Ind i zonen
Et vindpust skyller en fed dunst af stegt kylling ind over køen foran Palads ved Vesterport i København. Omkring femten meter med unge mennesker overvejende klædt i sort tøj, læder, hæklede accessories som håndtasker og knyttede huer, men også mere spraglet og eksperimenterende, goth og swamp core, en nyere trend med sumpens æstetik per tekstil. For første gang i flere år ser jeg den milleniumikoniske WeSC-t-shirt, den titter skriggult frem under en lang frakke i læder.
Køen leder dog hverken til biografen eller et revyshow, men ind på en natklub. Bygningens kælder rummer nemlig den efterhånden etablerede klub Den Anden Side, et koncept som, siden moderklubben Ved Siden Af lukkede i 2022, har været Københavns fyrtårn for henholdsvis technomusik og tendensen ‘safe(r) space policy’ som over de senere år har bredt sig i det københavnske natteliv. Her gælder ti ubrydelige adfærdsregler, alt fra ‘feel the room’ til ‘consume responsively’, ‘don’t assume gender or pronouns’, regler som meget sympatisk skal facilitere et sikkert festrum for minoriteter.
Og selvom det forlyder, at stedet også er for folk som bare savner et nogenlunde civiliseret dansegulv, et sted hvor man ikke danser i vodka-redbull, hvor man taler om tingene, hvor ingen tager fat i din krave, fordi du står i vejen, kan det virke en smule forkert for mig at tage herind. Hverken mine venner eller jeg repræsenterer en minoritet. Indtager vi et rum, vi ikke skal indtage? Diffust eller ej skulle jeg mene, at politikken ellers lyder ret tiltalende for enhver med respekt for sine medmennesker, tiltalende for enhver som kan kende sig selv i en progressiv bevægelse, vi overlader spørgsmål om equity-equality til nogle andre i aften.
Ærefrygtigt stiller vi os bagerst i køen. For en sikkerheds skyld tjekker vi op på klubbens politik på min mobiltelefon, bare for at være forberedte. Aftenens DJ’s dukker også op på eventsiden, navne som Suzie The Cockroach, Matriark og Britney Speed. Vi skåler, holder så lav profil. Alt efter humøret på aftenens picker skal der ikke fjolles for meget, hvis vi skal have en chance i døren til et sted som dette. Jeg ved det af erfaring. Lidt længere fremme suger en person iført et tigerdyrskostume kraftigt på en joint og skærer ansigt, den kastes ud på vejen så det gnistrer under en sort Audi A6 som pludselig speeder op og drøner forbi køen, lyset fra Vesterports neonskilt får det til at føles lidt som en film af Winding Refn. Jeg skal senere bevidne tigerdyrets ‘feeling of the room’, og måske også Audiens ærinde. Men det kommer vi til.
Hvis man vil ind på en populær klub, kan det være en god idé at splitte sit selskab op i mindre grupper før indgangen. Døren til et sted som dette er et af de få steder i verden som hæver sig over matematikkens logik, to og to giver større chance end fire plus nul, ingen sætter tal på din fremtoning. To af mine venner, som passende nok går klædt som de to mennesker, de er, bliver indgående spurgt til både adfærdskodeks og DJ-lineup i indgangen. Vennen, jeg følges med, og munden mellem mine medium-size-hoop-ørering-bærende ører skal straks efter blot svare på spørgsmålet: »Hvad så, er I klar til et blast?«. Vi er inde.
En ’safer space’-politik handler om at kunne eksperimentere med narkotika, hjemmestrikkede eksperimenter, forstår jeg, udført af middel- og overklassens vågne børn, ser jeg.
Den klassiske garderobeluge er skiftet ud med et par rækker metalskabe. Min veninde køber en hængelås i entreen, vi deler et skab. Dette er ikke et omklædningsrum, tænker jeg, da jeg tager den første knap i skjorten, i samme øjeblik ser jeg snippen af tigerdyrets hale forsvinde hurtigt bag rækken af skabe. Drømmer jeg? Kom tigerdyret virkelig ind?
Efter kort ophold på det i øvrigt meget behagelige dansegulv får jeg øjenkontakt med en person, som i bedste enogtyvende århundrede-stil kommer hen og giver mig hånden. Efterladt med et bemærkelsesværdigt fast håndtryk finder jeg et par sekunder senere en krystal i min håndflade. En lille, mælket krystal. Jeg ved jo godt, at det hverken er kvarts eller ametyst, skal jeg heales eller skal jeg danse, tænker jeg, jeg ved det ikke, afleverer krystallen tilbage og går med vedkommende ud i et rygelokale, der som et kølerum gemmer sig bag et metalgitter og nogle transparente slagteriflapper. Jeg er faktisk interesseret i at høre lidt om krystallen. Hvorfor skulle jeg lige have den?
