Klimaelefant i en energibutik

Danmarks EnergiMetropol. Energimekka. Eller bare Esbjerg. Her finder Energiens Folkemøde sted: årets største begivenhed for den grønne omstilling. Det er - udover Folkemødet på Bornholm - noget helt særligt, siger Lars Aagaard, Energi-, Klima- og Forsyningsminister i sin åbningstale.

Hele Danmarks energibranche og Esbjergs skoleelever er inviteret for at diskutere og lære om fremtidens energiformer, som finder sted på Torvet og i Musikhuset. Men børnene har kun adgang til Torvet, og branchen bevæger sig ikke udenfor Musikhuset. Pressedækningen er beskeden, men et lille antal fra aktivistorganisationer er dukket trofast op med bannere og kritiske spørgsmål.

Vi taler om grøn energi i stedet for olie og gas, men det betyder ikke at den fossile aktivitet er stoppet. Det store spørgsmål er så: Kan Energiens Folkemøde være med til at skubbe energiindustrien i en grønnere retning? Er det her, blandt talenter og magt, at den reelle kamp for klimaet skal udkæmpes?

Tilbage i 2011 gennemgik Esbjerg en omfattende rebranding, hvor de navngav sig selv Danmarks EnergiMetropol. Et smart PR-træk, for byen manglede folk, og den havde længe været knudepunkt for Danmarks offshore-aktiviteter som olie, gas og vind.

Det er gået ret godt, og lige nu har Esbjergs borgmester, venstremanden Jesper Frost Rasmussen sågar også præsidentskabet i den globale sammenslutning af førende energibyer: The World Energy Cities Partnership. Et fornemt selskab, der skal forbinde energibyer rundt i verden til sammen at løse de udfordringer som fremtidens energi, miljø og klima står over for. Disse energibyer tæller, foruden Esbjerg, blandt andet Cape Town, Stavanger og Dammam, som ligger i Saudi-Arabien - verdens største olieksportland - og hvis borgmester, Fahad M. Aljubair, i øvrigt lige nu besidder vicepræsidentposten i The World Energy Cities Partnership. Sådan kan det jo gå.

Men nu er vi jo i Esbjerg, og nærmere specifikt på Folkescenen. Det er fredag, klokken er halv 10, og Lars Aagaard er i gang med at åbne festen. Teltet er halvfyldt af unge og gamle, ude i siden står en klimabenægter, der har iklædt sig et skilt med såkaldte facts om klimaforandringer og et citat om, at man skal huske at lytte til modparten.

Nysgerrige journalister er tydeligvis ikke vanvittigt populære blandt energibranchens udsendte.

Lidt længere ved siden af, står syv lydløse aktivister fra FossilFri Fremtid og Den Grønne Ungdomsbevægelse med bannere hvor der står “Olie dræber” og “Klimasvigt”. Aktivisterne gør ikke yderligere væsen af sig, men er – gudskelov – flankeret af hele fire politibetjente.

Selvom aktivisterne ikke siger noget, er deres synlighed larmende. Det skaber en lidt halvakavet stemning, indtil ministeren anerkender deres tilstedeværelse og takker dem for at være kommet - så længe de er interesserede i dialogen, understreger han bestemt - og sender en klapsalve afsted. Aktivisterne er interesserede i dialogen, for de har på forhånd anmodet om deltagelse i debatterne. Men de fik ikke lov, i hvert fald fik de ikke noget svar. Og så er dialogen jo udfordret, kunne man argumentere for. På trods af den kæmpestore klimaelefant i rummet, nævner ministeren ikke klimaet én gang i løbet af de 15 minutter han står deroppe.

Til gengæld sender han en stor bog ud, hvor der på omslaget står KLIMABOG, som publikum opfordres til at skrive i. Fordi, som han siger: »dét, der irriterer mig allermest – altså lige efter pressen - er nemlig, at jeg ikke kan nå at tale med alle dem, jeg gerne vil tale med. Men med denne bog får jeg muligheden.« En embedsmand går rundt blandt publikum med bogen og et polaroidkamera til at forevige hver gang der bliver skrevet i bogen. Et stort øjeblik for klimaet, må man forstå.

På Torvet er der sat to scener op og et telt med utallige stande, hvor virksomheder og uddannelsessteder konkurrerer om de besøgendes opmærksomhed. Kommunens skoleelever står i kø til candyfloss og photo booth, de tester viden om Power-to-X i håbet om at vinde en højtaler og de samler skrald i bytte for kakao.

