Med krigen som bagtæppe

Der er de scener fra en krig, vi møder igen og igen. De sårede, der bliver båret ud af deres udbombede boligblokke. Grædende soldaterhustruer, som tager afsked med deres uniformerede mænd og stationer med lange køer af flygtninge, der venter på et tog ud af landet.

Og så er der dem, der får lov at foregå mere i det skjulte. Det er sådan en, der udspiller sig en lørdag aften i ankomsthallen på Molodyj-teatret i Kyivs Sjevtjenkivskyj-distrikt, hvor en gruppe kvinder er ved at stille op til en selfie foran en blå udstillingsvæg. 

Omkring dem glider velklædte mennesker rundt i en bekymringsløs oase omgivet af historiske bygninger og kirker med guldkupler. De er alle kommet for at se forestillingen Sjynel, på dansk Overfrakken, og nu står de forventningsfulde og ligner et teaterpublikum i enhver anden europæisk storby. 

Bag scenen stimler skuespillerne mod garderoberne. Energien er høj. Ude på gangen er én blevet tapet fast til en vandbeholder af sine kolleger og må klippes op af de samme kolleger, kort inden forestillingen starter. En kvinde lægger makeup foran et oplyst spejl, mens folk passerer forbi i deres grønne embedsuniformer. 

Klokken nærmer sig seks, og der har ikke været en eneste luftalarm i dag. Det er som sådan ikke uhørt, men heller ikke almindeligt, at der går en helt dag uden. Alene denne uge har alarmen lydt syv gange i Kyiv. 

»Det er ikke noget, vi tænker på hvert sekund,« siger skuespiller Oleksandr Romasjko om risikoen for at blive revet ud af sin rolle og sendt ned i et beskyttelsesrum for så at skulle tilbage på scenen og fortsætte fra næste replik – hvis altså ikke forestillingen må aflyses helt, så tilskuerne kan nå at komme hjem, inden udgangsforbuddet træder i kraft ved midnat.  

Proceduren er klar, og de fleste af skuespillerne på Molodyj-teatret lader til at have prøvet det: 

»Så tænker jeg mest over mit workflow, og hvordan jeg skal holde det i live,« siger skuespiller Borys Orlov:  

»På den måde er det ikke alarmen i sig selv, der bliver den primære fare, det er risikoen for, at det går ud over mit arbejde.« 

Men kort før forestillingens start er der stille. Lige indtil, der ringes ind for anden gang.  

I ankomsthallen erstattes publikums småsludren af lyden af stilethæle mod trægulvet, da menneskemængden kollektivt bevæger sig mod salen. For enden af sæderækkerne rejser folk sig for at gøre plads til dem, der skal ind på midten. Klokken ti over seks går scenetæppet op.

10 års krig 

»Der er 22 aktive konflikter i verden.« 

Kunstner og gartner Alevtina Kakhidze ser ned i sin telefon og klikker på filtermenuen i venstre side af skærmen: 

»Kritisk, væsentlig, begrænset.« 

»Borgerkrig, mellemstatslig.« 

Hun opremser kategorierne og zoomer ind på et verdenskort med små orange prikker. ‘Global Conflict Tracker’ står der med fed skrift i toppen. 

»Jeg sender den til dig.« Et smil former sig over hendes ansigt. 

– Går du ofte derind og kigger? 

»Ja.« 

– Hvorfor? 

»Fordi jeg har levet med krig i ti år,« siger hun. 

»Min mor døde ved checkpointet mellem ukrainsk- og russiskkontrolleret territorium i 2019. Inden da var hun under besættelse i fem år. Jeg hentede hendes lig hjem til min landsby.« 

Få sekunder senere fniser Alevtina igen. 

»I det første år efter invasionen talte og talte jeg, men ingen lyttede,« forklarer hun.  

»Så begyndte jeg at være meget ironisk og opdagede, at når man er rolig og forklarer ting med humor, lytter folk faktisk.« 

Hun fortsætter med at fortælle om sin families møde med krigen. I begyndelsen af januar blev nabohuset til hendes mosters hus bombet i en landsby i Donetsk, mens hele familien var samlet for at fejre ortodoks jul. Da Alevtinas moster gik udenfor, var nabohuset tilintetgjort. Hun blev stående, da redningsfolkene kom, i håb om, at nogle af naboerne ville blive fundet i live. 

Herfra tager hendes historien en absurd drejning: 

»Kun en af dem blev fundet i hel tilstand, så politiet måtte indsamle ligdelene i nogle plastikposer. Pludselig får min mosters hund fat i en af delene og forsøger at spise den. Så min moster må vriste den fra den, men da hun står med et stykke af en menneskekrop i sine hænder, får hunden fat på et nyt stykke. Så må hun igen forsøge tage det fra den, indtil hun indser, at det bare var et stykke kød fra køleskabet.« 

Der er stille et øjeblik. 

