At skulle rumme to livsspor i sig
Den stiltiende sorg over at have mistet noget, som man ikke kan få tilbage, fordi ens livsbane er blevet omlagt imod naturens biologiske orden. Den tidlige sorg, som udspringer af en adskillelse fra sit ophav, et tidligt brud på den ubetingede kærlighed, det er denne sorg, man som adopteret bærer rundt på, uden rigtig at have lært, hvor man skal placere den, eller hvordan man skal drage omsorg for den.
Man er født ud af sorg, men også ind i en sorg, som er svær at rumme, at finde spejling i og forståelse for. Sorgen kender ikke sit objekt. Der ligger en grundløshed i den adopteredes sorg; i fraværet af minder, af relation, af fællesskab, idet man står ensom i sin sorg som spædbarn. For at forstå den må man stykke den sammen gennem fragmenter af andres sorg, gennem forskellige kunstarter og rum i litteraturen. De rum har jeg selv søgt ind i, for at få greb om den sorg, jeg også selv bærer på som adopteret.
Denne sorg og mødet med sin biologi, er et perspektiv, som er indeholdt i Eva Tinds nyeste roman Citronbjerget og Sabitha Söderholms digtsamling Chellam. Begge skildrer de hjemkomsten til noget af alt det, som man har mistet. Til alt det, som er b