Hænder, tændstik, askebæger

I mit barndomshjem hang et billede af en majestætisk kvinde med en slavisk ørnenæse og kort pandehår. Som barn forstod jeg ikke, hvem hun var, og hvorfor hun hang i vores stue. Senere skulle jeg få at vide, at portrættet forestillede den russiske digter Anna Akhmatova (1889-1966), og at hun hang i vores stue, fordi min polske mormor var fuldstændig besat af hende og oversatte hendes digte fra russisk til polsk, mens de var forbudte i det kommunistiske Polen.

Akhmatova begyndte sin karriere som digter i det, man kalder den russiske sølvalder, der strakte sig fra 1890-1917. Det var en af de mest bugnende perioder i russisk litteraturhistorie, hvor nogle af Ruslands største forfattere levede og skrev: Osip Mandelsjtam, Marina Tsvetajeva, Boris Pasternak og mange flere. At de tilmed var venner, elskere og konkurrenter gør fortællingen endnu saftigere. Desto mere sørgeligt er det, at næsten alle disse forfattere døde før tid, at de fleste måtte slutte deres litterære karrierer på grund af censur, selvmord eller arrestationer, og at de færreste overhovedet overlevede til at kunne fortælle om den terror, de levede og skrev under i Sovjetunionen. Men på mirakuløs vis overlevede