Vedkommende forklarer mig, at en ’safer space’-politik handler om at kunne eksperimentere med narkotika, hjemmestrikkede eksperimenter, forstår jeg, udført af middel- og overklassens vågne børn, ser jeg. Jeg spørger lidt ind til nogle etiske komplekser ved industrien bag narkotika. Hertil bliver jeg spurgt, om jeg måske er vegetar? Et par timer tidligere havde jeg slugt et fortrinligt stykke andebryst, og dette skulle da også være grund nok til, at jeg ikke skulle »være hellig.«
Ifølge krystalmennesket handler narkotika om at være en del af festen, at ramme et punkt som andre på samme stof også har ramt, zonen, som jeg får det forklaret. Her er det åbenbart helt normalt at indtage narkotika, han kommer her ofte og kender mange herinde. I aften har flere af hans venner også taget stoffet MDMA, som sandsynligvis var den kemiske forkortelse for indholdet i den mælkehvide diamant, jeg kortvarigt var i besiddelse af. Faktisk er en af personens venner lige gået ud for at købe noget mere, de har et telefonnummer, får jeg at vide, der kommer en bil med din bestilling i løbet af nul komma fem. Jeg indrømmer, at jeg er i en perfekt zone allerede, siger tak for tilbuddet. Han forsvinder fnisende ud i mørket.
En del af ’safer space’-politik er altså også, at rummet er et sikkert sted for brug af narkotika. Hvad det så end betyder. Måske slipper man for at blive fanget af politiet her. Måske vil nogen holde om dig, hvis du tager for meget her. Måske vil bartenderen skænke dig et glas vand, hvis du har taget så meget ecstasy, at alle dine salte pludselig, helt ubemærket, er landet som stænk på dansegulvet her.
Selvom ‘safer spaces’ rækker tilbage til 60’ernes bølger af feminisme og amerikanske borgerrettighedsbevægelser, og selvom det i andre dele af verden også er udbredt andre steder end blot i nattelivet, på universiteter for eksempel, er konceptet i Danmark mest udbredt blandt en relativt smal skare af festglade unge i København.
En triviel konsekvens af det er, at hvad der oprindeligt skulle skabe en sikker fest for mennesker med behov for det, nu sikrer et sted hvor mere eller mindre åbenlys brug af hårde stoffer er muligt for alle dem, der kan komme ind på klubben. Et umage par af en løssluppen fest og et beskyttet rum, nødvendigt strikse kønspolitiske initiativer for en beruset fest uden diskrimination og mikroaggression. Konsekvensen af kollisionen mellem en rave-lignende technofest og køns- og sexpositiv aktivisme er ultimativt et sløvt aktivistisk moment, opløst som det psykedeliske 2C-B i en kop med appelsinjuice. Men måske er det hele bare noget, vi forestiller os? Tralala.
Hvis ressourcestærke unge med modesans og technotække uden at blinke med øjnene kan tage herned og gå amok med lommen fuld af zip-lock-poser, ja, så er det vel dét, det handler om på et sted som dette. Selvom narkotika ikke er noget særsyn i Københavns natteliv, er den åbenlyse brug af hårde stoffer alligevel ikke nået almuen. Ikke alle bliver lukket ind på Den Anden Side. Det er en kendsgerning.
Projektet er egentlig sympatisk, men socialt skævvredet på samme måde som denne aften på Den Anden Side. Hvem har adgang til ’safer spaces’? Hvem ved, at de findes?
På Nørrebro-barer kan man mellem 04 og 05 nå at blive tilbudt adskillige baner med amfetamin eller kokain, altid diskret på toilettet, selvfølgelig, politiet kan jo vade ind, hvornår det skal være. Under jorden blandt et par hundrede mennesker er det nemmere. Her vader politiet ikke bare ned og visiterer. Skulle det alligevel ske, vil man nå at registrere det tidsnok til at kunne kaste sine stoffer fra sig. De hippeste får lov. Dem som har råd til at betale 170 kroner i indgangen eller som af den ene eller anden grund står på gæstelisten. De der har lært at drikke moderat og sniffe som feminister.
Og ja, det findes. Narkofeminisme. En gruppe berlinske intellektuelle har siden 2018 rusket pseudofilosofiens vaghedstremmer bag et projekt som intersektionelt forsøger at sidestille stigmatisering af stofbrug med stigmatisering på baggrund af køn og hudfarve. Projektet er egentlig sympatisk, men socialt skævvredet på samme måde som denne aften på Den Anden Side. Hvem har adgang til ’safer spaces’? Hvem ved, at de findes?
