanske prestigebyggerier, minder om noget ubehageligt solidt, en form for materialiseret undertrykkelse. Lydene af bandets synthesizers er plukket i firsernes kataloger af instrumenter. Og så handler teksterne selvfølgelig også om at være et sted, man ikke har lyst til at være. Som på debutpladen С крыш наших домов, på dansk Fra tagene på vores huse, tredje nummer ​​​​​​люди надоели som kan oversættes til Træt af folk eller Folk er irriterende: »Jeg har ingen grund til at drømme« og »Jeg er træt af folk, og folk er trætte af det hele«. Instrumentalen har ingen svulstige krummelurer, ingen synkoper i avancerede betoningsmønstre, lyrikken er rå og ligefrem som beton.

Jeg har set liveoptagelser af gruppens koncerter, mennesker som danser, mennesker som drikker øl og tilsyneladende nyder livet til musikken, koncerter holdt i liberale demokratier, til festivaler, i vestlige metropoler som San Francisco og Paris. Da Molchat Doma tidligere på året annoncerede deres første besøg i København, tøvede min ven og jeg ikke med at købe billetter. Mørk og brutal dark wave i Den Grå Hal på Christiania, tæt på perfekt. Den 5. november forlader vi København og rejser ind i et rædselsregime. Vi vil vippe hovederne til noget ubehageligt.

I Den Grå Hal er man hverken rigtig indendørs eller udendørs, gulvet er flisebelagt som en parkeringsplads, temperaturen er lav og belysningen er lav, baren er en lang bod i den ene ende som til et halbal i provinsen. Det summer som altid før en optræden, en person tænder en cigaret og sender en sky lige op i luften. Vi stiller os midt i det hele. Det er fattigt og det er godt, vi er ikke på vej til fløjtekoncert eller strygekvartet, vi er på vej til et sted med udsigt til kemikaliefabrikker, forurenede søer og ræve med skab.

Uden nogen form for opvarmning sætter en lynhurtig salve af lilletromme pludselig gang i koncerten. Flankeret af gruppens instrumentalister Pavel Kozlov og Roman Komogortsev træder gruppens vokalist Egor Shutko frem midt på scenen, et spotlight lyser direkte ned på ham fra oven og trækker hans ansigt til ekstremerne i lyset og i mørket, hans øjenhuler er sorte huller, resten af hans kranium skinner hvidt midt i scenens sorte hul. Scenen er fuldstændig uden udsmykning, nogle instrumenter spredt på scenen, en enkelt flightcase, ellers ingenting, intet banner, ingen LED-skærm. Uden scenografi føles hele koncerten lige så undergrundsagtig som musikken selv. Vi kunne lige så godt have stået i en kælder i Minsk.

Molchat Domas univers er et univers, hvor man bliver skudt, hvis man kører imod ensretningen. Et univers hvor man hænger sig selv og ikke bliver fundet af nogen.

Den relativt unge gruppe har de sidste år skudt en forsvarlig mængde mørk musik ud i verden, har nu langt over en halv milliard streams på Spotify alene, månedligt over 3 millioner lyttere. Som konventionelle kunstnere er gruppen tilsyneladende endnu ikke nået den brede skare, men har alligevel nået et imponerende omfang. Gruppens lyd er over de senere år nemlig yndet brugt som underlægningsmusik på mere dystre dele af de sociale medier TikTok og Instagram, baggrundsmusik på fotoserier af halvsmadrede boligkomplekser i Sibirien, videoer fra slidte køkkener, morgenrutiner med vodka og maskinrullede cigaretter, pelshuer og lange frakker, mennesker som skutter sig i mørket. Gruppens karakteristiske univers af undertrykkelse i firsernes Østeuropa har markeret gruppen internationalt, lyden er med teksterne et genkendeligt univers selv for mennesker der, som jeg, aldrig har været vidne til Sovjetunionens rædsler.

Da deres megahit Судно (борис рижий), på dansk Bækken (Boris Ryzhiy), slår an, går folk mere eller mindre amok i dans oppe foran. Nummeret handler om et dødsleje i en fattigt indrettet lejlighed eller på en hospitalsstue, og kan kun forstås som en anerkendelse af den afdøde russiske digter Boris Ryzhiy som i 2001 begik selvmord et sted i den russiske oblast Sverdlovsk. Med omkvædet hentet fra Ryzhiys digt af samme navn »Emaljeret bækken / Vindue, natbord og seng / Livet er svært og ikke rart / Men det er rart at dø« er stemningen i Den Grå Hal intens, koncerten forvandles til en fest. En vred fest. Formentlig forstår kun få mennesker her, hvad nummeret handler om, men alligevel føles det som om, alle er med. Lyden er vred på en måde, de fleste kan kende.

Men hvorfor står vi og danser til noget så tragisk som Boris Rizhiys skæbne? Molchat Domas univers er et univers, hvor man bliver skudt, hvis man kører imod ensretningen. Et univers hvor man hænger sig selv og ikke bliver fundet af nogen. Et sted hvor man bliver anholdt og aldrig bliver sluppet fri igen. Jeg tager en tår af min øl som smager sødt og af humle der har stået på en mark hvor solen skinner. Glimtvis dukker Egor Shutko op i mørket på scenen og laver elvisagtige rubber legs, stopper op i to sekunders stilhed, bryder pludselig ud i tilfældige spjæt til stroboskoplys og en blytung bas med distortion, kludedukkemarionet styret af en rystende hånd som hele tiden bliver forskrækket.

