Lovens varme arm

I et baghus på den pariser-fashionable Værnedamsvej – på grænsen mellem Frederiksberg og Vesterbro - hvor den kreative klasse og de mellemledere, der gerne vil ligne dem, drikker naturvin og køber delikatesser, dér har Gadejuristen sin base. En nonprofit-organisation, der i 25 år har ydet gratis retshjælp til nogle af samfundets mest udfordrede eksistenser: Stofmisbrugere, hjemløse og gade-sexarbejdere.  

Gadejuristen er finansieret af en blanding af statsstøtte og donationer, og organisationen består i dag af fem fuldtidsansatte og en række frivillige. De kører juridisk sagsbehandling her fra kontoret på Vesterbro, men bedriver også udgående retshjælp med deres eldrevne ladcykel.

Selvom kontoret ligger i Hovedstaden, er organisationen landsdækkende, og de ansatte tager ind imellem rundt i landet og hjælper også med sagsbehandling over telefon, forklarer to af de ansatte, Maria Grau-Keller og Henriette Bonnet, da jeg møder dem på kontoret en torsdag formiddag.  

Efter noget organisatorisk tumult i 2021, hvor organisationen blev lukket efter stridigheder mellem de ansatte og bestyrelsen, genopstod Gadejuristen senere samme år – nu med en række nye ansatte. Stifter og tidligere frontfigur Nanna W. Gotfredsen sidder i dag i Folketinget for Moderaterne, hvor hun er Udsatte- og Boligordfører. Men hun er i den grad stadig nærværende i den lille organisation, hvor der i gangen hænger et kulørt portræt af hende i urban graffiti-stil. På opslagstavlen får jeg øje på hendes visitkort fra Folketinget, og hun er da også stadigvæk frivillig gadejurist.  

»Jeg må konstatere, at hvis vi ikke var her, fik de her borgere simpelthen ikke deres rettigheder opfyldt.« 

Overfor portrættet ses en plakat, hvor der blot står ’Paragraf 750 – Du har ret til ikke at udtale dig’. En stor del af Gadejuristens arbejde er at gøre de udsatte borgere opmærksomme på de rettigheder, de i forvejen har, men enten ikke kender til eller ikke har ressourcerne til at kræve.  

»Gadejuristen hjælper mennesker med at udøve deres rettigheder, når velfærdsstaten svigter eller ikke magter at rumme dem. De har ret til at få nogle ydelser ifølge sundhedsloven, det kan f.eks. være abstinens- eller tandbehandling,« fortæller Maria Grau-Keller, der er jurist og har været ansat hos Gadejuristen siden november 2021. Hun har tidligere arbejdet i Udlændige- og Integrationsministeriets departement: »Jeg var vant til at sidde på Slotsholmen, bag computeren, sammen med embedsfolk i pænt tøj, og det her er jo noget helt, helt andet.« 

»For mig var det overraskende at finde ud af, at vores velfærdssamfund strækker sig til bunden, men ikke til den nederste bund. Dem, der har det allerværst, kan ikke få en del af kagen, for de har ikke ressourcerne til at møde op hos kommunen eller rusmiddelcenteret. Derfor kan det til tider virke som om, at velfærdssystemet fejler i forhold til dem, der har allermest brug for det«, opsummerer hun. 

Hendes kollega Henriette Bonnet er også jurist, men har desuden en fortid som sygeplejerske i psykiatrien og har efterfølgende arbejdet som jurist i Region Hovedstadens Psykiatri. Hun blev ansat hos Gadejuristen forrige sommer og istemmer Maria Grau-Kellers observation:

»Da jeg startede hos Gadejuristen måtte jeg sande, at velfærdssystemet ikke var til for de allermest udsatte, og at der i den grad er behov for retshjælp til denne gruppe. Det kan være stofbrugere, der ikke kan få den behandling, de har brug for f.eks. i psykiatrien.« 

Juridisk brandslukning  

Gadejuristens ansatte skiftes til at være ude med ladcyklen, der triller rundt på Vesterbro to til tre gange om ugen. Kontorarbejdet består af sagsbehandling, men juristerne er også ofte i anden sammenhæng ude af huset, hvor de f.eks. hjælper borgere med at opsøge Socialtandplejen eller tager med som bisiddere til møder - typisk hos kommunen.

»Fordi det er dér, hvor folk har oplevet utallige svigt, og derfor har så lidt tillid til systemet, at de har behov for, at der er nogen med, så de kan stole på, at systemet også kan hjælpe dem«, siger Maria Grau-Keller. 

