Filmby København
Mange af os nyder dagligt godt af, og bidrager til, gentrificeringen af København. Mange af os ville næppe kappestride som kamphøns om en adresse i brokvarterene, havde det ikke været for de hippe cafeer, de grønne byrum og den generelle oprydning og afkriminalisering, der de sidste 40-50 år har defineret vores hovedstads rejse fra arbejderby til internationalt bæredygtighedsikon. Om vi vil indrømme det eller ej, vil mange af os, når alt kommer til alt, gerne bo i en sikker, ren og ordentlig by. Udviklingen har dog reelle konsekvenser, ikke kun for den kreative klasses dobbeltsidede selvrealisering gennem rå autenticitet (Berlinsyndromet), men samtidig social og økonomisk tryghed (Stockholmsyndromet?), men i særdeleshed for alle dem, vi alle sammen elsker at sige, at vi elsker, men som vi er så dårlige til at give plads: Alkoholikerne, førtidspensionisterne og alle de utilpassede, der passer godt ind i den romantiske forestilling om storbyen som smeltedigel for folk af alle oprindelser og samfundslag, men som efterhånden passer virkelig dårligt ind i virkelighedens storby.
Dén, hvor livet på gaden skal passe ind en mødepligtig arbejdsuge, og hvor huslejen gerne overstiger