I rygerummet bliver jeg tilbudt ild, før jeg når at tage en cigaret i munden. Jeg tænker: fedt. Fedt nok. Folk er ret venlige her. Vedkommende smiler, vi skåler i buttede flasker så det klirrer stumt i det tætpakkede rum. Efter en smule løs snak beder personen om min mobiltelefon, så vi kan forbinde på Instagram. Et venligt menneske. Jeg får telefonen tilbage og læser profilteksten: “She/her, Life is movie”, ret mange følgere. Da jeg ser op, er hun allerede forsvundet ind i menneskemængden.
Jeg ryger resten af min slumpne cigaret og zoner ud til nogle billeder på hendes instagram-profil, en fotoserie fra en bowlinghal med hende og hendes venner, tydeligvis taget med et digitalkamera af første generation, utvivlsomt et ægte digitalkamera, jeg kan kende den hvidlige tone, Linkin Park for mit indre øre, et par G-star bukser og en g-streng trukket op over taljen, baby one more time, jeg bliver revet tilbage til virkeligheden af Britney Speed, der skyder hi-hats som revolverskud fra de gigantiske højtalere ved DJ-pulten. Midt i noget som mest ligner en blanding af den Berlin-notoriske Berghain og en millennium-temafest begynder det hele at blive lidt sløret. Sådan repræsenterer vi det nyeste skrig fra populærfeminismen i aften. Og alle andre aftener. Nulleræstetik og technomusik, dyre designerdrugs og whataboutism. Men hvor er tigerdyret?
Her fra Den Anden Side kan man med få hundrede skridt i retning af Istedgade opleve bagsiden af partymedaljen. Pushere med lommer som apoteker og suppliers i sorte firehjulstrækkere. Man kan tænke sig videre til pakkecentraler i forstædernes klubhuse, en skurvogn i Estland fuld af bevæbnede folk i hazmat-suits. Vold, trusler og afpresning er vilkår i den lyssky business, overenskomst og ligestilling måske knap så udbredt.
Et dansk eksempel kan for hyggens skyld findes i en rapport som EMCDDA (European Monitoring Centre for Drugs and Drug Addiction) udgav i 2021. En rapport om udnyttelse blandt købere, sælgere og distributører af narkotika i Danmark. I en undersøgelse svarer 237 af 291 adspurgte socialarbejdere, at de kender til socialt udsatte unge som i løbet af det seneste år har solgt stoffer for andre mennesker, heraf 81% for kriminelle, 40% på grund af grooming eller manipulation.
Foruden at være den måske mest problematiske industri i verden, er forsyningskæden bag illegale stoffer svær at forene med et kærlighedsprojekt. Kan brugen af narkotika fungere som en eksistentiel fuckfinger til nogle strukturelt undertrykkende autoriteter? Ja, det kan den sådan set godt. Det har den historisk gjort. Med et åbenlyst stofbrug udfordrede beatniks i 50’erne både Gud og Cadillackørende amerikanere, hippier sad ublufærdigt græsset fladt i San Fransiscos parker til ‘love-ins’, overrumplende i fremmøde og åbenlyshed. Her i aften, på Den Anden Side, er det dog svært at se, hvordan narkotikaen er en egentlig del af et politisk projekt, skjult for resten af verden, åbenlyst for de indviede.
Jeg slukker min cigaret og rimelig sløret af et par stærke vodkadrinks finder jeg mine venner i det lille tilstødende rum ‘den anden ende’ som ligger modstående det primære dansegulv. Krystalmennesket tager fat i mig på min vej forbi baren, beder mig indgående tage en tår af en dåse Dr. Pepper, jeg når at takke nej to gange før personen giver op og spørger en anden, »Jamen det smager jo godt,« hører jeg det blive sagt i baggrunden. På dansegulvet i ‘den anden ende’ møder jeg tigerdyret igen. I en mennesketom radius af cirka halvanden meter står dyret nu med opknappet skind og bevæger sine arme op og ned, skyder mod loftet med poter formet som pistoler, tigerdyret er i zonen måske. Det står på i et kvarter, jeg når at tale med et par læderklædte italienere som er her for festens skyld, de kender ikke så meget til de dersens politikker. Tigerdyret går op bag pulten og krammer aftenens DJ, de kender tydeligvis hinanden, måske er tigerdyret stamgæst her.
Med et omgivende samfund endnu langt fra de værdier, stedet arbejder for, er klubben aktivistisk i sin blotte eksistens, en institution som udover natlige eskapader også afholder talks, paneldebatter og støttefester. Som da der i efteråret 2023 blev afholdt et støttearrangement for Palæstina, en række samtaler og efterfølgende technofest, sandsynligvis i stil med den fest, jeg selv oplevede på stedet. Om det er en smule perverst at lade samtaler om definitionen af folkedrab fungere som opvarmning til en hed nat med skarpe trancerytmer og narkotika, må være op til vurdering, men enhver aktivisme med respekt for sig selv må vel også have en vis selvironi. Måske det var tilfældet her. Tralala.