Målgruppen kæmper typisk med mange forskellige problemstillinger, derfor er retshjælpen mangefacetteret: »Når folk opsøger os, spørger vi: Hvad er det, du har brug for hjælp til? Ofte er deres problemer en rullende snebold, hvor der kommer flere og flere til. Men vi kan kun starte ét sted. Så det handler om at finde ud af, hvor den første brand skal slukkes. Hvis du står og har abstinenser, så er dét den første brand, der skal slukkes. Eller hvis du ikke har fået udbetalt din kontakthjælp og står og mangler penge, så er dét det vigtigste. Det handler om, hvad problemet er nu og her«, konstaterer Maria Grau-Keller. 

Bløde kager og kemisk sand  

I dag er det hende og Henriette Bonnet, der skal ud med ladcyklen. De er begge iklædt knælange, camouflage-brune dunjakker med Gadejuristens logo på ryggen.  

De pakker cyklens transportkasse med fire kantinestore termokander med kaffe og varm kakao. Også kopnudler, chokoladebarer og små muffins i individuel plastikindpakning skal med. Bløde kager er bedst, da stofbrugernes tandsæt ofte er ødelagte. Der kommer også vanter, vinterhuer og engangshåndvarmere med i lasten. Håndvarmerne indeholder en slags kemisk sand, der, når man tager dem ud af plastikindpakningen, opvarmer sig selv, og som man kan lægge i vanterne for ekstra varme. De virker, kan jeg konstatere. Varme er vigtigt: 

»En kop kaffe kan varme mere for dem, end den gør for os andre. Det gør, at vi har lyst til at stå der igen næste tirsdag aften. Det er hårdt arbejde, man møder nogle skæbner, der står med fingre, der er så kolde, at de er svulmet op og er fem gange større, end de plejer at være. Men så kan vi heldigvis give dem en kop kaffe og et par handsker. Meget lidt kan varme; en sludder kan varme, en cigaret kan også varme, hvis du står dér og skal igennem en kold nat,« forklarer Maria Grau-Keller. 

»For mig var det overraskende at finde ud af, at vores velfærdssamfund strækker sig til bunden, men ikke til den nederste bund.«

Det er en knitrende frostklar dag. Solen har gennemtrængt skydækket for første gang i, hvad der føles som æoner. Det er den første i måneden, og stofbrugerne har netop fået deres overførselsindkomster, så der plejer ikke at være lige så mange på gaden, får jeg forklaret. Ligesom hos os andre sidder pengene lidt mere løst i starten af måneden. Maria Grau-Keller cykler langsomt den fuldtlastede ladcykel fra kontoret og tværs over Vesterbro til Kødbyen. Vi følger med til fods. 

Første stop på ruten er stofindtagelsesrummet H17 på Halmtorvet. Der står ikke nogen ude foran, så vi kører videre til Café Dugnad, også på Halmtorvet. Det er et socialt tilbud for stofbrugere og hjemløse, hvor de kan få et varmt måltid mad, socialt samvær og anvende toiletterne. Desuden udleverer caféen også udstyr til stofindtagelse: Kanyler, sølvpapir og rygeudstyr.

Der ligger et fixerum ved siden af, men brugerne sidder også og tager deres stoffer inde i atriumgården. Kokain er nu det dominerende stof i København, fortæller de. Både det, der kan sniffes, injiceres eller ryges som ”crack”. De gætter på, at op mod 80% af de stoffer, der er i omløb i området, er kokain.  

Området omkring Halmtorvet er et af de mest barske steder på Vesterbros stofscene. Det er den allerhårdeste kerne, man møder her, fortæller de to gadejurister mig. Foran caféen bliver vognen parkeret, termokanderne pakket ud, og kopper og kager stillet klar på ladcyklens låg.  

”Bruger” – ikke ”misbruger”  

En del af det, Gadejuristen kan hjælpe med, er klager over uberettigede bøder. I lovgivningen om euforiserende stoffer er der en paragraf, som giver misbrugere, der samtidigt er socialt udsatte, mulighed for at slippe med en advarsel i stedet for en bøde på omkring 3000 kr., hvis de bliver sigtet for besiddelse af stoffer.  

»Vi har oplevet politibetjente sige: ’Den regel bruger vi ikke her, der kan godt være, at det fungerer sådan i København, men det gør det ikke her’. Det er jo formentligt ikke fordi, de ikke mener, at de skal leve op til loven, men nok nærmere fordi de ikke kender til den del af lovgivningen,« fortæller Maria Grau-Keller. 