Det vrimler med børn som gør stedet til et bogstaveligt kraftfelt, men går man små 100 meter op af Torvegade, kommer man til Musikhuset. Og her ligger Topkonferencen, som er Energiens Folkemødes tredje og vigtigste scene, og kræver akkreditering for at være med. På bordet ligger der navneskilte med tilhørende nøglering fra NorSea, ligesom der ligger NorSea muleposer på stolene foran scenen. På skærmene rundtom står der, at det præsenteres af NorSea, og i øvrigt også af Aalborg Universitet og Energiens Folkemøde, og der står en stor NorSea elbil midt inde i salen. Og når ja, NorSea ejer praktisk talt også Esbjergs Havn.

Hvis man ikke havde forstået det, er NorSea hovedsponsor af Topkonferencen. NorSea er norskejet og har hovedkontor i Tananger, 10 kilometer vest for Stavanger. NorSea er også Danmarks største forsyningsbase til energibranchen, og mens de med den ene hånd investerer i grøn strøm, indgår de med den anden hånd en, ifølge dem selv, historisk stor »billion-kroner contract« med TotalEnergies, et af verdens største olieselskaber. Som selvfølgelig også er rigt repræsenteret her på Energiens Folkemøde.

Lars Aagaard og borgmesteren Jesper Frost Rasmussen skynder sig videre til Topkonferencen for at åbne denne scene også. Ministeren holder næsten samme tale som ved åbningen af Folkescenen et kvarter tidligere, men med sine små 15 års erfaring som vicedirektør og direktør for Dansk Energi, er han nu blandt venner, og pointerne vækker større genklang her. Han udfolder sig frit i en teatralsk forestillet dialog om klimakrisen, og jokesene bliver mødt af et taknemmeligt publikum. Herinde taler jakkesættene samme sprog.

Har man greenwashet navnet lidt, spørger jeg ham med et smil. En lille pause. Nej, det vil jeg ikke mene, siger han

Én ting der er anderledes ved denne tale, udover hans teatralske indslag, er at i stedet for at sende klimabogen rundt, adresserer han direkte klimaforandringerne - og dét med stor alvor. Det virker som et forsøg på at lægge en præmis for dagen, men olieselskabernes stærke tilstedeværelse hænger stadig ubesvaret i luften. Men det gør FossilFri Fremtid ikke, som rejser sig op og stiller et spørgsmål til ministeren om netop dette.

De beroliger først jakkesættene om, at de altså ikke er kommet for at lave ballade, de er kommet for samtalen, og så stiller de spørgsmålet som vi alle tænker - okay, måske kun nogle af os tænker: »Hvordan passer det ind i den grønne omstilling at man fortsat har oliefelter?«

»Altså jeg lever i den virkelige verden,« svarer Lars Aagaard og holder en kunstpause. »I den virkelige verden er vores økonomi - Europas økonomi - jeres økonomi fortsat afhængig af fossile brændsler.« Der bliver hejst et skilt op, hvor der står GREENWASHING fra en af aktivistorganisationerne – en fredelig protest de har fundet på, hvor de, meget public service-agtigt, giver til kende når paneldeltagerne på scenen greenwasher.

Han fortsætter med at forklare, hvordan verden ikke kan hænge sammen, hvis vi hovedløst omstiller fra én dag til anden. »Det kan man godt ønske sig. Men det eneste man får ud af det, er at verden bliver weird.« Jeg tænker straks han har tyvstjålet weird fra Kamala Harris og Tim Walz’ valgkampagne, og jeg ved ikke om jeg synes det fungerer for ham. Han slutter selvsikkert af med at sige »I skulle altså overveje at tage til Norge.« Men aktivisterne har lige været i Norge.

Næste debat handler om Power-to-X og varer halvanden time. Programmet er stramt og vores tid er knap, så vi går tilbage til den anden del af folket og tjekker standene ud. Det er en udfordring at komme frem for bare børn, men for enden af teltet, kommer vi forbi Skills Denmarks stand, hvor nogle unge er i gang med at save i noget træ. Jeg spørger manden, der står ved standen, hvilken kobling Skills Denmark har til energi? »Ikke så meget,« griner han lidt, »men der er rigtig mange unge her. Og næste år er der Europamesterskab i Herning. EuroSkills. Og der skal vi bare være klar. Så vi er her mest for at tiltrække de unge.«

Lidt ved siden af, finder vi ro ved Energistyrelsens stand. De har en tavle hvor man skal sætte en legoklods på den vane, man gerne vil ændre. Mulighederne er “købe færre ting”, “streame/game mindre”, “spise mindre kød” eller “køre mindre i bil”. Der er også et stort banner med teksten: »Vil du være en del af Danmarks energiomstilling?« Kvinden ved standen spørger os, hvilken vane vi kunne tænke os at ændre, og jeg svarer om det ikke er misforstået at rette ansvaret mod forbrugerne? Hun virker lidt beklemt over min skepsis mod deres smarte tavle. Joo, selvfølgelig, men vi kan jo alle sammen gøre lidt, svarer hun venligt.