Nu er mosteren er begyndt at hallucinere, hun ser tal foran folks ansigter og figurer fra middelalderen. Alevtina fortsætter med at tale om onklen, mosteren og deres fire hunde, men sin egen historie gemmer hun til sidst. 

Den er også lang og kringlet. I løbet af sin karriere har den 50-årige kunster udstillet sine værker på talrige gallerier og museer verden over. Hun er en lille kvinde med et karakteristisk mørkt pagehår, som er vokset op i Donetsk.  

En udelelig oplevelse

Nu bor hun i landsbyen Muzytji. I centrum af byen ligger en lille busterminal og et postkontor, og ved siden af er der en sø, som er dækket af is. Det er en søndag formiddag i januar, og en flok lokale har våget sig ud på isen for at fiske.  

Vejret er gråt, og vejen op til huset er smal og hullet. Da bilen holder stille, kan man gøre hundene gø, og Alevtina kommer ud og åbner.  

»Du fandt det,« udbryder hun og holder døren ind til stuen. Det er et lille kvadratisk rum. På bagvæggen hænger et hvidt lærred med små stregtegninger. Det forestiller Muzytji og dens indbyggere i krigens indledende uger. I midten ses Alevtina og hendes mand stående foran deres hus med hundene. Rundt omkring dem er naboerne og deres skæbner illustreret med tegninger og notater. Hun peger på et af de nærliggende huse, hvor otte høns er afbildet på række: 

»De rejste væk den 9. marts, så jeg tog mig af hønsene,« siger hun og peger rundt på de akvariefisk, skildpadder og andre kæledyr, der også blev efterladt forskellige steder i landsbyen.  

»Jeg tænkte over, hvad der var bedst: At blive dræbt, såret eller besat, og kom frem til, at det bedste var at blive dræbt. For jeg havde ingen konkret idé om, hvad det ville sige at være besat. Det er en abstrakt ting.« 

Til venstre for lærredet er den tilstødende væg plastret til med Alevtinas tegninger fra de tidlige dage af invasionen På det tidspunkt var en massakre ved at udspille sig i de nærliggende landsbyer Butja og Irpin, hvor civile blev dræbt af russiske besættere og efterladt i grøfter og vejkanter.  

Men mens det stod på, sad Alevtina intetanende og tegnede i sin parallelle virkelighed i Muzytji og kunne kun forestille sig, hvad hun havde i vente: 

»Jeg tænkte over, hvad der var bedst: At blive dræbt, såret eller besat, og kom frem til, at det bedste var at blive dræbt. For jeg havde ingen konkret idé om, hvad det ville sige at være besat. Det er en abstrakt ting.« 

Mens hun ventede, producerede hun 5 til 6 tegninger om dagen. Mange af dem centrerer sig om de samtaler, hun havde med venner i udlandet: 

På A conversation with a friend from the West on 6.03.2022 ser man en skikkelse stå I sin kælder med en kniv i hånden, mens tre hunde løber rundt uden for huset. »I Read that is supposed to be a cease of fire today …« siger vennen.  

»Are you planning on leaving if that happens? I guess the shortest way out is south to Moldavia.« 

»No… The shortest way out is STOP THE WAR…,« svarer skikkelsen I kælderen.  

Gensynet med tegningen får Alevtina til at grine nervøst. 

»Folk gav mig hele tiden råd om, hvad jeg skulle gøre. Det interessante er, at de gerne ville hjælpe mig, men ikke resten af Ukraine. For de ved godt, man ikke kan flytte 42 millioner mennesker på en gang.« 

Pludselig måtte Alevtina svare på spørgsmålet om, hvorfor hun ikke rejste væk – det samme spørgsmål, hun havde besvaret på sin mors vegne i årevis.  

»Hun var gammel og ønskede ikke at opbygge et nyt liv, bare fordi russerne havde ændret alt,« siger hun:  

»Men jeg tror, der er mange i Vesten, der ikke forstår, at det ikke er nogen gave at blive flygtning.« 

Spørgsmålene taler ind i en erkendelse, hun har gjort sig de seneste år: At man aldrig helt kan dele den oplevelsen af krig med udenforstående.  

»Har du god tid?« spørger Alevtina og finder et par virtual reality-briller frem fra en skuffe. I filmen Invasions 1.2.3., som hun sætter på, følger man hendes vej gennem ruinerne fra de bombede bygninger i nærområdet, hører vinden og fuglene og oplever livet udspille sig i Kyivs forstæder i 360 grader.  

