Nikotingule fælleder

Bodegaernes lukning er blevet en genkommende linse, vi erkender Københavns gentrificering igennem. Da den over 100 år gamle vesterbroske bodega Cafe Guldregn for nylig drejede nøglen om, fangede det op til flere nationale mediers interesse, og det er da også på mange måder trist, at bodegaerne lukker. 

Men det er til gengæld pudsigt at observere, at dem, der for tiden synger højest i bodegaernes svanesang, sådan set ikke er den arbejderklasse, der historisk har frekventeret dem.

I det monstrøse – og ligeledes imponerende – gravskrift af en coffee table-bog, Stamsteder, finder man tværtimod lovsange fra midaldrende kendisser som Rane Willerslev og Knud Romer (flankeret af nærmest softpornografiske close-ups af arbejderkroppens røgrøde teint og tunge, kitschede guldsmykker).

Og samtidig med, at vi sørger over tabet, opkøber unge mennesker pludselig nogle af de gamle bodegaer i brokvartererne, ligesom andre åbner helt nye af slagsen. 

Bodegaen er for tiden altså både ved at blive begravet og genoplivet. Men hvad er det, vi stadig finder tiltrækkende ved bodegaens tvetydige attraktion af jukeboks, røg og brune nuancer? Ja, hvorfor har vi pludselig behov for at forsvare, romantisere og genforhandle bodegaen? 

En af årsagerne kunne være, at bodegaen i dag fremstår som det, Michel Foucault har kaldt en ”heterotopi” i det gentrificerede København, hvilket vil sige en form for karnivalistisk spejling af byens herskende, gentrificerede steder.

Denne forestilling er under alle omstændigheder på spil i Jan Sonnergaards sidste roman Frysende våde vejbaner. Her går den midaldrende fortæller Jesper desillusioneret rundt i byfornyelsen, der har fyldt hovedstaden op med »mødregruppecafeer« og moralsk »renfærdighed«. Men så er det jo godt, han stadig kan gå på bodega, som i følgende scene:

»En derangeret dame slog døren op og væltede ud i natten, og der stod en dunst af noget næsten fortidigt ud på gaden: en blanding af det bitre og søde fra øllet, masser af tobaksrøg og et eller andet som det måtte have taget år for bodegaen at generere. Den helt specielle lugt en bodega kan have hvis der ikke er gjort helt nok ud af udluftning og rengøring. I årevis. Med andre ord netop det vi havde talt om var ved at forsvinde i København, nu hvor sundhed og renfærdighed var i fokus. Nu hvor man flere og flere steder forbød rygning, og alt blev saneret og gjort strømlinet for at byen rigtig kunne blive… gentrificeret.«

Bodegaen beskrives her som et gemmested for den (mandlige) midaldrende nostalgiker. På værtshuset kan han dyrke hærværket og ryge indenfor, ja, i bodegaens mørke kan han lege, han er en anden, og gemme sig fra middelklassen krav om politisk korrekthed, sundhed og lighed mellem kønnene. 

Men det er dog ikke kun på kulturelle parametre, bodegaen her er et modrum til den nye by. Den er det også i kraft af sin lugt. En udbredt kritik af gentrificeringen er, at udviklingen fungerer som en urban glemselsmaskine. Den gentrificerede by vil fortrænge ikke bare de fattige og uæstetiske individer, men også de rumlige spor af tidligere tider. Og det har åbenlyse kulturelle slagsider. 

Som den amerikanske sociolog Sharon Zukin har beskrevet det, er »byens sjæl« – altså vores oplevelse af en autentisk urbanitet – betinget af en glidende overgang mellem »gamle slutninger« og »nye begyndelser«. Og en lignende autenticitet findes i Sonnergaards bodega, hvis rumlige sansebombardement står i stærk kontrast til den nye bys sanerede rum. På bodegaen er tiden lagret i væggene, her var nogen før os.

