Den skønneste grimhed
Foran Teatro di San Carlo, Italiens ældste fungerende operahus fra 1737, 41 år ældre end Milanos Scala, 55 år ældre end Venedigs Fenice, smelter byens forskellige ansigter og parallelle sandheder sammen i den øredøvende og gennemtrængende larm:
Operaen blev folkelig og udbasuneret i Napoli, hvor kringelkrogene og virvaret af sidegader og gyder er arnested for Camorraen, Campania-regionens fintmaskede forbrydersystem, hvis rivaliserende klaner og allestedsnærværende forretninger griber om sig i skyggen af opløste byråd, stumper af bureaukrati og sikkerhedsnet.
Derfor kan man heller ikke være her, uden Vesuvs krater i baggrunden fremstår som udspændt og naglet til de vulkanske basaltsten, der udgør den ujævne, urokkelige overflade i et åbent, væddende sår, hvor angstens skærpede sanser er et grundvilkår.
Indenfor i San Carlo bliver støjen fra virkeligheden udenfor dog overdøvet, når Napolis Janushoved vender sig en omgang. Under Giuseppe Cammaranos 500 kvadratmeter store plafondmaleri, der blev skabt efter storbranden i 1816, er der i forsommeren fremtidsmusik, der virker som skabt til at blive fremført på disse krusede kanter:
Wagners Valkyrien, R
