»Vi har brug for lyde og farver og natur for at fortælle, så hvordan kan vi fortælle historier under klimakatastrofen?«
En længe ventet forårssol stråler over København, og Christian Petzold er i byen med sin sommerfilm Rød himmel. Sommerfilmen, som ifølge den tyske instruktør er en veletableret genre i f.eks. Frankrig og USA, men en tabt tradition i tysk film – revet op med rode, da alle filmfolkene flygtede til Hollywood under nazismens indtog i 1930´erne.
Men hvilket potentiale rummer så dette glemte tyske sommerland for en kunstner, hvis mest anerkendte bedrifter (Phoenix, Transit, Barbara) tæller værker, der med historisk vingesus, formalistisk opfindsomhed og emotionel tyngde sammensmelter fortid og nutid og netop forsøger at adressere det tyske krigstraumes efterdønninger?
»Sommerferien indeholder en masse muligheder, men også en melankoli,« siger Petzold og peger på den selvrealisering, som sommeren tilbyder – væk fra skolen, arbejdet, forpligtelserne og forældrene. Samtidig er der også skuffelsen over alt det, man alligevel aldrig griber
