Med vidner som våben

Pavlivsky-broen i den lille sydukrainske by Snihurivka er sprængt på midten, den ene halvdel flyder slapt på tværs af den smalle flods overflade. En udbrændt bil står efterladt i en vejkant, karrosseriet er korroderet, ætset som et betændt sår i koldbrand.

I et konsultationsrum på byens eneste hospital sidder sygeplejersken Nataliya Dvoretska, der sammen med det øvrige personale overlevede ni måneders russisk belejring af hospitalet. Dvoretskas mundvige svinger sig op i et smørret smil, da hun fortæller om en konfrontation med de russiske soldater, der bad hospitalspersonalet stoppe med at skyde hårde, ondskabsfulde blikke deres vej.

»De eneste våben, vi havde, var vores øjne,« siger Dvoretska, og hendes lyseblå af slagsen kniber sig sammen, mens hun griner.

Historien om Snihurivka-hospitalets stædige sygeplejersker og deres trodsige blikke er omdrejningspunktet i en af tre korte dokumentarfilm om den russiske hærs brutale fremfærd i den ukrainske udkant, der vises i Ukraine House i et af de gamle pakhuse på Christianshavn.

Filmene er produceret af The Reckoning Project, en koalition af journalister og advokater, der indsamler ukrainske vidnesbyrd om russiske krigsforbrydelser i Ukraine med henblik på at bringe dokumentationen for en domstol.

»Det, der sker i Ukraine lige nu, er ikke en tragedie. Det er kriminelle handlinger,« siger Nataliya Gumenyuk, medstifter af The Reckoning Project, til den lille forsamling af danske journalister, jurister og ukrainere, der er endt i Danmark på flugt fra krigen.

I salen sidder også Vadim, en ukrainsk mand, der drev et børnehjem i Kherson-regionen, indtil børnene blev tvangsforflyttet af den russiske hær og spredt til forskellige regioner i Rusland, og han selv måtte flygte ud af Ukraine.

»Tragedier gør ukrainere til sagesløse ofre. Kriminelle handlinger forpligter os til at retsforfølge det og sørge for, at det ikke sker igen,« slutter Nataliya Gumenyuk emfatisk.

Nataliya Gumenyuk er en af Ukraines mest prominente journalister og har dækket krigen i Ukraine for internationale medier som The Guardian, New York Times og Rolling Stone. Med etableringen af The Reckoning Project, er hendes journalistiske sigtekorn nu indstillet mod at få dømt de ansvarlige for den russiske hærs ulovlige uhyrligheder i Ukraine.

»Det, der sker i Ukraine lige nu, er ikke en tragedie. Det er kriminelle handlinger«

Indsamlingen af vidneudsagn, af alt det de ukrainske øjne har set i løbet af krigen, er blevet et væsentligt våben, der skal sikre juridisk træfsikkerhed i retssalene og være den skarpladte ammunition, der kan skyde krigen i Ukraine tilbage på toppen af de vestlige landes politiske dagsordener.

For Gumenyuk øger det særlige samarbejde mellem advokater og journalister muligheden for, at sagerne kan føres og vindes, både i retssalene og ved folkedomstolen.

»Normalt arbejder journalister og advokater hver for sig, og vi er jo oftest påpasselige med hinanden. Men efter to års samarbejde med advokaterne, kan jeg se, at vores journalistiske arbejde bare bliver mere grundigt,« siger Gumenyuk.

Advokaterne sørger for, at journalisterne stiller de helt rigtige opklarende spørgsmål, mens journalisterne skriver vidnernes historier til artikler, der udgives i store vestlige medier for at få den folkelige opmærksomhed, der en nødvendighed for, at sagerne overhovedet kommer for retten.