Man ser Alevtina og hendes ven udforske det lokale planteliv. De høster invasive arter og tager dem med hjem til Alevtinas køkken, hvor de har en længere diskussion om, hvordan de skal tilberedes.  

»For vores forestillingsevne bygger på den data, vi har, men af og til har vi ingen. Derfor kan man ikke dele sin oplevelse, for den er ikke kun ord. Den er lyden af bomber, lugtene og følelsen, man har i sin krop, når man kun tænker på sin overlevelse.«

På et tidspunkt opdager de en tæt bevoksning af bjørneklo: 

»Hvor smukt,« udbryder Alevtina.

»Meget smukt, men også deprimerende,« svarer vennen:

»Det er meget trist at se, at der i stedet for de planter, der har vokset her de sidste tusinder år, nu er én enkelt art, der aldrig har været her før.« 

De taler om landskabets udvikling siden sidste istid: 

»Så det vil sige, at det er en total invasion, og at de indfødte planter ikke har en chance uden menneskers hjælp?« spørger Alevtina. 

»Ja, uden menneskers hjælp vil denne kamp være tabt, fordi de svækkede plantesamfund vil forblive forsvarsløse.« 

Filmen slutter, og Alevtina pakker udstyret sammen. Efter et par minutters betænkningstid vender hun tilbage til det paradoks, som en stor del af hendes arbejde kredser om: At uanset hvor mange tegninger og VR-film, hun producerer, vil hun aldrig kunne overføre oplevelsen af krig til sine tilskuere: 

»For vores forestillingsevne bygger på den data, vi har, men af og til har vi ingen. Derfor kan man ikke dele sin oplevelse, for den er ikke kun ord. Den er lyden af bomber, lugtene og følelsen, man har i sin krop, når man kun tænker på sin overlevelse.« 

»Jeg tror, det er det største problem for den menneskelige civilisation. Vi lever i det 21. Århundrede, og vi har stadig krige. Men vi kan ikke dele oplevelsen af dem.« 

Den sidste optræden 

På Molodyj-teatret er en ynkelig skikkelse trådt frem på scenen. Det er Borys Orlov i rollen som den mindrebemidlede kontorfunktionær Akakyj, der med et lidelsesfuldt blik jamrer sig over sin gennemhullede overfrakke. 

Hans yngre kolleger danser omkring ham med deres brune kontormapper og kaster storsmilende deres papirarbejde efter ham, til han får et mindre sammenbrud. 

De seneste uges luftalarmer og russiske missiler virker uendeligt fjerne, og normaliteten er nærmest slående. 

Kort efter lider Akakyj endnu et nederlag, da skrædderen Petrovytj nægter at reparere frakken og i stedet tilbyder at sy ham en ny én til at pris på 80 rubler – penge, som Akakyj ikke har.  

I salen er der skiftevis stilhed og latter, og enkelte stikker telefonen i vejret for at filme. Efterhånden virker de seneste uges luftalarmer og russiske missiler uendeligt fjerne, og normaliteten er nærmest slående. 

Men i krigens første måneder føltes det meningsløst at gå på scenen, fortæller Borys Orlov: 

»Indtil skuespillet blev en kur for mig og en strategi til at bevare en normal sindstilstand,« siger han. 

I løbet af foråret 2022 begyndte de at mødes på teatret igen for at drøfte, hvordan de kunne holde sig relevante. De besluttede at starte ud med et eventyr: 

»Det var en simpel historie for børn, men med en stærk politisk baggrund. Den handler om en buk, der giver sig ud for at være en ged og invaderer kaninhuset, og hvordan at kaninerne overvinder denne invasion,« siger Boris Orlov. 

Oleksandr Romasjko synes, at forbindelsen til publikum føles dybere med krigen som konstant bagtæppe: 

»Jeg tror, vi er mere åbne for vores tilskuere. Hver optræden kan være den sidste. En raket kan slå ned i os, og så vil vi stå over for gud, som vil spørge ...« 

Han gør sin stemme lysere for at imitere gud: 

»Er det virkelig den optræden, du vil slutte dit liv med?« 

– Så det, du siger, er, at krigen faktisk gør dig til … 

Oleksandr afbryder: 

»En bedre skuespiller? Ja, det tror jeg.« 

Optage information 

Erick roder rundt efter en bestemt tegneserie under disken.

På toppen af en høj udstillingsreol har et par julenisser med stribede huer fået selskab af et stinger-missil, og i tilstødende lokale er en væg beklædt med små, tegnede soldater. 

»En donation på 50 hryvnia = et foto,« står der på et printet A4-ark med en medfølgende QR-kode. 

»Den her hedder 24/02.« 

Erick Wood kommer gående med en tegneserie i hånden. Han bestyrer den lille tegneseriebutik UA Comix i centrum af Lviv og arbejder som oversætter på det tilhørende forlag af samme navn. 

