Naturen som det fremmede
Langt ude i fremtiden har en mystisk plage udryddet næsten alt biologisk liv på Jorden, og menneskeheden har udviklet en ekstrem aversion for »mikrober«. Alt er gråt, og befolkningen bor i massive habitater spredt ud over verdensørkenen. Befolkningen er klædt i ansigtsmasker og tarvelige pjalter. Da et mytisk rumskib ved navn ARK-1 bliver fundet ude i rummet, bliver den unge biolog Hio sendt afsted med en ekspedition for at finde noget meget værdifuldt gemt i skibets kerne, men til deres store overraskelse bugner skibets indre af planter og dyr – og farver.
Det er dette skift fra grå dystopi til grønt naturparadis, der er det stærkeste øjeblik i Dark Halo, ikke mindst fordi de prangende, grynede farver også spiller en stærk symbolsk rolle i historien: Selv da udforskerne træder ind i den enorme biosfære, illustreres de fortsat i grå nuancer, både visuelt og ideologisk adskilt fra naturen i deres lufttætte dragter. Hios overordnede betragter omgivelserne med foragt og i bedste fald som biologiske rester, der kan høste p