»Advokaterne bliver ved med at gentage for os, at hvis der ikke er en historie i offentligheden, så bliver det ikke efterforsket. Folk er ligeglade,« siger Nataliya Gumenyuk til ATLAS og fortsætter: »Hele verden kendte jo til begivenhederne i Butja, fordi det blev dækket så grundigt. Men hvad kommer så efter det? For os er det vigtigt, at alt vores journalistiske arbejde kan overdrages til sagførere og bruges i retten.«

Alligevel kæmper The Reckoning Project med omverdenens krigstræthed. Opmærksomheden fra udlandet er dalet drastisk, og krigen i Ukraine trækker ikke længere de samme overskrifter i europæiske og amerikanske medier, til trods for, at tilfældene af brutal og overlagt krigsvold mod den ukrainske civilbefolkning kun stiger, som krigen skrider frem.

Ifølge Gumenyuk efterlader den russiske hær i øjeblikket langt flere beviser på sine krigsforbrydelser, end The Reckoning Project kan følge med til at dokumentere.

»Efterhånden må man konstatere, at den russiske hær er en kriminel virksomhed. Det er ikke længere en normal hær,« siger Gumenyuk og påpeger, hvordan The Reckoning Projects systematiske og stringente arbejde med at dokumentere krigsforbrydelser er et vigtigt led i at udstille systematikken i den russiske krigsmaskine, der ikke bare står bag enkeltstående lovbrud, men har gjort det at omgå krigens love til selve sin militære strategi.

Det repetitive russiske krigsmønster skaber et repræsentationsproblem for journalisterne i en nyhedsvirkelighed, der lever af at cirkulere det sensationelle

De ulovlige metoder har russerne udviklet og løbende forfinet, først i Tjetjenien, siden i Syrien, og nu ser Gumenyuk de samme krigsmønstre, den samme type forbrydelser, de samme torturmetoder i Luhansk, Donetsk og Zaporizjzja.

»Folk bliver tortureret på samme måde i de russiske fængsler og endnu mere grusomt i de besatte områder. Selvom den russiske hærs handlinger virker kaotiske, er måden civilbefolkningen bliver afhørt på eller bliver udsat for elektrisk stød rimelig ensartet på tværs af de ukrainske regioner i nord, syd, øst og over krigens to år«, forklarer Gumenyuk.

Men det repetitive russiske krigsmønster skaber et repræsentationsproblem for journalisterne i en nyhedsvirkelighed, der lever af at cirkulere det sensationelle. Krigen i Ukraine er lang og sej og ser ikke ud til at slutte foreløbig. Det stiller svære krav til The Reckoning Projects journalister om at finde nye måder at formidle krigens gentagelser, at fortælle om de samme forfærdelige forbrydelser på måder, der fortsat har bred offentlig appel.  

»Der er et tragisk paradoks for journalister og advokater, der dokumenterer krigsforbrydelser. Jo mere ens de forskellige sager er og jo flere beviser vi indsamler, jo mere solid bliver sagen. Men jo mere ensartede og repetitive angrebene er, desto mere daler interessen, også selvom situationen bliver værre,« siger Gymenyuk, der er tydeligt frustreret over et drænende tovtrækkeri med udenlandske medier og politikere om nødvendigheden af at bringe de ukrainske historier og engagere sig i krigen.

»Jeg synes ikke, at vi hele tiden skal bevise noget. Hvad mere vil de se? Hvorfor skal vi hele tiden bevise, igen og igen, at tingene er dårlige?« siger Gumenyuk i en lidt opgivende tone.

Men Gumenyuk har ingen intentioner om at give efter for udmattelsen. Krigstræthed er omverdenens privilegium. Det er ikke en mulighed for de ukrainske journalister, advokater, soldater og civilsamfundet, der alle kæmper for deres land mod en despotisk og kynisk supermagt.

»For os, og for mig personligt, er det en pligt at blive ved. Vi har ikke den luksus ikke at gå op i det, der foregår. Men for at være helt ærlig, så har ingen den luksus at lade som om, at Rusland ikke er lige der. At en atommagt ikke invaderer et andet land.«

Krigen i Ukraine og truslen fra russernes kernevåben virker ikke til at være »lige der«, set fra havnen i det indre København. På pladsen foran Ukraine House vajer det ukrainske flag side om side med det danske i den stride januarvind. Biler kører over en sneklædt Knippelsbro, deres forlygter lyser op i mørket. Foruden bilernes susen og vindens piben, er der stille.