Ingen luft i luften
En dag i sommeren 1993, da det var blevet »overgangsløst varmt,« vågnede forfatteren Péter Nádas op i sin lejlighed i Budapest og mærkede, at noget ikke var »som det burde være.« Men han skød det hen; »jeg havde ting at gøre i byen og begav mig på vej,« som han langt senere skrev.
Om formiddagen mødtes Nádas med en kvinde på Café Gerbeaud, en Gründerzeit-café med grønt læder, mahogni, guldindfatninger, facetslebet krystal i rige mål. Bagefter hentede han trykark fra sin forlægger – der allerede næste morgen skulle foreligge gennemsete, korrigerede. Han bevægede sig gennem byen, nedsænket i tæt sommerhede. Nádas steg på en sporvogn. Det blev middag.
»Prægtigt vejr, fortalte jeg mig selv, men min krop strittede imod. Så ofte som muligt gik jeg over på den side af gaden, der henlå i skygge.« Han gik på restaurant. Bestilte frokost, svampesuppe, men kunne ikke spise noget. Han drak et glas rødvin og røg en cigaret, tavst, og tænkte: Luften er uden luft. Det blev eftermiddag. Nádas tog til tandlæge.
Svedende i stolen, dryppende, med skjorten åbentstående: Tandlægens assistent duppede ham. Bagefter tog han en taxa hjem. Kabinen lugtede af billig tobak, sved og deodor
