Den store formidlingsdyst

Hver gang DR præsenterer et nyt kulturprogram, går jeg altid til det med en vis skepsis. Jeg forestiller mig, at disse programmer nok er dem, der giver tilrettelæggerne de største hovedpiner, for der er noget ubestemmeligt i tiden, der skaber et internt modsætningsforhold mellem den offentlige ydelse, der skal leveres til hele folket, og så det egentlige, potentielt elitære, emne: kunsten. Man har i DR’s nye satsning, Kunst til tiden, forsøgt sig med et noget formularisk format, hvor man nærmest på tidskoden kan udpege, hvornår der leveres public service, og hvornår kunsten bare får lov til at ånde. Og på den måde er programmet måske et meget fint portræt af de vilkår, som størstedelen af de skabende kunstnere i Danmark arbejder under lige nu.

Kort fortalt er programmet skåret over samme skabelon som f.eks. Den store bagedyst eller Danmarks næste designklassiker, dog uden noget konkurrenceelement. Hvert afsnit tager udgangspunkt i en kunstnerisk periode eller stilart, og to kunstnere bliver så bedt om at producere et værk sammen, der på den ene eller anden måde går i dialog med denne isme (der er tale om hhv. romantikken, minimalismen, renæssancen, surrealismen og rokoko).

Kunstnerne har helt frie hænder og er altså udelukkende begrænset af det fysiske og sociale mulighedsrum – og tiden: de kun har 24 timer til at producere værket. I resten af afsnittet følger vi kunstnernes proces, mens der klippes til samtaler med kunstformidlere, der har til opgave at indvie os i de forskellige emners kontekster og kendetegn. Til sidst i programmet kommer programmets vært, Ane Cortzen, og kunstformidlerne (Rhea Dall er med som fast formidler og får så følgeskab af forskellige formidlere fra afsnit til afsnit) til en præsentation af værket, hvor de skal vurdere det. Og det er nok i den her vurdering, at nogle af mine anker mod programmet træder tydeligst frem.

Projektmageriet længe leve

Den sætning, der optræder allerflest gange i løbet af hele programserien lyder nogenlunde sådan her: »Hvad kan vi så bruge det til i dag?« Det er det, der spørges om, når de ellers virkelig dygtige formidlere fortæller om de forskellige perioder og stilarter, og det er også det, der spørges om, når værkerne skal vurderes.

Der bliver her sjældent talt om, hvordan eller hvorfor værket er interessant, eller bare – kort sagt – hvad det gør, men snarere om, hvordan det turbofremstillede værk har opfyldt opgaven. Ja, man kan nærmest mærke, hvordan kunsten vrider sig i den her tematiske spændetrøje, som ironisk nok har affødt den. Der er noget ved programmets holden fast i projektet som prisme, der føles meget sigende for både de vilkår, som danske kunstnere arbejder under, såvel som det sted, DR befinder sig anno 2024.

Programmet er hjemsøgt af den efterhånden ret støvede idé om folkelighed, der stadigvæk spøger i mange andre kunst- og kulturinstitutioner i Danmark.

Hvad der for eksempel kunne have været en god mulighed for en pædagogisk formidling af, hvad performancekunst eller fotografi er for noget, og hvad det kan, bliver i stedet, desværre, til en noget stavepladeagtig gennemgang af, hvad romantikken dækker over, hvilket får mig til at føle, at programmet klart er rettet mere mod den gængse gymnasieelev snarere end et bredt udsnit af kunstinteresserede danskere.

Programmet er på den måde hjemsøgt af den efterhånden ret støvede idé om folkelighed, der stadigvæk spøger i mange andre kunst- og kulturinstitutioner i Danmark. Denne typiske rubrik, der står øverst oppe i præsentationen af de fleste bøger, teaterstykker og kunstudstillinger, der skal forklare mig som modtager, hvordan dette værk taler ind i samtiden, eller hvorfor det er vigtigt. Der er en angst på færde for, at de mennesker, der opsøger kunsten, giver sig til at gå til den med deres egne perspektiver og livserfaringer, og jeg finder det ofte ekstremt forstemmende.

Jeg kan også sige det på en anden måde: Jeg ved ikke en drøjt om fodbold, og det kommer jeg heller aldrig til, for der findes ikke den fodboldkommentator, der gider at nedlade sig til at forklare, hvad offside betyder, mens kampen er i gang. Jeg ville kort sagt ønske, at programmet gik til kunsten med en anelse mere selvtillid, præcis ligesom den førnævnte, metaforiske fodboldkommentator. Eller måske endda den selvtillid, som kunstnerne i programserien selv besidder. For der er også nogle virkelig fine takter på færde. Jeg ville bare ønske, at de fik mere plads.

Mindre nytteværdi, mere begejstring

Hvis jeg lige hiver Den store bagedyst ind til sammenligning igen, kan man sige, at det, som Kunst til tiden har til fælles med Bagedysten, er, at det er en type af program, der står og falder med programmets personligheder og den kemi, der er imellem dem. Og det er der heldigvis masser af.

Meget i stil med et andet DR-program, Kunstnerkolonien, finder jeg det ekstremt interessant at se, præcis hvor forskellige praksisser og metoder, der kan være på færde hos de forskellige kunstnere. Det er befriende at få et indblik i, hvordan verden ser ud fra lige præcis det sted, hvor den givne kunster befinder sig, og hvad der så sker, når de to udsynspunkter mødes. At de får tid og plads til at tale om det. Og det er for den sags skyld også befriende, ja, måske endda oplysende for folk at se, hvordan kunsten bliver til. For det er jo ikke til det projektplanlægningsmøde, der foregår to år inden udstillingen åbner, at den bliver til, ligesom det heller ikke er i forfatningen af den formidlingstekst, der skal hænge ved indgangen, men imellem hænderne på kunstnerne. Der er en ærlighed i det vanvidsprojekt, som det er at skabe et værk på 24 timer, der kalder noget ekstremt tiltalende og sjovt(!) frem i de medvirkende kunstnere, og som jeg tror er langt mere afværgende overfor de mere kunstforskrækkede af landets borgere, end den formidlingstunge del af programmerne er.

I sidste ende sidder jeg tilbage med blandede følelser og må nok sande, at jeg ville ønske, at programmet trak en anelse mere på det forlæg, som Bagedysten føles som. Der er ingen, der spørger, hvad en croquembouche har at sige om og i dagens Danmark, eller hvad den er til for. Den er der bare, og programmets fokus er rettet mod processerne og deltagernes tanker og perspektiver i deres begejstrede omgang med det, som de hele tiden arbejder med: kunsten.