Verdens ældste kunsthistorie

For snart 2000 år siden beskrev Plinius den Ældre i et mageløst kæmpeværk alt, hvad man i den romerske verden, mente, det var værd at vide om stort set alting: fra brugen af rust som middel mod kønsvorter over luksus indenfor marmor til drabelige dueller mellem indiske elefanter og kæmpeslanger. Og så var han angiveligt ophavsmand til sentenser som, at »det eneste, der er sikkert er, at intet er sikkert«, »der findes ingen løgn så uforskammet, at den mangler et vidne« og »cum grano salis«, der slet og ret betyder »tag det med et gran salt.«

Og netop dét kan der være god grund til når man læser Plinius. F.eks. beskriver han, at bjørne fødes som formløse, hvide kødklumper på størrelse med en mus – og at moren derefter langsomt slikker ungen til den rette bjørneform. Han fortæller også, at urolige spædbørn kan beroliges med en amulet af gedelort pakket ind i stof, og at hungedens hjerne blandet med mælk kan forhindre epilepsi. I sin naturhistorie beretter han om skandinaviske elsdyr uden led i bagbenene og med læber så store, at dyret må gå baglæns når det græsser. Han beretter om et hurtigløbende folkeslag i Himalaya, hvis fødder vender bagud og et afrikansk folk helt uden h