Sprogets politik
Noget er radikalt forandret, da lingvisten Olga Maxwell besøger sin hjemby Dnipro for første gang siden Ruslands invasion. Da hun voksede op her i 1980’erne, hørte hun stort set kun det ukrainske sprog ved tre lejligheder: I ukrainsktimerne i skolen, når hendes oldeforældre kom på besøg fra landet, og når det ukrainsksprogede børneprogram Did Parnas løb over skærmen en gang om ugen. Alle andre steder blev der talt russisk. I hjemmet, i skolegården, på gaden. Og den symbolske betydning af begge sprog var tydelig for enhver.
»Da min far kom til Dnipro for at uddanne sig i 1960’erne, skiftede han fra at tale ukrainsk til at tale russisk. For det var bedst at gøre, når man kom ind til de større byer for at gå på universitet og starte en karriere op. Jeg husker tydeligt, hvordan hans bedsteforældre blev stigmatiseret, når de kom og besøgte os i Dnipro. De blev set på som meget provinsielle, uuddannede bønder, fordi de talte ukrainsk.«
Nu hvor Olga Maxwel