»Altså jeg lever i den virkelige verden,« svarer Lars Aagaard og holder en kunstpause.

Energistyrelsen har med tidligere kampagner rettet stort fokus mod danskernes personlige ansvar i den grønne omstilling, f.eks at man kan koge vand i elkedel og tage kortere bade. Og i dag synes Energistyrelsen så, at nu er turen kommet til børnene. Ikke mærkeligt her er så roligt.

Vi går tilbage til Topkonferencen, hvor debatten om Power-to-X stadig er i gang. En af paneldeltagerne er Jesper Høj-Hansen, CEO ved NorSea Denmark som er hovedsponsor af Topkonferencen. Han får et spørgsmål fra en aktivist fra Den Grønne Ungdomsbevægelse, som spørger ind til en formulering på NorSeas hjemmeside, som lyder: »As a one-stop-shop provider for the entire energy industry, we have supplied innovative, flexible, and safe solutions for more than 50 years.«

Her hæfter hun sig ved brugen af ordet “safe”, fordi hun kan ikke se hvad der er “safe” ved NorSea med deres stærke tilknytning til olie- og gasmarkedet, hvad der er “safe” over at transporten af enorme mængder olie nu er på el, hvad der er “safe” over hendes fremtid med en fortsat olieproduktion i verden. »Tak for spørgsmålet«, svarer CEO’en, »når vi skriver safe, så er det fordi vi har en rigtig sikker arbejdsplads. Så selvom vi arbejder i farligt miljø, som det jo er, så sikrer vi arbejdsmiljøet, således at vi ikke kommer galt afsted.« »Så kan det være, det er dét, I skal skrive i stedet for« siger aktivisten, og bliver kort efter lukket ned af moderatoren.

Klokken 12 er der networking og sandwiches på programmet på Topkonferencen. En fantastisk mulighed for at møde energiens mænd og kvinder. Jeg henvender mig til et bord med to herrer, og bliver først mødt af to sæt venlige øjne, men straks jeg fortæller at jeg er journalist, bliver blikket noget mere stift. Nej tak, siger de, de vil ikke tale med mig, jeg siger de gerne må være anonyme, nej tak, jeg siger jeg bare vil have lidt stemningsbeskrivelser, nej tak.

Jeg spørger, om det er af samme grund, deres navneskilte er vendt om, nej tak gentager de. Jeg fatter hintet og går videre, til mit held vil en medarbejder fra Semco Maritime gerne tale med mig. Semco Maritime er en leverandørvirksomhed til energiindustrien med hovedsæde i Esbjerg - og milliardomsætning.

Jeg spørger, hvad han laver i Semco Maritime, og han kaster sig ud i en lang, indviklet forklaring, der sætter tiden på pause for mig. Vi taler ikke samme sprog, må jeg venligt påminde ham, og spørger om han kan forklare det til en udefrakommende. Han er i afdelingen for Transitional Energies, siger han. Spændende, siger jeg, har det altid heddet det? Nej, det ændrede navn for nogle år siden, før hed afdelingen Oil and Gas.

Har man greenwashet navnet lidt, spørger jeg ham med et smil. En lille pause. Nej, det vil jeg ikke mene, siger han, og fortsætter, for vedvarende energi fylder også en stor del af vores drift nu. En fair nok pointe, for Semco Maritimes årsrapport fra 2023 viser en næsten ligeligt fordelt omsætning mellem vedvarende energi og olie og gas. De har også sat sig en målsætning om at 65% af forretningen skal være fra vedvarende energi i 2027 - og det er faktisk samme år som deres kontrakt med TotalEnergies udløber. Så bliver det jo spændende at se, om den skal fornyes.

Energiens Folkemøde er årets største begivenhed for grøn omstilling, men ikke stor nok til at fastholde hverken ministrenes interesse eller pressens.

Nysgerrige journalister er tydeligvis ikke vanvittigt populære blandt energibranchens udsendte. Men der er heldigvis nogen der er ligeså upopulære som os her, og som gerne vil snakke med os: aktivisterne. Jeg spørger dem, hvordan de synes dagen er gået, om de er tilfredse. Tja, det er gået fint, siger de. Det er meget interessant at være her. FossilFri Fremtid og Den Grønne Ungdomsbevægelse har ikke fået lov til at tage deres bannere med ind i Topkonferencen, så de ligner ethvert andet jakkesæt herinde med deres skjorter og blazere.

Moderatoren, der lukkede aktivisten ned lige før, kommer hen og undskylder. Han har arbejdet med biogas det meste af sit liv på Aalborg Universitet, siger han, han forstår. Det var ikke meningen han ville være uhøflig. De taler lidt frem og tilbage, og jeg spørger ham så, om det ikke kunne være en idé at invitere nogen fra aktivistorganisationerne med i debatterne? Hmm jo, han tygger på det, det kan da sagtens ske at vi skal gøre det til næste år, siger han.

