Kongen er død, kongen længe leve
I efteråret har man muligheden for at se to store opsætninger af William Shakespeare-skuespil: Katrine Wiedemanns Kong Lear på Aarhus Teater og Staffan Valdemar Holms Richard II på Det Kgl. Teater. Begge stykker kredser om hvad, historikeren Ernst Kantorowicz kaldte »kongens to kroppe«; at kongen både er en almindelig, dødelig person og en ting, udødelig og guddommelig i kraft af sin magt som Guds stedfortræder på jord.
Hvor Kong Lear spørger, ’kan en konge afgive sin reelle magt, og stadig forblive konge?’, der spørger Richard II, ’hvis nu monarken er uduelig, kan det da være retfærdiggjort at afsætte ham?’. Begge konger må sande, at kronen har sit eget liv, og ikke kerer sig synderligt for hvilket hoved, den pryder.
Jeg havde forbindelsen til Kong Lear in mente, da Richard II havde premiere. I første akt skal kongen nemlig mediere i en strid mellem Henry Bolingbroke (den senere kong Henry IV) og Thomas Mowbray, hertugen af Norfolk. Ved hoffet er kongen i sit es i rollen som ceremoniel mediator og dommer. Bolingbroke og Mowbray udfolder deres argumenter f