Kompliceret forelskelse
Et sted i den oldgræske tragediedigter Euripides’ kendteste værk, Medea, siger en amme: »Tænk hvis musikken helbredte menneskets/ smerte, og ikke kun brugtes som støj/ ved en støjende middag.«
Ud med ufarlig frokostjazz og elevatormusik – kunsten skal have en sjælelig nytte, den skal nå ind til menneskets inderste smertepunkter.
Det forstod Euripides, kendt som den psykologiske tragediedigter, bedre end nogen af sine samtidige, og det er det, der gør Medea lige rystende to et halvt tusinde år efter. Medea svigtes af sin mand, sagnhelten Jason, og hun tager en grusom hævn: ikke kun myrder hun hans nye kone, nej, hun dræber også sine egne børn. Man kommer helt ind, hvor det gør ondt – og dér, hvor der bliver gjort noget ondt – og til sin rædsel forstår og sympatiserer man med vreden, helt frem til Medea løfter kniven.
Man raser med Medea over den vattede midtvej