TotalEnergies Danmark medvirker i den næste debat, som handler om energiøer i Nordsøen. Det er Head of Reneawbles, Betina Jørgensen, der repræsenterer. Da det bliver hendes tur til at tale, stiller to kvinder fra Den Grønne Ungdomsbevægelse sig op ved siden af scenen med en flipover, som side efter side informerer om TotalEnergies skadelige og driftige olieaktiviteter. Igen, meget public service-agtigt. Betina Jørgensen og aktivisterne kender godt hinanden, og hun virker en anelse anspændt over deres stille aktion og den stjålne opmærksomhed.

Tidligere på dagen spurgte jeg nogle politibetjente, om de havde fået særlige instrukser på noget i løbet af dagen … måske noget med nogle aktivister? Nææ, sagde de, vi har ikke fået noget som helst at vide angående aktivisterne. Alligevel er de altid mindst to betjente i nærheden af aktivistgrupperne, og straks debatten om energiøerne er færdig, er politiet på pletten til at skrive aktivisterne op.

Betjentene siger at det er TotalEnergies har anmeldt dem, men ingen fra selskabet vil vedkende sig ansvaret. Aktivisterne har heller ikke fået nogen digital bekræftelse på anmeldelsen. Vi har derfor søgt aktindsigt i sagen.

Vi prøver at få fat på Lars Aagaard, vi har været i kontakt med hans folk hele dagen med henblik på at lave et interview. Lidt i 12 ringer presserådgiveren, hun siger at han er ved at afrunde en ungedebat på Energiscenen, og derefter skal han desværre tilbage til København.

Vi skynder os over til Energiscenen, der er heldigvis ikke så langt i Esbjerg midtby. Han står på den lille scene og giver gode råd til de unge repræsentanter fra erhvervsuddannelserne, og han får da også lige kilet endnu en kommentar ind om at journalister er irriterende. Det tegner jo ikke så godt for os. Mens vi venter, kommer embedsmanden hen til os med Klimabogen og spørger os meget begejstret om vi ikke vil skrive i den. Vi skriver “Ryd fladen for klimaet” og tegner en stor, energiudladende sol. Og får så taget vores billede. Journalistens hævn. Eller noget.

Det er vist ikke her, de store klimakampe bliver udkæmpet.

Ministeren er på vej væk med hastige skridt, før vi når at opdage det. Vi løber efter ham, og jeg gennemtvinger en håndsrækning og præsentation, og spørger så om han ikke har ét minut til interview. Nej, jeg skal skynde mig videre, siger han. Men hvis Energiens Folkemøde er så særligt som du siger, hvorfor skynder du dig så væk efter ikke engang tre timer, spørger jeg, jeg har desværre ikke tid, siger han.

Men hvis du synes det er så vigtigt, hvorfor vil du så ikke stille op til et interview og få de gode budskaber ud, insisterer jeg igen, jeg har ikke tid, siger han igen, og så smækker han ellers ministerbilens dør i hovedet på mig, og jeg må skynde mig væk for chaufførens meget travle, tør jeg sige aggressive, udkørsel.

Vi går tilbage til embedsmanden og presserådgiveren, der gentager, at han havde travlt. Hvad kan man gøre. Embedsmanden står stadig med klimabogen. Kan det passe at klimaministeren har glemt sin vigtige klimabog, der får ham i kontakt med folket? Det forstår jeg ikke. Jeg forstår heller ikke, at han smutter efter kun to timer og tre kvarter til det »meget særlige Energiens Folkemøde«. Det varer ellers i to hele dage.

Ministeren for Samfundssikkerhed og Beredskab, Torsten Schack Pedersen, var også forbi, men vi så ham ikke. Den nye minister har i sin kommunikation omkring sit nye arbejde, lagt stor vægt på, at ministeriet er oprettet på grund af større og større udfordringer med vejret. Jeg har siden forsøgt at få svar fra hans presseafdeling om hvor lang tid han befandt sig på Energiens Folkemøde, men det er åbenbart et rigtig svært spørgsmål. Man må håbe, det ikke er lige så svært for ministeriet at håndtere klimaforandringernes ekstreme vejr.

Energiens Folkemøde er årets største begivenhed for grøn omstilling, men ikke stor nok til at fastholde hverken ministrenes interesse eller pressens. Aktivister er velkomne, men helst ude af synsfeltet. »De skal ville dialogen« blev der sagt. Men hvordan samtaler man med en mand der flygter fra folket i sin ministerbil? 

Det er vist ikke her, de store klimakampe bliver udkæmpet. Måske var Energiens Folkemøde bare ikke nogen stor dag for hverken demokratiet eller for klimaet. Men det virkede til at være en fed fridag for børnene og branchen.