»Den handler om virkelige mennesker,« siger han og bladrer gennem hæftet. 

Hver fortælling er tegnet i sin egen stil. En af dem er baseret på en kvinde, der søgte tilflugt på Azovstal-værket under belejringen af Mariupol og fik tilnavnet ‘Tante suppe’, fordi hun tilberedte suppe til de andre af de ingredienser, hun kunne finde på stålværket. Nuancerne er brune og blå og stregen er minimalistisk sammenlignet med de andre historier.  

Erick har fundet den frem for at vise det aftryk, krigen har sat på den ukrainske tegneserieverden: 

»Det er vigtigt, at vi ikke glemmer de her ting,,« siger han og finder endnu en tegneserie frem. Det er en fortolkning af den såkaldte MARCH-protokol, som er en guide til livredning på slagmarken:  

»Det er bare en nemmere at lære den gennem en tegneserie. En simplere måde at optage information på.« 

Det er ikke, fordi folk kun gider at læse om krigen, understreger Erick. Butikken sælger stadig masser af fantasy, og mange bruger også tegneserier til at flygte en smule fra de missilangreb og konstante rapporter fra frontlinjen, der er blevet en del af deres hverdag, siger han. 

Men to ting har ændret sig: Der er flere kunder, og de køber flere ukrainsksprogede tegneserier: 

»Mange er flygtninge fra andre regioner, som har været vant til at tale russisk og ønsker at genåbne det ukrainske sprog for dem selv. Førhen var russisksprogede tegneserier meget udbredte i Ukraine,« siger han.  

»Nu har vi ikke en eneste.« 

Tilbage i krigen 

Efter lidt betænkningstid og megen jamren har Akakyj besluttet at spare op til en ny overfrakke. Fra den mørke sal følger tilskuerne med i hans anstrengelser for at leve så spartansk så muligt med intet andet for øje end frakken, og en dag kan han endelig hente den hos Petrovytj. Da Akakyj møder ind på arbejdet næste dag, bliver han mødt af en usædvanlig begejstring fra sine kolleger, som beslutter at holde en fest for ham og hans nye overfrakke.  

Den nyvundne, positive opmærksomhed får Akakyj til at rødme i flere minutter i træk, men han accepterer at tage med til festen, selvom han er tydeligt ukomfortabel ved situationen. 

Da Akakyj forlader festen, er det langt over hans sengetid. På vejen hjem møder han en flok skæggede tyve, som overfalder ham og stjæler hans nye overfrakke, og da han næste dag opsøger den lokale politichef, er der ingen hjælp at hente. Det hele slutter med, at Akakyj bliver syg af vinterkulden og dør.  

Forestillingen er forbi, tæppet går ned og publikum flokkes mod garderoben. Bag scenen er skuespillerne i færd med at viske embedsmændene af sig og vende tilbage til deres vanlige skikkelser. 

Oleksandr Romasjko sætter sig i en sofa på mellemgangen.  

»Jeg synes, den er meget aktuel,« siger han om Nikolaj Gogols novelle fra 1842, som stykket er baseret på: 

»For Gogol skrev ikke om sin tid, men om en idé. At der er en lille skabning inde i os alle, som ikke ønsker forandring. Men de ydre omstændigheder pressede Akakyj til at omstille sig til en ny,« siger han.  

»Da han køber sin nye frakke og tager sine første skridt ind i en ny verden, indser han, at de er svære. For forandring er smertefuldt, men hvis du træder ud af din trygge rede, venter en hel verden af muligheder.« 

– Synes du, den idé kan bruges til at forstå den periode, Ukraine befinder sig i, og de forandringer, som er i vente? 

»Ja, bestemt. Vi skal alle ændre os og indse, at der ikke er nogen vej tilbage til der, vi var før. Vi er nødt til at sige farvel til gode gamle Ukraine.« 

Men han tror egentlig ikke, folk går i teatret for at forholde sig til de barske realiteter, der omgiver dem: 

»Dem får de i nyhederne. Jeg tror, de kommer for at dykke ned i en verden af eventyr. De vil grine og føle sig frie af den vægt, der tynger dem.« 

I næste øjeblik bliver han afbrudt af en velkendt bimlen og bamlen. En sirenelyd spreder sig fra garderoberne til gangen. 

»Attention. Air raid alert. Proceed to the nearest shelter.« 

En lille flok stimler sammen og tjekker deres telefoner: 

»Ingen affyringer,« råbes der. 

Alle bliver, hvor de er. 

I de næste 34 minutter er krigen tilbage for en stund, ind til alarmen bliver afblæst, og skuespillerne forsvinder ud i vintermørket.