Et tørt, spinkelt og følsomt håb om forvandling
Hvordan bliver man fri af (for)tidens traumer? Ved at danse i regnen på gaden? Ved ikke at gifte sig med en souschef? Ved at drikke arak hele natten og forpuppe sig for at blive til en sommerfugl? Det bliver i hvert fald et forsøg værd i den iranske forfatter Shahrnush Parsipurs lille mærkværdige, patchworkagtige roman Frie oplevelser fra 1970.
Og når jeg skriver patchworkagtig, mener jeg det absolut på en positiv måde. Frie oplevelser brillerer ikke med et letflydende handlingsforløb, men derimod med sine skæve karakterer og dialoger, hvor personerne halvt taler forbi og halvt underforstået forstår hinanden.
Den brillerer med sine indlejrede lagdelte fortællinger uden tydelige moraler, hvor man fornemmer et nik til den stærke persiske tradition for mundtligt overleverede vandrefortællinger, der ofte er både kryptiske og fabulerende. Det lyder måske utilgængeligt, men det behøver det ikke at være. Der er noget gennemgri