SMV-samfundets idealborger

Regeringen Mette Frederiksen II fejrer sin egen tiltræden som en triumf for kunsten at indgå politiske kompromisser. Oprindelsesmyten om ”den brede regering over midten” er det fundament, hvorpå regeringsprojektet skal bygge hele sin legitimitet i det kommende år.  

Det markedsføres som en særlig dyd hos regeringen, at den er villig til at føre politik, som hverken er blevet udbudt eller efterspurgt af nogen på den politiske markedsplads, der er valgkampen i et repræsentativt demokrati. Og måske ligger den egentlige genistreg i regeringsdannelsen netop i dette, at det janushoved, der er SVM-regeringen, ikke føler sig forpligtet af noget, der er gået forud for dens egen tiltræden. 

Ideologiske principper, politiske idéer, udsagn fremsat så sent som i efteråret 2022 – alt sammen kan det køres lige lukt på møddingen under henvisning til den store, skelsættende, historiske bedrift, det er at have konstitueret sig med det snævrest mulige centrum-højre-flertal i Folketinget. 

Enhver regeringspolitiker kan til enhver tid sige: Hvis du ikke æder mit argument, så har min regeringskollega bare et helt andet, du kan stoppe i halsen. Du skal ikke begynde at overveje, om det ene argument er foreneligt med det andet. Vi er jo bare et arbejdsfællesskab. 

Når idealborgeren har fri, går han ikke rundt og dagdrømmer om andre måder at leve på. 

I regeringens varslede projekt spejder man forgæves hinsides floskuløs kriseretorik og højstemt besyngelse af egen ansvarlighed efter en sammenhængende samfundsvision. Men et samfund består jo af sine borgere, og om borgernes ideelle gøren og laden kan man faktisk udlede en hel del af regeringens kommunikation. 

SMV-samfundets idealborger er naturligvis først og fremmest en, der arbejder. For idealborgeren er kardinaldyden arbejdet. Arbejdet bærer lønnen i sig selv, ligesom arbejdet er synonymt med fællesskabet. Han ved, at fællesskabet er ”strukturelt udfordret” af, at for få borgere er villige til at arbejde ekstraordinært hårdt for en lav-til-gennemsnitlig løn.

Derfor står idealborgeren uden at kny op hver morgen og smører rugbrødsmadder til sig selv og sine mindst 2,1 børn, inden idealborgeren indfinder sig et sted i produktions- eller velfærdsdanmark for at udføre mindst 7,4 timers arbejde.  

Idealborgeren tager gerne smiger og honninghjerter i bytte for sin arbejdsindsats.  

Når idealborgeren har fri, går han ikke rundt og dagdrømmer om andre måder at leve på. Han har besindet sig på tingenes nødvendige tilstand, og inden for de givne rammer går det ham ganske godt. Han er taknemmelig for det, han har, og han ser gode muligheder for at skaffe sig mere. Han er ved godt helbred, han sørger godt for sin krop, der er ingen grund til at antage andet, end at han vil opleve stabil fremgang i livet.  

I det omfang, idealborgeren forholder sig aktivt til det, der foregår på den politiske scene, gør han det med afsæt i en dybt rodfæstet tillid til det gode i mennesker. Han nærer en særlig beundring for mennesker, der udviser handlekraft på vegne af fællesskabet, og han er villig til at tilgive en folkevalgt et hvilket som helst fejltrin, når bare der er blevet handlet. Eller hvis bare, der er gået lidt tid.  

Viden er i det hele taget kun værdifuld i det omfang, den kan omsættes til den slags nytte, der kan aflæses én til én på en samfundsøkonomisk bundlinje inden for en tidsramme på 3-5 år.  

Idealborgeren betragter sig selv som en pragmatiker, der er hævet over alle smålige interessemodsætninger og alle ideologiske utopier. Han har truffet et bevidst valg om ikke at stå fast på noget, når det kommer til politik. Han er svær at hidse op i en politisk diskussion, og det er en æressag. Hvis han alligevel mærker blodtrykket stige, melder han sig straks ud af samtalen. Opgaven med at skændes om samfundets indretning overlader han med glæde i andres hænder.  

