Det er ligesom et spejl
Kan man skrive et perfekt digt på to linjer? Sebastian Nathan kan. Det ser sådan her ud: »nu kommer der et vindpust/ det er ikke nogen«
Der er gået tre år siden den fine debut Honey Moon, hvor et melankolsk jeg gik tur ved søerne, kiggede på flyene på himlen og savnede. I den nye digtsamling, Engle, går et melankolsk jeg tur ved søerne, kigger på træerne på bredden og savner. Men mere er forandret. Ikke kun fordi jeget går til møder på OPUS (Afdeling for psykoser), har fået »den tredje diagnose nu/ tre slags psykofarmaka« og ser halvt virkelige, halvt uvirkelige tegn i sine omgivelser i form af engle og ræve. For verdenstolkningen fandt for så vidt også sted i Honey Moon, hvis grundlæggende greb var at ophæve de ting, der gik igen i omgivelserne, til symboler – i form af blandt andet fly og spejle.
Nej, den store ændring er, at sproget simpelthen er sluppet mere løs, blevet mere uforudsigeligt i billederne og mere dirrende i indtrykkene af verden. S