Vestens voksne har svigtet sine børn
»Øjeblik«, siger Jørgen Herman Monrad på tysk, efter han og Péter Nádas er blevet klappet på plads på Revolver på Teater Republique. Først tømmer han en skulderlædertaske og dernæst en mindre rejserygsæk, indtil der ligger godt og vel et dusin af Nádas’ værker bredt ud på scenegulvet, foruden de bogstakke på bordet imellem dem. Han fortæller Nádas, at han har brugt de sidste måneder på at læse og genlæse, og man forestiller sig, at selv hvis han ikke sad der på scenen, ville han have siddet ude blandt de par hundrede mennesker, der har samlet sig en ganske almindelig, gråtonekedelig mandag eftermiddag på Østerbro i en sal, der føles 40 grader varm. En enkelt omme bagved mig dratter ned fra stolen i et slags ildebefindende efter et kvarters tid.
Monrad, der sammen med sin hustru, oversætter Judyta Preis, har kurateret et imponerende katalog af midteuropæiske forfattere til dansk, virker tydeligt benovet, og der er vel næppe nogen som Nádas, hvis forfatterskab strækker sig over mere end fem årtier, der bedre har kunnet betragte udviklingen af ideen om Europa, der i hans levetid har forandret sig fra Den Kolde Krigs jerntæppe til nutidens Ukrai