Divaen og diasporaen
Gennem de sidste 40 år har hendes sange indkapslet hjemveen efter et sted, mange af os aldrig har kunnet kalde for hjem. For os herfødte danskere med iransk baggrund, har Googooshs musik, persona og mytologi givet Iran et ansigt, som var noget andet og mere, end det dystre sted vores forældre måtte flygte fra, og som nu kun kunne besøges med bøjede hoveder og dæmpede stemmer.
De fleste af os nu ved, at det ville være en sandhed med gevaldige modifikationer at kalde vores forældres Iran i 1970’erne for frit efter danske demokratiske standarder. Dog har vi gennem hele vores liv oplevet, hvordan Googooshs længselsfulde halvfjerdserpop skabte et erindringsrum, der var både frit og helende for vores kuldslåede forældregeneration. En generation, der med Ayatollah Khomeinis indtog og følelsen af at få sin revolution kapret, fik revet sin ungdom midtover af forfølgelse og landflygtighed. Ligesom hos mange af mine jævnaldrende dansk-iranere, var Googooshs sårbart forførende patos de første sungne ord, som ramte mine trommehinder. Sammen m