Der er en del misforståelser om lovgivningen, der vedrører deres målgruppe. Her forsøger Gadejuristen at informere så mange parter som muligt – både borgere, men også myndigheder.

Til formålet har de fået produceret tre forskellige plastikkort i kreditkortsstørrelse med lovgivningen udspecificeret. Et pink, der fortæller om de udsattes rettigheder i forbindelse med abstinensbehandling. Et blåt, der fortæller om det sociale frikort, som giver de allermest udsatte en mulighed for at tjene et skattefrit beløb på særlige vilkår. Og endeligt et gult, der beskriver lovgivningen om besiddelse af rusmidler. »Disse kort er altid i høj kurs, og brugerne sørger for at passe godt på dem, så de kan vise dem til politiet, hvis de bliver stoppet med ulovlige rusmidler,« fortæller Henriette Bonnet.   

Jeg bemærker, at de hos Gadejuristen siger ’stofbruger’ i stedet for ’misbruger’. De kalder det ikke ’misbrugsbehandling’, men ’rusmiddelbehandling’. »Vi siger heller ikke ’clean’, for de udsatte er ikke beskidte,« fastslår Henriette Bonnet.

Gadejuristen opfordrer heller ikke borgerne til at stoppe med at tage stoffer. »Vi blander os ikke i, hvordan folk vil leve deres liv. Vi hjælper dér, hvor de har brug for vores hjælp,« fortæller Maria Grau-Keller, »Vores arbejde er skadereducerende.«  

Hardcore harmreducer som der står på klistermærkerne på deres ladcykel.  

Dåseflødeskum og Naloxon  

En yngre mand kommer nærmest flyvende ind foran vognen med opspilede øjne og energisk gestik: »Har I kakao? Har I kakao?« spørger han og rækker en termokop frem. De to gadejurister tager imod ham, fylder hans kop.

»Skal du have flødeskum på?« spørger de.  »Ja! Masser! Bare fyld helt op.« De fylder på med flødeskum fra dåse, en lille snedækket bjergtop dukker frem fra dåsens dyse. »Mere, mere!« befaler han med et smørret smil. Hans kammerat kommer forbi, han vil også gerne have kakao. Henriette Bonnet laver en kop til ham og hælder kakaopulver på toppen, den første mand udbryder grinende, »Også på min, ellers bliver jeg sgu helt misundelig.«  

Begge mænd takker flere gange høfligt og trækker væk fra vognen. Flere mænd kommer over, de fleste vil have noget varmt at drikke og en mini-muffin. En mand spørger efter sovepiller; hans ven har ikke sovet i flere dage. Vennen står ovre ved et borde-/bænke-sæt i den lille gård og råber – enten ad sig selv eller andre. Men de har ingen medicin med, fortæller gadejuristerne. Udover næsesprayen Naloxon, der bruges hvis en person overdoser på opioider. Alle gadejuristerne har taget et kursus i, hvordan man anvender den livreddende spray.  

Da de fleste af mændene har været forbi, pakkes vognen igen sammen. Det var på tide; der ulmer en konflikt mellem to mænd. Der råbes lidt frem og tilbage. Det er tydeligt, at desperationen og følelserne sidder helt uden på de mange lag tøj.  Vi trækker ladcyklen videre mod ’Det lille apotek’, som området bag hovedbanegården ved Istedgades udløb bliver kaldt. Her sælges alverdens piller, særligt benzodiazepiner, der er et afslappende stof mod angst og søvnproblemer. 

»For mange stofbrugere er det selvmedicinering. Det kan både være for psykiske sygdomme, men det kan også være en måde at forsøge at lindre andre sår på sjælen,« fortæller Henriette Bonnet. 

»Psykiatrien vil oftest synes, at stofbrugere er så vanskelige at have med at gøre, at de ikke kan rummes. Fordi lige så snart du har et stofbrug, så vil skylden blive kastet derhen,« fortæller Maria Grau-Keller.   

Jeg spørger, om der er nogen fællestræk mellem de mennesker, der opsøger Gadejuristens hjælp.  

»Det er mange forskellige typer mennesker med forskellig baggrund. Nogle er netop kommet ind i stofmiljøet, andre er aldrig kommet ud, hvis de er født af forældre, som også har været brugere.  

