Danmarkshistorien fortalt gennem margarine

»Det er jo et fantastisk produkt. Det er stabilt, det ligger der bare. Det bliver ikke for gammelt. Det er så også det, der gør, at mange i dag måske ikke synes, det er så lækkert.«

Malthe Kouassi Bjerregaard nikker mod den montre placeret midt i udstillingsrummet, hvor den gennemsnitlige danskers årlige margarineforbrug i 1936 er udstillet. 44 blege blokke ligger der i alt, 22 kilo. Til sammenligning indtager gennemsnitsdanskeren i dag omkring 14 kilo fedt (fordelt på både smør, olie, margarine osv) om året. Margarinens greb om danskernes kostvaner for knap 100 år siden var massivt.

Bjerregaard er kurator på Medicinsk Museions nye udstilling om margarinen og dens historie og har været så venlig at tage en mindre gruppe museumsgæster med rundt denne lørdag eftermiddag i begyndelsen af april. Det er, som om at hvert nyt element i udstillingen tilføjer et ekstra nøk til margarinens enorme betydning for den danske madkulturhistorie. Margarinen var overalt.

Der er for eksempel biograffilmen Koteletter og kærlighed produceret i 1936 af den førende margarineproducent OMA, med Liva Weel i hovedrollen. I dag, hvor der tales meget om kommercialisering og sponsoreret indhold, er det værd at tænke over, at engang gik folk rent faktisk i biografen for at se en film produceret af en margarineproducent. Filmen handler om en enkemand, der for at finde den helt rette, nye kone, laver en koteletstegningskonkurrence. Liva Weel viser sig som den dygtigste steger, og hun er endda så glad for at stå der med paletten, at hun bryder ud i en hyldestsang til det formidable fedtstof. »Lad det boble, boble, boble!« synger hun.

Eller tag butikskæden Irma, der nu er lukket til den københavnske og nordsjællandske overklasses store fortrydelse. Den startede som et margarinebrand, om man bryder sig om det eller ej.

»En københavnsk købmand satte sig for at udfordre OMAs dominerende position,« fortæller Bjerregaard, »og lavede så en aftale med Jørgensens Margarinefabrik i Slagelse om at markedsføre en margarine sammen. Den skulle have et kort og mundret navn. Det blev forkortelsen Jørma. Det viste sig ikke at være mundret nok, så man ændrede det til Irma. Den oprindelige Irma-pige havde faktisk også kurven fuld af margarineblokke.«

Og nåh ja, ugebladet Ude & Hjemme blev også lanceret af en margarineproducent og havde polarfareren Peter Freuchen som første chefredaktør, fordi han var i familie med fabrikanten.

Den populære Frøken Jensens kogebog, der indeholder et uforbeholdent decideret hyldestskrift til margarinen og fremhæver dens gode egenskaber i sammenligning med det besværlige og dyre smør, var sponsoreret af margarineindustrien.

Margarineindustrien var ikke bare en fødevareindustriel magtfaktor, den var også en kulturel magtfaktor.

Som menneske født i 1990erne, hvor margarinens magt for længst var på retur, havde man måske på fornemmelsen, at der var et eller andet med det der margarine. Men det kom alligevel som en ret stor overraskelse for mig, hvor stor en indflydelse margarinen har haft på den danske kultur i det 20. århundrede.

Margarinen blev opfundet af den franske kemiker Hippolyte Mége-Mouriés i 1869 efter en konkurrence udskrevet af kejser Napoleon 1. Målet var at opfinde et bedre alternativ til smør.

»Mége-Mouriés brugte overskydende oksefedt fra slagterierne, som han så tilsatte kemikalier, så det blev hærdet og stabilt som smør,« forklarer Bjerregaard. Men oksemargarinen lugtede af, ja, okse, det var ikke godt, og desuden var produktet heller ikke så skalerbart, som man kunne ønske. Da man begyndte at fremstille margarinen af fortrinsvist forskellige planteolier, importeret til en billig penge fra tidligere og nuværende koloniserede lande i det globale syd, blev ”kunstsmørret” et vidunderprodukt. 

Billigere end smør, lettere at producere hurtigt i store mængder, holdbart og stabilt og ikke mindst helt vildt næringsrigt og mættende. De uheldige sideeffekter i form af afskovning i leverandørlandene eller blåhvalens nær-udrydning (i Norge fangede man i hundredvis af blåhvaler og brugte hvalfedtet til margarineproduktion) taltes der ikke så meget om dengang. Historien om margarinen er også historien om, hvordan industriel fødevareproduktion udpiner jordens naturressourcer.

Franskmændene blev aldrig vilde med margarinen, men i Nordeuropa, især Danmark, blev den uhyre populær. I 1930 var der flere hundrede margarinefabrikker i Danmark.

Det er en vigtig pointe om vores madkultur, margarinen eksemplificerer: industrialiseringen af vores samfund, hvor hovedparten af produktionen gik fra at være landbrug til at være noget, der foregik på fabrikker, kom helt ind i køkkenet. Vores madkultur blev også industriel. Margarinen var verdens første fabriksfødevare.

Hvorfor blev magarinen så upopulær igen i slutningen af 1900-tallet, så den nærmest forsvandt ud af danskernes køkkener? På udstillingen vises også en reklamefilm fra 1989 for Lätta, et smørbart margarineprodukt, hvis salgstrick var at indeholde færre kalorier. I filmen ser man nogle 1980er-stylede fitnesstyper, der smider trøjerne, inden de sætter tænderne i et rundstykke påført et tyndt lag af det blege fedtstof. Der er noget næsten desperat over den reklame. Margarine blev aldrig så populært som tidligere. Måske fordi det på et tidspunkt viste sig, at margarinen faktisk var ret farlig for menneskekroppen at indtage.

»Hele baggrunden for udstillingen er jo, at vi fik en henvendelse fra lægen Steen Stender, som i mange år har forsket i det, der hedder transfedtsyrer. Det er noget, der opstår, når man transformerer olie til eksempelvis at blive hårdt, som man gjorde i fremstillingen margarine. Det blev efterhånden tydeligt, at transfedtsyrer er ret farlige,« forklarer Malthe Kouassi Bjerregaard og nikker mod en væghængt montre, hvor en indtørret hovedpulsåre er udstillet. Åren ligner mest af alt et stykke gammelt lærred, med buler og prikker flere steder. Bulerne skyldes blodpropper. Transfedtsyrer øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme enormt.

I 2003 førte Stenders forskning til, at Danmark som verdens første land indførte restriktioner på den tilladte mængde af transfedtsyrer i mad. Det anslås, at lovgivningen redder mellem et og to menneskeliv om dagen i Danmark. Senere indførte hele EU samme lovgivning. »For industrien har det så været heldigt, at man sagtens kan lave margarine uden transfedtsyrer, og det gør man så i dag,« fortæller Bjerregaard.

Ja, margarine findes stadig. I takt med velstandsstigningen, der har givet flere mennesker råd til et stort smørforbrug, og efter det dårlige ry på grund af historien om transfedtsyrerne, har margarinens popularitet lidt et voldsomt knæk. Den er dog begyndt at vinde indpas igen i form af veganske produkter i smart indpakning med navne som Smørbar blok og lignende. Produkter, der henvender sig til den (klima)bevidste forbruger. I takt med landbrugets omstilling væk fra animalsk produktion som følge af stadigt mere strikse klimalove kan margarinen måske gå en ny storhedstid i møde?