Print artikel

Verdens ældste kunsthistorie

Laokoongruppen, som Michelangelo efter sigende kunne genkende under en udgravning i 1500-tallet ud fra Plinius den Ældres beskrivelser.
Kritik
28.01.20
I et enormt forfatterskab, hvoraf det meste er gået tabt, beskrev romeren Plinius den Ældre den verden, der omgav ham – fra det mindste til det største. Dansk nyoversættelse af hans bøger om kunst og arkitektur giver et både tanke- og lattervækkende billede af den antikke verden.

For snart 2000 år siden beskrev Plinius den Ældre i et mageløst kæmpeværk alt, hvad man i den romerske verden, mente, det var værd at vide om stort set alting: fra brugen af rust som middel mod kønsvorter over luksus indenfor marmor til drabelige dueller mellem indiske elefanter og kæmpeslanger. Og så var han angiveligt ophavsmand til sentenser som, at »det eneste, der er sikkert er, at intet er sikkert«, »der findes ingen løgn så uforskammet, at den mangler et vidne« og »cum grano salis«, der slet og ret betyder »tag det med et gran salt.«

Og netop dét kan der være god grund til når man læser Plinius. F.eks. beskriver han, at bjørne fødes som formløse, hvide kødklumper på størrelse med en mus – og at moren derefter langsomt slikker ungen til den rette bjørneform. Han fortæller også, at urolige spædbørn kan beroliges med en amulet af gedelort pakket ind i stof, og at hungedens hjerne blandet med mælk kan forhindre epilepsi. I sin naturhistorie beretter han om skandinaviske elsdyr uden led i bagbenene og med læber så store, at dyret må gå baglæns når det græsser. Han beretter om et hurtigløbende folkeslag i Himalaya, hvis fødder vender bagud og et afrikansk folk helt uden hoveder men med øjne og mund på deres bryst.

I 1864 skrev den engelske filosof George Henry Lewes (som i øvrigt var gift med Mary Ann Evans, der, under pseudonymet George Eliot, var én af Victoriatidens vigtigste forfattere) således om Plinius, at »når det kommer til et udsagns utroværdighed kan han ikke nemt overgås.«

Men Plinius den Ældre (der var også en Yngre som er eftertidens bedste kilde til den Ældre – de var i øvrigt onkel og nevø) var også en af sin samtids mest driftige og skrapsindige betragtere af den verden, der omgav ham –  og en af sin eftertids allermest brugte kilder. Og nu er, takket være lektor emeritus Jacob Isagers nye danske oversættelse, Plinius' bøger om græsk og romersk skulptur, malerkunst og arkitektur – verdens ældste kunsthistorie – samlet i ét forrygende bind med titlen En antik kunsthistorie.

Gaius Plinius Secundus blev født i Como i det nordlige Italien i år 23. Han tjente som kavaleriofficer, bestred flere offentlige embeder og fungerede som rådgiver for kejserne Vespasian og Titus. Og så skrev han mindst 75 bøger om historie, militærstrategi, kunst og videnskab. Han døde i år 79, angiveligt af de giftige gasser, som fulgte vulkanen Vesuvs enorme udbrud, der ødelagde Herculaneum og Pompeji. Kort forinden havde han færdiggjort sit opus Naturalis Historia, som er det eneste af hans værker, der har overlevet til i dag. Det blev til gengæld et seminalværk, som op gennem middelalderen og renæssancen var en slags naturvidenskabelig grundbog.

Naturalis Historia tæller i alt 37 bøger om kosmologi, astronomi, geografi, zoologi, botanik, medicin og til sidst bjergarter, metaller og ædelstene – og altså herunder også deres anvendelse i kunsten og arkitekturen. I Jacob Isagers veloplagte og veltilrettelagte udvalg af Plinius' kunsthistorie, er det bøgerne 34 til 36, der nu foreligger i en ny, let tilgængelig og stærkt fornøjelig oversættelse. Og i et oplysende forord, forklarer Isager, hvordan Plinius' Naturalis Historia, ikke skal forstås i moderne videnskabelig forstand, men bredt som historien om den verden menneskene befinder sig i: »naturens rige, det vil sige livet« som Plinius formulerer det.