Og herudover tilbyder værtshuset en forestilling om et heterogent fællesskab. Om levet kontinuitet og kollektiv identitet. De er for alle enhver (men måske ikke hvem som helst). Det synes i hvert fald at være pointen i ovenstående scene, hvor Jesper efterfølgende falder i snak med stamklientellet og udveksler historier om deres fælles København.

Gentrificeringen breder sig for tiden fra de fysiske til de symbolske arbejderkvarterer.

Imidlertid er der utvivlsomt noget slumromantisk ved tidens tendens til at ophæve bodegaen til utopi (mange skæbner er i tidens løb kuldsejlet i de brune lokaler – og det er tvivlsomt om det fællesskab, vi forestiller os, er der, i virkeligheden er et, vi ønsker at være en del af). 

Og fra et kritisk perspektiv er det nok ikke udelukkende på baggrund af bodegaens potentiale som frigørende third space, vi stadig besøger den. Tidens bodegabesyngelser kan nemlig også ses i forlængelse af den generelle tendens, at yngre (middelklasse)personer tilegner sig og genforhandler arbejderklassekultur. Og i det spil er bodegaens funktion nok en anden. 

Set fra distancen er samtidskulturens arbejder- og bodegaaffinitet nemlig et tydeligt eksempel på den tendens, sociologen Leslie Kern har kaldt »kulturel gentrificering«. For Kern er der en direkte forbindelse mellem den fysiske gentrificering af storbyernes arbejderkvarterer og samtidskulturens appropriering af arbejder- og minoritetskultur. Gentrificeringen breder sig for tiden fra de fysiske til de symbolske arbejderkvarterer. Vi vil alle være arbejdere for vorherre.

Vores forestilling om bodegaen udstiller ikke kun dens heterotopiske kvaliteter, men også gentrificeringens iboende ironi: Middelklassen bruger bodegaerne til at flygte fra sig selv – og den autenticitet, vi finder der, er derfor nok en, vi i bund og grund selv har opfundet. Eller sagt med den amerikanske forfatter Sarah Schulman, ser vi i spejlet, men tror, det er et vindue.

Bodegaerne og deres kultur synes hermed at være fanget i et kompliceret net af forestillinger, som består af både heterotopiske egenskaber, nostalgiske filtre samt kulturkampe, smag og distinktion.

Men lader vi klasse- og ideologikritikken ligge et øjeblik, så er det vitterligt interessant, at den snuskede bodega tilsyneladende kan tilbyde os noget, vi føler, vi mangler i verdens mest liveable by. Og måske handler det ikke kun om nostalgi og social distinktion.

I København har vi en historie for at blande os i, hvordan byen formes. Og personligt har jeg længe undret mig over, at den urbane kamp de seneste årtier synes at være aflagt til en forgiftet plet mose på Amager Fælled i stedet for at foregå i de kvarterer, der i stigende grad bliver utilgængelige for os. 

Det er imidlertid en sjov tanke, at kvaliteten ved det tvangfrie og uorganiserede rum, som fælleden udgør, også kan overføres til bodegaen. Byens bodegaer kunne godt beskrives som urbane biotoper formet af en tilsyneladende næsten autonom kultur og kontinuitet. Og ligesom Amager Fælled kan bodegaen derfor også tænkes som en slags interessefri ”fælled”, som skal skærmes fra ydre kræfter. 

De er tilsyneladende hverken dikteret af kapital, stat eller kommune, men skabt nedefra og op. Og måske er det derfor, de stadig virker forjættende?

Eller på den helt store klinge: tidens forhandling af bodegaen bunder i, at den udgør et rum for vores længsel imod et mere inkluderende samfund og en anden by end den gentrificerede, kapitaliserede. Ja, vi besøger den fordi den virker som en projektionsflade for en spinkel forestilling – og dermed mulighed – for en anden retfærdig, fri og inkluderende urbanisme end den, som findes i Nordhavnsarkitekturen og neoliberalismens favorisering af den private (ejendoms)ret til byen frem for den kollektive. København burde i højere grad være et fælles gode – og det kan være, det er det, bodegaen minder os om.