Var man uden varsel blevet fjernet fra sin night cap den halvdøde aften i den halvtomme restaurant på Hotel Panorama i 1982 og sat ind i Den Grå Hal nu, var man ganske vist også blevet forskrækket. Det er på mange måder ekstremt. Lyden er ny, men lyder som noget gammelt. Det sted, Molchat Doma befinder sig, har aldrig fundet sted. Det er syntetisk. Nyt og gammelt og spredt over hele verden, nogle politiske principper, livsstil og æstetik knytter det sammen, Nordkorea 2007, Nordkorea 1995, Boris Rizhiy fra Sverdlovsk 16 år gammel på Hotel Panorama i Tjekkoslovakiet, Boris Rizhiys digt fra 1997 på Hotel Panorama i 1982, en klistret substans løsrevet enhver kronologi, et kæmpe miks.

Molchat Domas værker er oprørske på en ukonventionel måde. Lyrikkens stemme kommenterer for det meste, fortællerne er passive, taler ikke om revolution eller opløsning af andet end kroppen og bevidstheden. Men gruppen gør lige nøjagtig dét, et totalitært styre for alt i verden vil undgå. De iscenesætter et liv i undertrykkelse. Materielle endepunkter som det brutalistiske Hotel Panorama i Tjekkoslovakiet er udtryk for et styres allestedsnærvær, noget som bedst kan beskrives som politiske konsekvenser, men som i historiefortællingen også kaldes epoker eller historiske perioder. Vi må undslå os temporaliteten i det her. I en by uden bænke glemmer man, at man engang kunne finde på at sætte sig ned. Man går videre uden at sætte sig ned på en bænk.

Gruppen gør lige nøjagtig dét, et totalitært styre for alt i verden vil undgå. De iscenesætter et liv i undertrykkelse.

På scenen ryster Egor Shutko mekanisk og synger »Løb idiot, løb // Ned ad trappen, ned ad trappen, ned ad trappen.« I en by af glatte, firkantede højhuse glemmer man, at bygninger engang var klædt i spraglede friser. Man går videre uden at tænke over det. I en by af højhuse i grå beton bliver man lille og man glemmer, at man engang ikke var så lille. Højhuse som stirrer ned på et lille menneske som findes midt i det hele og hverken kan gøre fra eller til. Det er ikke historiens gang. Historien er her slet ikke. Vi er ikke sluppet ud af noget og ind i noget andet. Vi lever ikke i nogen fri verden.

Hotel Panorama er ikke kun resultat af underskriften fra en velsoigneret hånd med sort signetring som sikkert og svungent i 1955 skriver under på et dekret om »fjernelse af unødvendighed i design og konstruktion,« skyder byer og kvarterer op af sovjetisk modernisme, fortsætter, når chancen byder sig, måske i Nordkorea, måske i resten af verden, måske nu eller i fremtiden. Hotel Panorama er også et eksempel på idéen om, at mennesker underkaster sig, hvis undertrykkelsen er altomfattende. Hvis vi forstår den altomfattende undertrykkelse i Østeuropa som noget historisk, reduceres elementer i det totalitære til øjeblikkes dekreter, personer og underskrifter. Når Molchat Doma smelter det hele sammen, bevares nogle evige logikker for undertrykkelse, hånden med signetring skrælles ind til en jernnæve som kun bliver forskrækket, når dukkespillet udstilles på en scene, som kun bliver forskrækket, når afsky, ubehag og afmagt afsløres som evige fornemmelser.

Når det er en hjørnesten i totalitære kræfters idé om undertrykkelse at være til stede over det hele, bliver modstanden besværlig. I hvert fald indefra. Der er ikke plads til modstanden. Der er ikke plads til modstand i mere eller mindre altomfattende projekter, ideologier, som også er ret diffuse i praksis. Det er modernistisk og brutalistisk arkitektur et eksempel på. Socialisme er et diffust projekt i praksis. Liberalisme er et diffust projekt i praksis. Men Molchat Domas ublu iscenesættelse af tingenes tilstand nægter at tegne politiske linjer op. De behøver det slet ikke. Som ren og skær tilstand, passive, døende kroppe, øjne som registrerer og kommenterer på tværs af tid og rum, fungerer gruppens kunst i et andet felt end praktisk politik fungerer, et felt som undgår den dialektik, som åbenbart altid har været en præmis for politiske projekter, og som måske altid vil være det.

En kunst som nægter, at det nogensinde skulle være muligt fuldstændig at undslippe noget ubehageligt. Det vil altid findes, måske bare et andet sted. Det er, hvad iscenesættelsen tvinger frem et sted som Den Grå Hal på Christiania. Et andet sted end det sted, Molchat Doma skriver fra. Noget som findes uden for scenen, uden for undertrykkelsen, ganske enkelt, et gulv med et publikum, en platform som Spotify, en fredelig dagligstue i Danmark.