Det reneste had og den klareste lykke
En lille, snigende følelse af angst. Jeg bevæger mig i mørket mod Stadio Olimpico med en klump i halsen. Normalt når jeg tager på stadion er det med en ekstatisk følelse, en forventningens glæde. En glæde over at opleve det som fodbold er: et smukt, simpelt spil med mange lag, et sammensurium af følelser og et særligt menneskeligt fællesskab. I dag er det anderledes. I det fjerne kan man høre lyden af kanonslag, korte, velorkestrerede råb fra menneskemængder og en konstant summen fra helikoptere, der holder øje med gaderne i Roms ellers rolige og hyggelige Flaminio-kvarter. »Er det krig eller fodbold, vi er på vej til?« siger en af dem, jeg følges til stadion med. Halvt jokende, halvt i alvor.
På toppen af Monte Mario, bjerget der ligger bag Olimpico, dukker en smuk guldstatue op. Det er La Madonna di Monte Mario, blandt romere kaldet Madoninna (den lille Madonna). Den blev rejst i 1953 som tak til Maria for at have skånet Rom under 2. Verdenskrig. Et blandt hundredevis af Maria-portrætterer i det romerske bybillede. Men statuen er særlig for mange romere. Bjerget er forsvundet i aftenmørket og Madoninna svæver alene over stadion og holder vogtende, måske
