Djævlens kamera
»Djævlen i detaljen« må være Finchers produktionsmantra. Hans kamera undersøger ikke, men obducerer som en retsmediciner – hans film er tilstandsrapporter eller fastlæggelser af dødsårsager. Karaktererne i hans film er ikke så meget personer som cases: patienter, der udviser symptomer på de sygdomme, som samfundet (det moderne, vestlige, kapitalistiske, forstås) bærer.
Hans udtryk er dog væsensforskelligt fra europæiske pessimister som Gaspar Noé, Michael Haneke eller vores egen Lars Von Trier, der ligeledes vil kigge ned i menneskets afgrunde. De går anderledes fabulerende til værks, vil sprænge rammer for det levende billede, gøre publikum til aktive medskabere, og bærer deres eget image som provokatører som det højeste adelsmærke: »En film bør være som en sten i skoen,« som Von Trier sagde et par år før 90´erne kom og gjorde apati til det nye sort.
Man kan ikke forestille sig en sten i Finchers sko. Eller så meget som den mindste rids i hælen eller fedtplet på læderet. At kalde ham perfektionist ville være en underdrivelse, der ville sidestille ham med folk, der læser selvhjælpsbøger og farvekordinerer deres sokker med halstørklædet.
Det ville ikke undre mig
