Boomerne vender tilbage
Der er noget i vandet på den frodige måne Pandora i James Camerons Avatar: The Way of Water. Alt dirrer af organisk, skvulpende liv – her flyder ingen plastikflasker rundt, ikke en dråbe råolie har lagt sig på overfladespejlet.
Dypper man så meget som en lilletånegl, forbinder man sig til hele økosystemets sjælemoder, af de lokale navifolk kaldet Eywa, der viser sit ansigt i alt fra lysende planktonpartikler til de enorme og enormt intelligente tulkun-hvaler, der ligesom navierne arrangerer sig i fredelige, men forpligtende sociale fællesskaber og hersker i havene med eget sprog, kultur og religion.
Det hele er selvfølgelig én stor computergenereret simulation. Alle de venlige (og bestemt livagtige) badedyr er animeret af det New Zealandske visual effects-selskab Wētā FX, og de lange sekvenser, hvor filmens navihelte pjasker rundt i Pandoras farvande er en kombination af de levende skuespillere fanget på undervandskameraer og motion capture-animation.
Det er aldrig set før i filmhistorien. Dermed fortsætter James Cameron sin karrierelange besættelse af at bruge filmmediet som middel til at fremskynde den teknologiske udvikling, samtidig med at han isce
