Brune drenge i tracksuits

I adskillige interviews har instruktørerne, Anders Ølholm og Frederik Louis Hviid, forklaret deres hensigt med Shorta: at lave en god genrefilm, som ikke er politisk. I disse interviews bruger de selv udtryk som “ghetto” og “indvandrerdrenge”, når de fortæller om filmen og dens plot. Begge er sproglige udtryk, der givetvis ikke er sagt med onde hensigter, men som alligevel er ladet med en bestemt politisk holdning om, at det kun er etniske danskere, som er ægte danskere, og at boligområder, der har et overtal af ikke-etniske danskere, automatisk er dysfunktionelle og farlige.

Måske er de ikke selv bevidste om deres sprogbrug, men det er tilnærmelsesvist ironisk at to instruktører - som stolt proklamerer, at de selv har venner fra “ghettoer” - ikke selv synes, at det er problematisk, at de repræsenterer en minoritet på film, som de så tydeligt placerer i en ‘dem’-kategori. Shorta fremstår mere utroværdig og selvmodsigende i lyset af instruktørernes udtalelser, og deres overbevisning om, at en film kan omhandle nogle af de største emner i dansk politik, uden at være politisk.

Shorta er et forsøg på at lave en socialrealistisk dansk politifilm