En økogotisk kærlighedsaffære
På hvide birketræstammer ligner knasterne øjne. Hvis man har befundet sig i en birkeskov, har man måske følt sig observeret. Den største irrationelle frygt jeg har oplevet i mit voksenliv var midt i en lysning, omringet af skov. Observeret af en tavs hær af træstammer, der forgrenede sig bagud, ind i mørket, følte jeg mig udsat, som en fremmed. I tre kvarter havde jeg cirkuleret pladsen, inden den viste sig for mig, pludseligt, midt på vejen, på et sted, jeg med sikkerhed mente, jeg havde passeret tre eller fire gange. Som fremkaldt fra en anden dimension, stod jeg pludseligt omringet af skov, midt i min lysning.
Jeg spiste bulgur med dåsetun og drak rødvin og kunne ikke slippe følelsen af træernes blikke. De betragtede mig fra afstand, fra skovens mørke, og min frygt mindede mest af alt om barndommens mørkeangst, forsvarsløsheden, det derude, eller i mit tilfælde det derinde, mellem træerne. Jeg lagde mig til at sove i shelteret klokken halv otte på en juliaften for at gemme mig i søvnen som et barn, der gemmer sig under dynen.
Træerne er levende, tænkte jeg måske midt i min frygt. Måske ikke, men noget mærkede jeg ved skoven. Det er det der noget, som Algernon Blackwoods Manden, træerne elskede handler om. Det der noget ved skoven, ved træerne specifikt.
Det eksotiske navn, Algernon Blackwood, kan synes opfundet til lejligheden, men det er altså det borgerlige navn, der blev givet gyserforfatteren, lang tid inden han blev gyserforfatter, kort efter han blev født i 1869. Det føles jo næsten forudbestemt, at lille Algernon Blackwood skulle vokse op til at forfatte gyser- og spøgelseshistorier og såkaldt ”weird fiction”.
Den korte roman er den første af Blackwood, der nu foreligger på dansk takket været mikroforlaget Ti Vilde Heste, er skrevet i 1912. Indtil videre er den kun en overset parentes i litteraturhistorien, men det ændrer ikke på, at fortællingen rummer sælsomme og unikke højdepunkter, som jeg ikke vil være foruden efter at have læst.
På grænsen til skoven bor ægteparret Bittacy. Han, David, er pensioneret kommissær for Skovstyrelsen og besat af træer. Hun, Sophia, er en selvopofrende evangelisk kristen. En dag inviterer David en kunstmaler på besøg hvis foretrukne motiv er, you guessed it, træer. Maleren deler den intense hengivenhed for skovens barkklædte individer, og langsomt bliver David Bittacy, til sin kones tiltagende bekymring, mere og mere draget af træerne og af skoven. Når vinden bruser i bladende, lokker træerne ham til sig som sirener.
Fortællingen finder sine højdepunkter inde blandt træerne. Her havner David Bittacy i en slags desorienteret hypnose, og skovens bevidsthed forgrener sig ind i menneskesindet som et usynligt rodnet. Den økopoetiske horror udstiller en menneskelig afmægtighed i en skræmmende smuk og mystisk natur. Fortællingen er på den ene side et sympatisk portræt af en passioneret, økologisk kærlighedsaffære mellem David og træerne, og på den anden side er skovens magt en sindsoprivende, fremmed og sprogløs urkraft: »Ingen fugle sang. Ingen kaniner hoppede deres vej, når hun nærmede sig. Stilheden var lammende, og over alting hang en tyngde som et svært forhæng«, beretter fortælleren klaustrofobisk og forsætter senere: »Forhænget hang kompakt og tungt, som blev det stadig tættere. Luften slap kun vanskeligt igennem.« Blackwoods skove er skræmmende, tavst kommunikerende og kvælende.
Visse passager lyser op med litterært overskud. Andre steder må man møve sig lidt igennem lommefilosofiske og overforklarende dialoger om verdensaltets sammenhæng. Men det ændrer ikke på, at romanens lyspunkter er læsningen værd. Her er indsigten i en specifik og urmenneskelig angst knyttet til en naturopfattelse, som er ligeså angstindgydende som betagende.
Manden, træerne elskede er en slags litteratur, der måske ikke ville blive udgivet på større kommercielle forlag. Måske er den for obskur, måske for usikker, måske for svingende i stilistisk ”kvalitet”, men ikke desto mindre er den et kuriøst litteraturhistorisk fund, som fortjener sin plads, smukt udsmykket med fotografier af træer, som en slags morbid påmindelse om papirets oprindelse, litteraturens materielle forbindelse til træerne.
Nogle gange må man gå lidt i cirkler for at finde en lysning. Sådan kan det også føles at læse Manden, træerne elskede. Men når man endelig finder sin lysning og sætter sig, er man smukt og ængsteligt omsluttet af birkeknasternes blikke.