Plinius var inspireret af den stoiske filosofi, og han mente, at mennesket og dets frembringelser var underlagt Naturen, og selvom han mente, at mennesket i hans levetid havde nået al videns tinde, var han også næsten økologisk-kritisk indstillet overfor udnyttelsen af jordens ressourcer: »Vi følger alle årer i jordens krop og bor oven på en undermineret skal, og så undrer vi os over, at den undertiden gaber eller giver sig til at skælve, som om vor hellige Moder Jord ikke skulle kunne udtrykke sin harme på denne måde.«  

For hjemmelatinister og oldtidskundskabslærere er En antik kunsthistorie intet mindre end uundværlig. Og også for læsere uden specifik interesse for antik kunsthistorie eller pigmenters medicinske brug er det kostelig læsning

Storværket, hvor Plinius agtede sig ud i det ærinde »detaljeret at gengive alt indholdet i hele verden« var – og er stadig – en af de mest bemærkelsesværdige antikke skrifter. Ikke mindst fordi Plinius, som den første, samvittighedsfuldt og redeligt bestræber sig på at citere og fremlægge sine kilder. Blandt andet fordi Naturalis Historia samlede så meget information fra tidligere værker, erstattede bogen med tiden forgængernes værker, som siden er gået tabt, forklarer Jacob Isager i forordet. Dermed rummer værket den eneste overlevende viden om mange vigtige tekster, kunstværker, bygningsværker og historiske skikkelser fra det gamle Grækenland og Romerriget. Det var f.eks. ud fra Plinius' beskrivelser, at Michelangelo ifølge sagnet, kunne genkende den berømte antikke skulptur Laokoongruppen, da den i 1506 blev fundet i en udgravning i Rom.

Det betyder f.eks. også, at Plinius skriver om antikkens berømte bronzeskulpturer, når han behandler metaller i den 33. bog og om marmorskulptur, når han skriver om stenarter i den 34. For Plinius er kunsthistorien i høj grad en materialehistorie og hans systematik betyder også, at bogen rummer mange oplysninger, man ikke umiddelbart forventer at finde i en kunsthistorie: Han oplister f.eks. 14 lægemidler på basis af rust og 17 på basis af jernskæl side om side med æstetiske vurderinger af billedhuggere som Myron og Praxiteles' værker. Ved afslutningen af hver bog opregner han antallet af informationer og antallet af forfattere på de foregående sider. I alt bliver det til 1302 lægemidler, 915 fakta, undersøgelser og iagttagelser foruden 434 begivenheder, beskrivelser og (flere) iagttagelser fordelt på de tre bøger, der er samlet i En antik kunsthistorie.

En antik kunsthistorie er forbilledlig formidling, lige dele opdageglæde og faglig ordentlighed. Og så er bogen udstyret med en smågenial sammenstilling af kildeteksten med et appendiks, hvor konservator fra Ny Carlsberg Glyptotek, Signe Bucarella Hedegaard, fremlægger en række af antikkens pigmenter i ord og billeder (hvordan er det lige at minium og melinum ser ud?) mens billeder af marmortværsnit fra Oxford Universitys stenbibliotek gør det muligt for uoplyste læsere at skelne mellem porfyr og tuf.

En antik kunsthistorie spænder lyksaligt over både det lærerige og det kuriøse. Plinius' beretninger om priser på kobber og mønje fortæller interessante ting om dagliglivet i Rom, og hans beskrivelse af datidens kunstnerrolle og og kunstværkets status sætter vores tids værkbegreber og kunstnermyter i relief. Der er dog ingen tvivl om, at En antik kunsthistorie er mest sprudlende læseværdig, når urimeligheden i Plinius' udsagn er størst. F.eks. når han hævder at »sædernes fordærv og luksus ikke i højere grad er opstået på grund af noget andet end skaldyr« eller når han med forbilledlig skråsikkerhed giver denne beskrivelse af et bemærkelsesværdigt zoologisk forhold:

»Afrika frembringer elefanter i området hinsides de syrtiske ørkener og i Mauretanien. Det gør etiopiernes og huleboernes område også, som sagt, men Indien frembringer de største ligesom også de slanger, som ligger i evig krig med dem. Slangerne er så store, at de nemt kan vikle sig hele vejen rundt om elefanterne og snøre dem fast i en knude. Ved denne duel dør de begge to. I faldet presser den besejrede elefant med sin vægt livet ud af slangen, som har viklet sig om den.« Og under overskriften »Dyrs snedighed« fortsætter han sin beretning om denne duel: »Elefanten er et meget koldblodigt dyr, og derfor går slangerne især på dem, når der er en smeltende varme. De dykker så ned i floderne og lægger sig på lur, når elefanterne kommer for at drikke, og dukker op og vikler sig omkring snablen og hugger tænderne ind i øret, som er det eneste sted elefanten ikke kan forsvare sig med snablen. Derfor bliver elefanterne suget helt tørre for blod af dem, og når de er drænet, falder de sammen, og slangerne, der er berusede af alt blodet, bliver smadret og dør sammen med dem.«

For hjemmelatinister og oldtidskundskabslærere er En antik kunsthistorie intet mindre end uundværlig. Og også for læsere uden specifik interesse for antik kunsthistorie eller pigmenters medicinske brug er det kostelig læsning. For gennem og mellem alle de nidkært opførte informationer er Plinius' tekst et fascinerende og morsomt tidsbillede, der i al sin prosaiske verdensnærhed viser, hvor stor betydning de gamle grækere og de skøre romere har haft – og fortsat har – på vores liv.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.