Pragmatismen er ikke mindst vigtig for idealborgeren, når det gælder spørgsmålet om den grønne omstilling. Han erkender, at udfordringerne er store, og han er stolt af alle de flotte mål, Danmark har opstillet for sig selv. Han er sikker på, vi nok skal nå dem en dag.  

Når regeringen henvender sig til sit ”kære Danmark”, føler idealborgeren sig set og inddraget i fællesskabet. Hans kærlighed til samfundet næres ved hyppige livstegn og opmuntrende budskaber fra statsministeren på diverse digitale platforme.

I små og store anledninger glæder det ham at se et ansigt på landets ledelse lagt i de til lejligheden passende folder; et rynket bryn i en alvorsstund, en strålende tandrække på en mærkedag. Han oplever en slags intimitet, en slags fortrolighed i de umedierede henvendelser. Han ser i enhver politiker et menneske som alle andre, og han stoler på sine medmennesker.  

Én kategori af mennesker stoler han dog lidt mindre på end andre: Journalister. Han synes ofte, de hænger sig i småting, og at det er uciviliseret og ufint, når de bliver ved og ved og ved med at spørge politikerne om ting, politikerne tydeligt har sagt, at de ikke har lyst til at tale om. 

Idealborgeren ser sig selv som en usnobbet forbruger af kulturprodukter. Han er loren ved begrebet ”kunst”, det vækker et ubestemmeligt ubehag i ham; en utryg og afmægtig følelse, nogle gange ligefrem en vrede. Kultur er gængst nok, han går gerne i biografen og til koncert, men styrer udenom det mere højpandede, som han opfatter som i bedste faldt unyttigt og overflødigt, i værste fald ekskluderende, et anslag mod fællesskabet.

Men han tolererer det dog, han er tolerant. Han synes bare, den bedste form for kultur, er den, der taler til folk som ham. 

Det er vel godt nok at der er nogen, der går rundt og ved noget om sådan noget som menneskets historie og sprog, men han kan ikke se, hvorfor de behøver at være så mange og vide så meget om det. 

Idealborgeren har også et anstrengt forhold til begrebet ekspertise. I hans øjne kan al postuleret viden i princippet tilsidesættes ved en flertalsbeslutning truffet på et solidt grundlag af god gammeldags fornuft og intuition. Viden er i det hele taget kun værdifuld i det omfang, den kan omsættes til den slags nytte, der kan aflæses én til én på en samfundsøkonomisk bundlinje inden for en tidsramme på 3-5 år.  

Han har derfor også en indædt tiltro til visdommen i løbende at skære ned på alt for lange uddannelser, særligt de humanistiske. Det er vel godt nok, tænker han, at der er nogen, der går rundt og ved noget om sådan noget som menneskets historie og sprog, men han kan ikke se, hvorfor de behøver at være så mange og vide så meget om det. Særligt i en tid, hvor krigen og de andre store kriser truer os, forekommer det ham ekstravagant at bruge penge på den slags. 

Idealborgeren elsker frihed næsten lige så meget, som han hader bureaukrati. Han kan dog bedst lide at træffe sine frie valg inden for rammerne af et for ham overskueligt udbud af muligheder. Han værdsætter orden og enkelhed, og så er der jo også hensynet til stordriftsfordele.

En vis centralisering, en vis systematisering er påkrævet i organiseringen af samfundet, ligesom hensynet til fællesskabet – det arbejdende fællesskab – jo altid kommer i første række. 

Idealborgeren er ekstremt god til at bearbejde skuffelser. Ofte lykkes det ham faktisk at overbevise sig selv om, at hans oplevelse af skuffelse over dette eller hint i virkeligheden var helt uberettiget. At hans forventninger blot ikke havde nået at tilpasse sig den virkelige virkelighed i tide. At det, der skete, i virkeligheden var bedre end det, han havde håbet på, som var det modsatte.

Omstillingsparathed er idealborgerens superevne. Spørgsmålet er så kun, hvilket samfund, der har omstillingsparatheden som primær borgerdyd.