Nogle gange spørger folk mig, hvem det er, vi møder i Gadejuristen. Og så må jeg fortælle dem, at det også er hr. og fru Danmark, der kan have en søn, der ender i H17,« fortæller Henriette Bonnet.  

God bless you!  

Der er en mere afdæmpet stemning blandt brugerne bag Hovedbanegården. Gadejuristerne slår vognen op og gør klar til det relationsarbejde, der er så afgørende for, at de kan komme i gang med den retshjælp, der er formålet. Hurtigt stimler en gruppe sammen omkring cyklen. De spørger efter kaffe og vanter, en kvinde beder om vand til sin lille hund.

»God bless you!« råber en engelsktalende mand til gadejuristerne efter at fået sig en varm kop kaffe. Generelt er de borgere, der opsøger dem, taknemmelige, der bliver sagt »mange tak« og spurgt høfligt efter det, de lige står og mangler. En ældre mand vender en igangværende sagsbehandling med den ene gadejurist. 

»Den taknemmelighed vi møder, fra dem vi har hjulpet, er rørende. Nogle gange føler jeg ikke selv, at jeg har gjort særligt meget, jeg har bare hjulpet dem med at få deres rettigheder opfyldt,« fortæller Maria Grau-Keller.  

»Psykiatrien vil oftest synes, at stofbrugere er så vanskelige at have med at gøre, at de ikke kan rummes.«

En mand kommer forbi og spørger efter en hue. Han bliver vist udvalget af strikhuer, men er kritisk overfor farvekombinationerne. Han prøver et par stykker, før han vælger en med røde og gule striber og driver videre. Flere folk stimler omkring vognen, de fleste spørger efter kaffe og cigaretter. Nogle af de borgere, som gadejuristerne møder på deres ture med ladcyklen, er gengangere, som de kender eller tidligere har hjulpet, nogle af dem er nye ansigter. Da trafikken omkring vognen aftager, pakker de endnu en gang vognen sammen.  

En stor del af Gadejuristens indsats består i kontakt til offentlige myndigheder, i særdeleshed til kommunerne, sagsbehandlerne i jobcentrene, rusmiddelcentrene, sundhedsvæsenet og politiet. Men samarbejdet foregår ikke altid helt gnidningsfrit, fortæller Maria Grau-Keller:

»Nogle myndigheder har paraderne oppe, så snart de hører, at vi kommer fra Gadejuristen. De kan synes, at det er ubehageligt, at der kommer en jurist og blander sig i deres arbejde. Det er jo forståeligt, at det kan være svært at håndtere, hvis du står som læge og fagperson, og der så kommer jurister og blander sig i noget sundhedsfagligt. Men vi forsøger at gøre alt, hvad vi kan for, at samarbejdet bliver så godt som muligt, fordi det er til borgerens bedste.« 

Ikke kun den enkelte, men de mange  

Vi vender tilbage til baghuset på Værnedamsvej, hvor både Maria Grau-Keller og Henriette Bonnet har møder med borgere i løbet af eftermiddagen. Men først sætter vi os i tekøkkenet med en ny kop kaffe.

»Normalt arbejder vi jurister jo lineært; der er et problem, og vi finder en løsning. Sådan er juraen jo; man har nogle retsregler, og så når man til en konklusion. Så kan en sag ende for en domstol, og så kan man være uenig med den konklusion og anke, men derefter er en sag ofte afsluttet. Det er også lineært at søge et døgntilbud; der er nogle regler og en afgørelse. Men borgerens kompleksitet gør, at den lineære proces bliver forstyrret, det kan f.eks. skyldes, at borgeren har mistet sin telefon eller ikke får tjekket sin e-Boks, fordi vedkommende ikke har en telefon og derfor misser en klagefrist. Og så kører alt i ring. Der er mange snubletråde for de her mennesker,« fortæller Henriette Bonnet.  

De færreste ville nok ønske, at deres arbejdsplads slet ikke fandtes, men det gør Henriette Bonnet: »Jeg er ked af, at der er brug for Gadejuristen. Vi er jo alle sammen med til at finansiere den offentlige sektor, for at den skal være til for borgeren. Men jeg må konstatere, at hvis vi ikke var her, fik de her borgere simpelthen ikke deres rettigheder opfyldt.«  

Hos Gadejuristen er en af målsætningerne at løfte arbejdet op på det principielle plan, at kunne medvirke til lovændringer i stedet for kun at lave individuel sagsbehandling, fortæller Henriette Bonnet: »På den måde hjælper vi ikke kun den enkelte - men de mange.«