Hvor længe skal Danmark være et ulækkert land?

Danmark er et smukt land. Danmark har natur. En blød og varm, menneskelig natur. Ikke den samme natur som eksempelvis Island, der har en brutal og storslået natur, men en mild og rund natur. En kulturel natur. Bølgende og frodig. Varm.

Det var noget i den stil, en lokal taxachauffør fortalte mig undervejs fra Keflavik til Reykjavik en lys sommernat for et par år siden.

Først var min typiske danskerreaktion taknemmelighed og venskabelige følelser for manden. Det er altid rart, når udlændinge roser Danmark. Også selvom det, de siger, mere lyder som noget fra en Adam Oehlenschläger-digtroman. Man bliver så nemt forblændet. Der i taxaen så jeg Danmark for mig i form af smukke guldaldermalerier, der skildrer det skønne, skønne landskab. Høje bøgeskove, bølgende marker adskilt af levende hegn, klinter og bakker. Ja, Danmarks natur kan sguda ligeså meget som Islands, var jeg lige ved at tænke. Danmark er et skønt land.

Sandheden er selvfølgelig, at Danmark ikke er et skønt land. Den islandske taxachauffør tog grueligt fejl. Måske fordi han fandt det danske kulturlandskab kuriøst og eksotisk, når han selv lever i så naturrigt et land. Men Danmark er jo et grimt og ulækkert land. Det danske landskab er stopfyldt med næringsstoffer, lort fra husdyr kort sagt, og det lort siver ud i vores åer og vandløb og omkringliggende have, hvor der ikke længere er ret meget liv.

Danmark er et brunt, gennempløjet land, der lugter. Den danske jord er giftig, gennemvædet af pesticider, og pesticiderne siver ned i vores grundvand og gør det i stigende grad udrikkeligt. Mit barn kommer muligvis ikke til at kunne skænke sig et helt almindeligt glas vand fra hanen, når hun når voksenalderen. To tredjedele af det danske areal er opdyrket og består af monokulturelle ørkener af hvede, majs, roer, byg og raps, som for det meste bruges til dyrefoder, hvorefter dyrene skider det ud igen, så det på ny kan spredes på markerne, hvorfra det siver ud i resten af landskabet og på stinkende vis kvæler alt liv.

Den ene, altovervejende årsag til, at vores land er ulækkert, er landbruget. Det er landbruget, der spreder lort over det hele, det er landbruget, der forgifter vores jorde, det er landbruget, der fylder det hele.

Økonomiprofessor Michael Svarers rapport om modeller for en klimaafgift på landbruget, bestilt af regeringen, har på ny sat landbrugets i stigende grad ubekvemme rolle i vores land på dagsordenen. Men diskussionen er indtil videre desværre temmelig ensporet. Den handler om, hvordan vi bedst når vores klimamål. Hvor mange tons Co2-ækvivalenter, man kan reducere landbrugets udledninger med det og det år. Den handler om, hvor meget konkurrenceevne og hvor mange arbejdspladser landbrugserhvervet skal miste. Den handler om lækageeffekter, kompensationer og teknologiske løsninger. Den er fyldt med tal, men vi snakker ikke ret meget om, hvad det er for et land, vi skal have. Hvordan vores land gerne skulle være at færdes og leve i.

Det er fint, at økonomer bliver indbudt i debatten, men der er altså noget irrationelt over, at vi skal bruge så utroligt lang tid på at få en topøkonom til at lave nogle ganske komplicerede beregninger om, hvordan landbruget skal komme med helskindet ind i en bæredygtig fremtid. Det er, som om landbruget er en stor, hjælpeløs børnevoksen, der er følelsesmæssigt manipulerende over for alle os andre. Vi har jo altid været her! Vi putter mad i jeres munde! Vi har krav på at få penge af jer! Hjælp os! Vi kan ikke selv!

Danmark er et brunt, gennempløjet land, der lugter. Den danske jord er giftig, gennemvædet af pesticider, og pesticiderne siver ned i vores grundvand og gør det i stigende grad udrikkeligt.

Dybest set er der vel ikke brug for den store beregning. Vi kan alle konstatere med vores egne øjne og næser, hvad landbruget gør ved vores land. Hvor ucharmerende Danmark er at se på. Hvor svært det efterhånden er at få lærken og viben og alle de andre forårsbudbringere at høre. Danskere laver ofte sjov med lande som Tyskland, som vi anser for at være grimme, men sandheden er, at Tyskland på mange måder er smukkere end Danmark. Tyskland har langt større vilde naturområder, end vi selv har. Tyskland har Schwartzwald. Danmark har Rold Skov, som i resten af verden knapt nok ville gå for at være en rigtig skov.

Regnestykket er ganske simpelt, alle kan lave det på bagsiden af en serviet: Landbruget fylder to tredjedele af vores areal, det står for over en tredjedel af vores klimagasudslip, det truer vores drikkevand, er med til at smadre biodiversiteten, men det bidrager blot med få procent af vores BNP og blot omkring 100 tusind arbejdspladser. Den verserende debat om landbruget er altså blottet for proportionssans. Det kan vel ikke være rigtigt, at et erhverv, der betyder så lidt for vores alles velstand og velfærd, og som er den hovedskyldige i det faktum, at vores land er ulækkert, giftigt og uden vild natur, skal have sådan en nølende fløjlshandskebehandling?

Hvis jeg var regeringen, ville jeg hurtigst muligt nedsætte en lynkommission bestående af biologer. Kommissoriet skulle være yderst simpelt: Kom med forslag til, hvordan vi genopretter den danske natur uden hensyntagen til landbruget.

Spørgsmålet om landbrugets rolle i fremtidens Danmark er slet ikke noget kompliceret spørgsmål. Det er et meget, meget simpelt spørgsmål: Hvor længe skal Danmark være et ulækkert land?